Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sperl - Sperl, Johann - Sperling, Otto
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
underholdende Fortæller. Han debuterede med
»Die Fahrt nach der alten Urkunde« (1893),
senere har han udg. Romanerne »Die Söhne des
Herrn Budiwoj«, »Hans Georg Portner«,
»Richiza«, »Burschen hervor« og »Konradin, der
Grafensohn«. Fremdeles har han skrevet den
muntre Badehistorie »Herzkrank«, Novellerne
»Pricklend« og »Kinder ihrer Zeit«. (Litt.: J.
Dose, »A. S. und Ernst Zahn« [1907]).
C. B-s.
Sperl [∫pærl], Johann, tysk Maler, f. 3.
Novbr 1840 i Buch (Bayern), d. 28. Juli 1914 i
Aibling. S. studerede 1860—63 under Kreling,
1866—72 under Ramberg. I sin Kunst sluttede
han sig meget nær til Leibl, som han levede
sammen med i Aibling. Han var den saa vidt
muligt objektive Naturalist, der med stor
Sandhedskærlighed og Finfølelse fordybede sig i
sine Opgaver, var det et Landskab, en
Bondegaard ell. Bondestue. Nogle Værker af S. i
Berlins Nationalgal., i Leipzig Mus. etc.
A. Hk.
Sperling, 1) Otto, dansk Læge, f. 28. (ell.
30.) Decbr 1602, d. 25. Decbr 1681, var født i
Hamburg og Søn af Rektor og Prof. Poul S.
Efter at have studeret en Række Aar ved
udenlandske Univ. kom han 1628 tilfældigvis til
Norge, hvor han efter flere Adelsmænds
Opfordring nedsatte sig som Læge i Bergen. 1631
flyttede han til Oslo, men forlod allerede 1634
igen denne By og bosatte sig i Sønder Jærnløse
paa Sjælland. Paa Anbefaling af Korfits
Ulfeldt, hvis Bekendtskab han havde gjort i Oslo,
blev S. 1637 af Christian IV udnævnt til Læge
ved Børnehuset i Kbhvn; Aaret efter blev han
desuden kgl. Botaniker og Forstander for
Kongens Have ved Rosenborg, 1639 tillige
Stadsfysikus. S., der i den flg. Tid nøje sluttede sig
til Korfits Ulfeldt og Leonora Christina, kom
ogsaa til at dele Skæbne med disse. 1644, da
Korfits Ulfeldt’s Indflydelse hos Kongen var
dalet betydelig, rejstes der forsk.
Beskyldninger mod S., særlig vedrørende hans
Forretningsførelse ved Børnehuset, og han mistede
sin Stilling som kgl. Botaniker og Forstander
for den kgl. Have. Han vedligeholdt dog
Forbindelsen med Korfits Ulfeldt, fulgte denne paa
Ambassaden til Frankrig og Holland 1646—47
og blev, da Ulfeldt efter sin Hjemkomst igen
fik stor Magt, atter taget til Naade af Kongen
mel Løfte om at blive kgl. Kemiker. Efter
Frederik III’s Tronbestigelse blev han udnævnt til
Hofmedikus, men brugtes ikke af Kongen. I
Sagen mellem Korfits Ulfeldt og Dina
Winhovers 1651 blev S. da ogsaa draget ind, idet
Dina beskyldte ham for at have tilberedt den
Gift, hvormed Korfits Ulfeldt skulde have villet
forgive Kongen. Denne Beskyldning viste sig
naturligvis ganske grundløs, men S. besluttede
dog at forlade Landet og rejste faa Dage efter
Rigshofmesterens Fald med kgl. Tilladelse til
Udlandet. Han nedsatte sig først som Læge i
Amsterdam, senere i Hamburg. Forbindelsen
med Korfits Ulfeldt vedligeholdt han stadig, og
da denne 1657 fulgte med den svenske Hær op
i Jylland, sluttede S. sig til ham. Han var til
Stede ved Stormen paa Frederiksodde, men
vendte kort efter tilbage til Hamburg, da der
var opstaaet Misforstaaelse mellem ham og
Ulfeldt. 1658 blev han fængslet i Glückstadt af
den danske Kommandant og slap først fri i
Marts n. A. efter at have forpligtet sig til ikke
at indlade sig med Kongens Fjender og ikke
foretage sig noget mod Danmark. I den flg.
Tid opholdt S. sig i Hamburg, atter i intim
Forbindelse med den Ulfeldt’ske Familie. Han
modtog Sønnen Leo til Opdragelse i sit Hus,
og hos ham deponerede Familien sit Løsøre; en
stor Del af Ulfeldt’s hemmelige Brevveksling
gik ogsaa gennem hans Hænder. Den danske
Regering, der heri saa et Brud paa
Forpligtelsen af 1659, lod ham 1664 lokke uden for
Hamburgs Grund og fængsle. Formaalet med denne
Fængsling var gennem de Bekendelser, man
mente at kunne fravriste ham, at komme til
Kundskab om Ulfeldt’s og Leonora Christina’s
formentlige statsfarlige Planer. Den
Kommission, der med dette Formaal for Øje blev
nedsat for at forhøre ham efter hans Overførelse
til Kbhvn, fik dog ingen Oplysninger ud af ham.
Ved Hofrettens Dom dømtes han for
Majestætsforbrydelse til Tab af Ære, Liv og Gods.
Dødsdommen eksekveredes dog ikke; derimod
holdtes S. i Fængsel lige til sin Død, ligesom
hans Gods konfiskeredes. Fængselet, der i Beg.
var meget haardt, mildnedes efter Christian V’s
Tronbestigelse noget. I sit Fangenskab skrev
han en Selvbiografi paa Tysk (udg. i dansk
Oversættelse af Birket Smith 1885), der gaar
til 1659 med et Tillæg om Tilfangetagelsen 1664.
(Litt.: Birket Smith, »Leonora Christina
Grevinde Ulfeldt’s Historie«, I—II).
2) Otto, den Yngre, dansk Historiker,
foreg.’s Søn, f. 3. Jan. 1634, d. 18. Marts 1715.
Efter Studier ved forsk. Universiteter i
Udlandet bosatte han sig i Hamburg og ernærede sig
som Lærer for unge Adelsmænd. 1670 drog han
til Kbhvn for at virke for sin Faders Frigivelse,
men udrettede intet og vendte 1673 tilbage til
Hamburg, hvor han nu virkede som Sagfører.
1681 rejste han udenlands som Hovmester for
en ung Adelsmand og blev af den bekendte fr.
Statsmand Colbert antaget til at ordne dennes
Bibliotek. Efter Colbert’s Død 1683 vendte han
tilbage til Hamburg og traadte 1687 i dansk
Tjeneste som Raad og Assessor i den
pinnebergske Overappellationsret. Da han 1690 var
rejst til Kbhvn for at faa sin Løn udbetalt, fik
han det Hverv at forfatte en Beskrivelse over
de under den oldenborgske Kongestamme
slaaede Medailler, og han forblev nu i Kbhvn,
hvor han 1692 blev Prof. ved Ridderakademiet.
Fra denne Stilling fik han dog sin Afsked
allerede 1697 vistnok som Følge af Stridigheder
med Overhofmesteren Marcus Gøye. I den flg.
Tid førte S. en kummerlig Tilværelse. Han
maatte leve af en ringe Pension og gode
Venners Understøttelse. 1701 blev han ganske vist
paa ny Prof. ved Akademiet, men kun med sin
hidtilværende Pension i Løn. Han maatte for
at leve sælge sit værdifulde og store Bibliotek.
Sine sidste Aar tilbragte han i Huset hos sin
Ven, den lærde Bogsamler, Højesteretsassessor
Chr. Reitzer. S. var en meget lærd Mand,
særlig i Historie, Arkæologi og Numismatik. De
Skrifter han har offentliggjort, er dog hverken
mange ell. særlig betydelige. I Haandskrift
efterlod han sig derimod flere store Værker,
saaledes en Hamburgs Historie til 1690 (i 18 Bd),
17 Bd antikvariske Afhandlinger og en stor
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
