Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Spinoza, Baruch
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
og levede i Ouwerkerk. Efter Faderens Død
havde hans Søster Rebekka og hans afdøde
Søster Miriam’s Mand bestridt hans Ret til Arv
rimeligvis med den Begrundelse, at han var
bandlyst, men her gav de verdslige Domstole
ham Medhold; efter at have ført sin Sag
sejrrig igennem gav han imidlertid frivillig
Afkald paa sin Arvelod; hans Holdning her viser
hans Retfærdighedssans og hans store
Uegennyttighed, en Side ved hans Karakter, der atter
og atter gav sig Udslag, saaledes da han for
Familiearvingernes Skyld nægtede at tage mod
Arven efter sin tro Ven, de Vries. Som S. nu
var stillet, maatte han arbejde for at tjene det
lidet, han behøvede til sit tarvelige
Livsophold; han valgte Slibningen af optiske Glas,
en Kunst, mange af Datidens ansete
Naturvidenskabsmænd drev for deres Fornøjelse, og
ved hvis Udøvelse S.’s matematiske og fysiske
Kundskaber kom ham til stor Nytte. 1660
forlod han Amsterdam og drog, for at faa Ro til
sine Studier, til Rijnsburg. Her skrev (ell.
fuldførte) han sin »Korte Verhandeling van God, de
Mensch en deszelfs Weistand«, et Skrift, der, saa
langt det i Tanker og Form end staar tilbage
for hans Hovedværk, dog har stor Betydning
for Forstaaelsen af hans filosofiske Udvikling.
I Slutningen af 1661 henviser S. i et Brev
(Nr 6) til en erkendelsesteoretisk Afhandling;
dette er den ufuldendte Tractatus de
intellectus emendatione, et Skrift, der viser, hvor
indgaaende han har beskæftiget sig med
Problemet om Erkendelsens Metode, og som
tillige giver et interessant Indblik i hans
Livsopfattelse. Til denne metodologiske
Undersøgelse skulde efter den oprindelige Plan
hans Metafysik have sluttet sig; men
Planen blev opgivet, rimeligvis fordi S. senere
bestemte at give hele sit System den
euklidiske Geometris Form, som denne Traktat ikke
havde. 1662 maa da sikkert sættes som det
Aar, S. begyndte Udarbejdelsen af sit
Hovedværk: Ethica, ordine geometrico, demonstrata.
Saa strengt Formen her forbinder
Enkelthederne, viser dette Værk i sig selv en Udvikling;
rimeligvis er de to første Bøger udarbejdede
for sig, den første havde Vennerne i Afskrift
1663. Der kom nu en kortvarig Afbrydelse som
Følge af Arbejdet ved Udgivelsen af Renati
des Cartes principiorum philosophiæ og
Cogitata metaphysica (udg. 1663 med Fortale af
Vennen Lodewijk Meyer), en Fremstilling af
Descartes’ Filosofi, der oprindelig skrev sig
fra S.’s Undervisning af en ung Teolog. 1665
forelaa Ethica samlet i sin oprindelige
Skikkelse, rimeligvis i 3 Bøger: 1) Metafysik, 2)
Psykologi, 3) Etik. Atter afbrødes Arbejdet,
idet S. 1665 paabegyndte Tractatus
theologico-politicus, der udkom 1670, et Skrift, der har
haft stor historisk Betydning, dels ved sin
Bibelkritik, dels ved sin Hævdelse af den
borgerlige og religiøse Frihed; Udgivelsen
skyldtes sikkert Ønsket om at støtte S.’s Ven
og Beskytter, Statholderen Jan de Witt, i hans
liberale Politik og Kamp mod Gejstligheden.
Skriftet viser en Paavirkning af Hobbes’
Statslære; og den engelske Filosofs Tanker blev
ogsaa af stor Betydning for den herefter
følgende Udvikling af Hovedværket; den realistiske
Psykologi i den senere Udførelses tredie Bog
viser stærk Paavirkning fra Hobbes. Først
1675 var Ethica helt sluttet i sin endelige
Skikkelse i 5 Bøger. 1663 var S. draget til
Voorburg ved Haag, og 1670 tog han Bolig i selve
Haag, sikkert for efter Udgivelsen af den
teologisk-politiske Traktat at leve under de Witt’s
umiddelbare Beskyttelse. Denne nød han dog
ikke længe godt af, 1672 blev den liberale
Statholder myrdet af Haags Pøbel. S. tog sig de
Witt’s Død meget nær og vilde, om ikke hans
besindige Vært havde forhindret det, have
opstaaet en Plakat paa Gaden mod Haags
Indbyggere, »de nedrigste af alle Barbarer«, en
Handling, han næppe var sluppet godt fra. I
Udlandet var S. imidlertid blevet en kendt
Mand, Prinsen af Condé, Føreren for den
fjendtlige franske Hær, ønskede, da han 1673
var i Utrecht, at se Forfatteren til den
teologisk-politiske Traktat; sikkert ikke for sin egen
Skyld, men i Haab om at kunne udrette noget
for sit Fædreland, efterkom S. Ønsket; Mødet
kom dog ikke i Stand, da Prinsen blev kaldt
andensteds hen. De franske Statsmænd skal have
gjort S. hædrende Tilbud for at faa ham til
Frankrig. Nogle Maaneder i Forvejen havde
den frisindede Kurfyrste Karl Ludvig af Pfalz
tilbudt ham et Professorat ved Universitetet i
Heidelberg, »dog i den Overbevisning, at han ikke
vilde misbruge sin Lærefrihed til at rokke ved
den offentlig anerkendte Religion«. Efter lang
Overvejelse svarede S. nej, sikkert fordi han
ikke troede, at Lærefriheden vilde være
tilstrækkelig sikret. Men i Fædrelandet blev
Forholdene efter de Witt’s Død stedse vanskeligere
for ham. Ved hans Hjemkomst fra Utrecht
rejste Haags Pøbel sig ogsaa mod ham, men
videre Overlast led han dog ikke. Værre blev
det med Gejstligheden; fra Udgivelsen havde
den teologisk-politiske Traktat været Genstand
for Anklager fra alle Nederlandenes kirkelige
Raad, men de Witt holdt Stormen nede, og selv
de første Aar efter hans Død var hans
frisindede Tilhængere stærke nok til at yde S.
Beskyttelse; fra 1674 traadte imidlertid Vilhelm
III kraftigere op mod det republikanske Parti
og søgte da Støtte hos den ortodokse
Gejstlighed, der paa ny rejste Stormen mod S., ikke
blot for at faa den teologisk-politiske Traktat
forbudt, men ogsaa for at faa Udgivelsen af
Ethica forhindret. Under disse Forhold opgav
S. selv Forsøget paa at faa sit Hovedværk
trykt. I Anledning af hele denne Strid skrev
han Annotationes in tractatum
theologico-politicum, og, da de politiske Forholds Udvikling
havde ændret hans Opfattelse af Statens Ideal
fra et mere demokratisk til et mere aristokratisk,
en Afhandling: Tractatus politicus, der blev
afbrudt ved hans Død. I sine sidste Aar skrev
han tillige en hebraisk Grammatik,
der ogsaa blev ufuldendt p. Gr. a. hans Død,
en Afhandling om Regnbuen, der staar
meget tilbage for Descartes’ geniale Behandling af
dette Emne, og en nederlandsk
Oversættelse af Pentateuchen, som han selv
har brændt. I hele sin Levevis blev S. altid
den stille jødiske Lærde, for hvem aandelig
Klarhed var det højeste, der var beskeden og
nøjsom, og hvis eneste Luksus var et efter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
