Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Spektralanalyse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
sin bolometriske Metode (udtænkt 1851 af
Svanberg i Upsala) kommet helt til 5,3 Mikron og
har bestemt Beliggenheden af 740 Linier fra
A til denne Grænse, samt paavist, at dette Parti
er delt af fl. brede og kraftige
Absorptionsbaand, som delvis er af tellurisk Oprindelse;
der er Grund til at tro, at Spektret strækker
sig videre; muligvis de lange Varmebølger og
de korte »Hertzske« Bølger gaar over i
hinanden.
De fleste af de Fraunhofer’ske Linier er af
solar Oprindelse, og af de 12000, som hidtil er
maalte, kender man for største Delen de
tilsvarende kemiske Elementer, ialt c. 50. Størst
er Tallet af Linierne hos Jern, hvor der er
mere end 2750 tilsvarende i Solspektret, for
Kulstof har man fundet 240, Kalcium 75,
Magnesium 24, Natrium 13 o. s. v. De fleste af
disse Linier er skarpe og meget smalle, men
hos nogle har man fundet Ejendommeligheder
i deres Form, som kun kan hidrøre fra
Forhold i de forsk. Lag, hvor de Fraunhofer’ske
Linier har deres Oprindelse. Ved Siden af de
solare Linier optræder de telluriske hidrørende
fra vor Atmosfære. Saaledes har Thollon i sit
Kort paa 3200 Linier 2090 rent solare og 866
telluriske Linier. Af disse nævnes A, B som
de mest fremtrædende i det infrarøde; thi
her er Absorption hidrørende fra Vanddamp
og Kulsyre meget stærk, samt α, α′ og α″, der
skyldes Ilt. Af andre telluriske nævnes
»Regnlinierne« i det røde og gule, hvilke Piazzi
Smyth foreslog at benytte ved Vejrprognosen.
Fra grønt til langt ude i det ultraviolette findes
ingen telluriske Linier. Foruden Baand af
tellurisk Oprindelse har man Cyanbaand ved λ
4216, 3884, 3591 og det saakaldte Swanspektrum
ved λ 4314.
I Spektret af Solpletterne optræder
enkelte Linier betydelig bredere, medens andre
er tyndere; undertiden er Linierne tilhørende
Brint og nogle faa andre Elementer lyse;
dette er næsten altid Tilfældet med
Kalciumlinierne H og K. Alt efter Bevægelsen i
Solpletten vil en større ell. mindre Del af Linien
være forskudt (se Doppler’s Princip).
Under Solpletperioden har man bemærket, at
Linierne undergaar fl. hidtil uopklarede
Forandringer. Spektret af det nederste Lag af
Kromosfæren, tidligere benævnt det
omvendende Lag, saa Young 1870 med lyse Linier.
Dette »flash« Spektrum er især studeret ved de
sidste totale Solformørkelser. Spektret af
Kromosfæren er diskontinuerligt og
bestaar af lyse Linier af Brint, Helium og
Kalcium, hvilke stadig ses, men foruden disse
findes der en hel Del andre, som ikke altid
viser sig. Young har bestemt 273 Linier i
Kromosfærens Spektrum og fundet foruden de
allerede nævnte Elementer ogsaa Natrium,
Magnesium, Barium, Jern, Vanadium og
Strontium, i det hele næsten samtlige kem.
Elementer, men i forsk. Højde. Saaledes er Kalcium,
Brint og Helium synlige i hele Kromosfæren,
Mangan og Kulstof kun i det til c. 600 km over
Fotosfæren beliggende omvendende Lag.
Mitchell har paavist, at Neon og Argon findes,
men ikke Krypton og Xenon. Af
Brintlinierne er Hα = C (λ = 6563) den mest
fremtrædende; derfor ses Kromosfæren og
Protuberanserne rødfarvede ved
totale Solformørkelser.
Spektret af Korona er
kontinuerligt fra glødende
faste Partikler og har
tillige et karakteristisk
Spektrum af Emissionslinier
med den bekendte grønne
Koronalinie λ 5303
(Koronium), hvis Oprindelse
hidtil er ukendt, foruden
10—12 andre Linier. Men
næsten hver
Solformørkelse har en Del
Koronalinier, som ikke optraadte
tidligere, ligesom ældre
kendte Linier mangler.
Spektret af
Planeter og Kometer s. d.
Fiksstjerner. 1817
fandt Fraunhofer, at
Venus og Mars har det
samme Spektrum som
Solen, Sirius derimod et
derfra forsk., men
karakteristisk ved en stærk Linie
i det grønblaa, hvortil
senere kom to andre i det
blaa. Castor havde et
Spektrum som Sirius,
Pollux derimod viste mange
svage Linier, og Capella
mindede mere om Solen. I
Procyon saa han kun med
stor Anstrengelse nogle
Linier, men de var for svage
til, at deres Beliggenhed
kunde bestemmes, α
Orionis havde derimod
talrige Linier. Disse
Undersøgelser af Fraunhofer,
hvorved han havde
opstillet 3 Spektraltyper med
Repræsentanterne Sirius,
Capella og α Orionis,
forblev upaaagtede, til
Secchi 1863 fandt, at
Fiksstjernerne
spektralanalytisk kunde inddeles i fl.
Klasser, uden at Secchi
havde Tanke for, at de
forsk. Typer kunde være
betingede af de forsk.
Temp., som fandtes hos
Stjernerne. Secchi paaviste,
at der var en nær
Forbindelse mellem
Spektrets Karakter og
Stjernens Farve, og hans 4
Typer kunde ogsaa i det
store betragtes som ulige
Farvetyper. Inddelingen
er meget simpel — mnemnoteknisk —, men
kunstig opbygget og har netop ved sin Enkelhed
fundet meget Tilslutning, saa at den benyttes
fremdeles: Hans Inddeling er følgende:
 |
| Fig. 13. Solspektrum. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
