Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Spanien (Historie)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
en raa Kriger, at drukne Opstanden i Blod.
Hele Aaret 1896 og det flg. Aar førtes Kampen
med stor Grusomhed fra begge Sider, saa at
den fredelige Befolkning led overordentlig
derunder. Da blev Cánovas, hvis cubanske Jern-
og Blodpolitik fordunklede hans Fortjenester
paa andre Omraader, myrdet 8. Aug. 1897 af
en ital. Anarkist. Det ny liberale Ministerium
slog ind paa en anden Vej over for Cuba og
sendte General Blanco til Øen med Tilbud om
Autonomi under sp. Herredømme. Men det var
for sent: Befolkningen troede ikke mere S. og
krævede fuldstændig Uafhængighed. Nu
blandede de forenede Stater sig i Sagen, da
Præsident Mac Kinley fandt deres Interesser i
Habana truede. Det amer. Orlogsskib »Maine«
beordredes derned for at vaage over dem; men da
det laa uden for Habana, blev det (15. Febr
1898) fuldstændig ødelagt af en undersøisk
Mine. Skønt upaatvivlelig den sp. Regering
ikke havde foranstaltet denne Skændselsdaad,
blev de nordamerikanske Fristater, der allerede
var i et spændt Forhold til S., saa ophidsede,
at de erklærede det Krig. Med begejstret
Tapperhed, men slet forberedte og slet ledede i
militær Henseende, optog Spanierne Kampen.
Nær Manila blev en sp. Eskadre fuldstændig
slaaet, og Resten af deres Flaade, under
Admiral Cervera, som det var lykkedes at naa ind
til Santiago paa Cuba, blev 3. Juli aldeles
ødelagt af Amerikanerne, da den gjorde et
dumdristigt Forsøg paa at komme bort fra Havnen.
Ved Freden i Paris 10. December 1898 maatte
S. afstaa sine sidste større Kolonier: Cuba,
Puerto Rico og Filippinerne, de to sidste er nu
i Nordamerikas Besiddelse, medens Cuba er en
selvstændig Republik, dog i Virkeligheden ret
afhængig af U. S. A.
Efter Sagasta’s Ministerium fulgte et Kabinet
Silvela, der 1900 havde Uroligheder at kæmpe
med, hvilket foranledigede Pressetvang i
Madrid og Belejringstilstand i Barcelona og
Valencia; Weyler udnævntes til Guvernør i
Hovedstaden. Karlisterne i Katalonien fik man
nogenlunde kuet ved kraftige Forholdsregler,
navnlig da Don Carlos desavouerede sine
Tilhængere. Regeringen planlagde nemlig en
ægteskabelig Forbindelse mellem Kongens ældre
Søster, Prinsessen af Asturien, og Greven af
Caserta, tilhørende den karlistiske
Bourbon-Linie. Dette Giftermaal vakte stærk Uvillie hos
Folket, og i Cortes blev tillige Kongens alt for
klerikale Opdrageise paatalt. Den talrige,
formuende og meget privilegerede Gejstlighed
udæskede den frisindede Del af Nationen ved
sin Indblanding i de højere Stænders
Familieliv. Fyrstebrylluppet fejredes imidlertid i
Madrid 14. Febr 1901 under Befolkningens
truende Holdning (Prinsessen er siden død, 1904);
man søgte at vinde den ved nogle
Indrømmelser — Pressecensuren afskaffedes 18. Febr —,
men Ministeriet, der var rekonstrueret under
Azcárraga, maatte dog gaa af i Marts. Nu
traadte igen Sagasta til; man traf en Række
Forholdsregler mod de uautoriserede
Kongregationer; men Uroligheder rundt i mange Byer,
Folkebevægelsen mod Processioner o. l. og en
Landbostrejke, der udsultede Valencia, tvang
ogsaa denne Regering til at udstede Befaling
om Belejringstilstand. I Cortes fik den
Majoritet efter temmelig ondartede Valgspektakler,
De religiøse og sociale Brydninger traadte
efterhaanden mere og mere frem, medens de
parlamentariske Stridspunkter begyndte at tabe
deres Bet.; den saakaldte Regionalisme,
Uafhængighedsbevægelsen i Provinserne (især
Katalonien), voldte Centralmagten meget Bryderi.
Nogle Love af 1901 om Undervisningsvæsenet
betegnede Fremskridt. Kirkelige og finansielle
Vanskeligheder gjorde Ministeriets Stilling
usikker; et af dets Medlemmer, Canalejas,
traadte ud og angreb sine tidligere Kolleger
som alt for klerikale, medens Hoffet ikke fandt
dem klerikale nok. Sagasta kunde ikke skaffe
sig tilstrækkeligt Flertal i Cortes og traadte
derfor tilbage Decbr 1902; kort efter (5. Jan.
1903) døde han og efterlod det
monarkisk-liberale Parti uden Fører. Et konservativt
Kabinet Silvela fungerede nogle Maaneder, derefter
et andet (Villaverde), indtil Maura, de
Konservatives haardhændede og modige Fører,
dannede et nyt (5. Decbr 1903). Ved Valgene til
Deputeretkammeret Apr. 1904 havde de
Radikale stor, Fremgang, og Republikanere som
Salmeron og Blasco Ibáñez førte det voldsomste
oppositionelle Sprog mod »den klerikale og
militaristiske Camarilla«. Hvert Øjeblik
blussede Opstande i Vejret, de nødlidende
Arbejdere i Syden forsøgte Generalstrejke, men den
kunde ikke gennemføres. Til Decbr 1904 sad
Maura ved Roret; da afløstes han af Azcárraga.
Han maatte endog fra konservative Politikere
høre ilde for den Overenskomst, den sp.
Regering havde afsluttet med Paven ang. de
gejstlige Kongregationer, og hvorved der blev givet
Vatikanet temmelig megen Ret til Indblanding.
Med Frankrig og England blev der indgaaet en
Traktat om Marokko. Indre Reformer berørte
særlig Militærvæsenet. En Spiritusskat blev
vedtaget i Forbindelse med Afskaffelsen af den
tyngende Konsumafgift paa Brød.
E. G.
S.’s nyere Historie betegnes væsentlig ved
Arbejdsnød, Strejker og Uroligheder af forsk.
Art, dertil ret øde Partikampe og hyppige
Ministerskifter. Kabinettet Azcárraga traadte
tilbage Jan. 1905 p. Gr. a. indre Divergenser og
efterfulgtes af et Ministerium Villaverde, der
demissionerede i Juni, da det var kommet i
Uenighed med Kamret om finansielle
Spørgsmaal og ikke kunde opnaa et Tillidsvotum. De
Liberale kom nu til Magten med Montero Rios,
og ved Valgene i Septbr fik det ny Kabinet
Flertal. Henimod Slutningen af Aaret blussede
imidlertid den separatistiske katalanske
Bevægelse op igen, og Barcelona maatte erklæres
i Belejringstilstand. Disse Forhold gav
Anledning til, at Montero Rios dimissionerede, og
der dannedes et andet liberalt Kabinet med
Moret. Denne føjede ny Vanskeligheder til de
allerede forhaandenværende, idet han fik
gennemført et Lovforslag om borgerligt Ægteskab,
hvad der fremkaldte Protest fra Paven og
Opposition fra Bispernes Side. 31. Maj ægtede
Kong Alfonso XIII Prinsesse Victoria Eugenia
af Battenberg. Paa Vejen fra Kirken, hvor
Vielsen havde fundet Sted, til Slottet, blev
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
