Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Spencer, Herbert - Spencer-Bugt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Forbindelse med Mænd som Mill, Tyndall, Grote
og særlig Huxley, Lewes og Eliot. Af stor Bet.
for ham blev Udarbejdelsen af Principles of
Psychology (1855), i hvilket Skrift han hævder
Arveligheden, der før kun var paaagtet i
særlige Tilfælde,
som en
stedsevirkende,
betydningsfuld
Faktor.
Udviklingstanken,
det afgørende
i hele hans
Filosofi, var han
allerede 1839
ført ind paa
ved Studiet af
Lyell og
Lamarck, og den
uddybedes
omkring 1852 ved
Læsningen af
von Baer’s
Skrifter. I en
Afhandling:
The
Development Hypothesis (1852) hævder han
Udviklingen imod »Skabelsen«, og i en anden: A Theory
of Population (s. A.) hævder han Kampen for
Tilværelsen som Aarsag til Slægtens højere
Udvikling; Darwin har selv nævnt ham bl. sine
Forgængere. Det blev nu S.’s Tanke at
anvende Udviklingsbegrebet, han opr., i
Tilslutning til von Baer’s Lov for den embryologiske
Udvikling, formulerede som en Overgang fra
mere ensartet til mere uensartet Tilstand
(Differentiation), paa alle Omraader, et Program,
han først udtalte i en Afh.: Progress, its Law
and Cause (1857), og senere i et Prospekt
(1860) nøjere fremsatte som Grundplanen til sit
store Værk, den »Syntetiske Filosofi« (10 Bd
1860—96), der viser Udviklingen i Biologi,
Psykologi, Sociologi og Etik, og som det trods
Sygdom og økonomiske Vanskeligheder lykkedes
ham at fuldføre. Dets første Del, First
Principles, udkom 1862. Arv og senere Hjælp fra
Amerika gennem hans Ven Youmans hjalp ham
over de første vanskelige Aar. 1875 var alle
økonomiske Vanskeligheder forbi, men 1886—89
standsede S.’s Sygdom atter Arbejdet; i disse
Aar dikterede han sin Autobiography (2 Bd, udg.
1904). Allerede længe før S. som gl Mand 1896
lagde sidste Haand paa sit Hovedværk, nød han
en stor Anseelse, der sikkert naaede
Højdepunktet i Slutn. af 1870’erne og i 1880’erne.
Hans Afh., for en Del Forarbejder til
Hovedværket, er samlede i »Essays« (3. Udg. 1891) og
giver egl. et bedre Indblik i hans Tanker end
Hovedværkets brede Fremstillinger. S.’s
Filosofi skulde efter Planen danne et paa
Erfaringens Grund opført System; den skulde over for
de forsk. Fagvidenskaber betegne en stor
Generalisation, ikke saa meget af disses Resultater
som af de Synspunkter og Metoder, der
anvendtes. Grundsynspunktet fandt S. her i
Udviklingsbegrebet; at forstaa en Ting er at forstaa,
hvorledes den har udviklet sig. I sin
Erkendelsesteori anvender S.
Udviklingsbegrebet, hvor han søger at mægle mellem den eng.
Empirisme, væsentlig repræsenteret af Stuart
Mill, og Apriorismen, repræsenteret af Kant,
som S. kendte gennem Hamilton. Den eng.
Skole vilde udlede alt af Erfaringen; Kant
hævdede med Rette det aprioriske, Erfaringens
Forudsætninger, der ikke kunde udledes af selve
Erfaringen. Her viser S., at de Erfaringer,
Slægten i mange Generationer har gjort,
nedfældes som Dispositioner, og vil saa paa
Grundlag heraf hævde, at hvad der er aposteriori for
Slægten, er apriori for Individet, en
Skinløsning, der hviler paa en elementær Forveksling
af Erkendelsesteori og Psykologi, af Begreberne
apriori og medfødt. Det andet
erkendelsesteoretiske Grundproblem, S. har undersøgt, er
Problemet om Erkendelsens Grænser. Han har her
udviklet Kant’s og Hamilton’s Tanke om
Erkendelsens Relativitet. Vi erkender kun Forhold,
men just derudfra slutter han, at det betingede,
vi erkender, atter maa staa i Forhold til noget
ubetinget uden for Erkendelsens Grænser. Om
der overhovedet er noget, betinget ell.
ubetinget, uden for Erkendelsens Grænser, kan ikke
hævdes ud fra det, at selve Erkendelsen er
betinget; S.’s Lære, der skulde løse Problemet om
Forholdet mellem Videnskab og Religion,
gentager blot i skærpet Form Kant’s
Fejlslutninger. I sin Udviklingslære har S. til sin
opr. Tanke om Udviklingen som Differentiation
føjet Udviklingen som Koncentration
(Integration), som Overgang fra løsere til fastere
Sammenhæng, og sammenfattet disse to
Synspunkter til et tredie, Udviklingen som
Determination, som Overgang fra mere uordnet og
ubestemt til mere ordnet og bestemt Sammenhæng.
Disse sideordnede Synspunkter for Udviklingen,
som S. udleder af Sætningen om Energiens
Bestaaen, som han atter har forvekslet med den
abstrakte Aarsagssætning, forsøger han at
anvende paa alle de forsk. Videnskabers
Omraader, Forsøg, der har fremhævet meget af
Interesse, men ogsaa den uovervindelige
Vanskelighed for ethvert omfattende System: at een
Mand skal kunne beherske de forsk.
Fagvidenskaber. I Etikken er S. Tilhænger af den
eng. Velfærdsmoral; ogsaa her drager han det
Synspunkt, Udviklingen giver, i Forgrunden.
Nøje forbunden med Etikken er hans
Sociologi, hvor han, ligesom i sin Opdragelseslære,
hævder Betydningen af de naturlige i
Modsætning til de kunstige Faktorer; særlig Interesse
har hans Kritik af Militarismen og Socialismen.
(Litt: Otto Gaupp, »H. S.« [Stuttgart
1906]).
(A. T-n.).
 |
| H. Spencer. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
