Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sporveje - Sporvejsloven
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Ønsket om Reduktion af Vognvægten for at lette
hurtig Igangsætning og Bremsning. For at
forøge Sikkerheden under de stedse vanskeligere
Færdselsforhold søger man at forbedre
Bremseindretningerne og indfører mek.
Sandstrøapparater. Medens man tidligere anvendte en
Sandkasse, hvorfra Vognstyreren med en Ske kunde
strø Sand (ell. Grus) gennem et Rør paa
Skinnen og derved forøge Friktionen i fedtet Føre,
gaar man nu mange Steder over til at anvende
Apparater, der betjenes med et Haandgreb, og
som kan anbringes saaledes, at Sandet falder
tæt foran Hjulene, hvorved Bremselængden
forkortes. Det almindeligst anvendte
Sikkerhedsapparat til at undgaa Overkørsel af Personer
og Dyr bestaar af Banerømmere af Træ foran
Hjulene, forbundne med Sideskærme, saaledes
at der dannes en fast ophængt lukket Ramme
omkring Hjulene, kun løftet et lille Stykke over
Gaden. Der er i Aarenes Løb konstrueret en
Mængde bevægelige Apparater, uden at man
dog har naaet at fremstille noget, der
tilfredsstiller de stillede Fordringer. Den almindeligste
Konstruktion bestaar af et Bræt, anbragt paa
tværs af Vognen under Forperronens Forkant
samt en Fangkurv, løftet lidt over Gaden
umiddelbart foran Hjulene. Naar et Legeme falder
foran Vognen og berøres af det forreste Bræt,
drejes dette om et Hængsel og udløser
Fangkurven, saaledes at dennes Forkant glider langs
Gadebelægningen. Nytten af et saadant
Apparat er stærkt omdiskuteret; det har i visse
Tilfælde paaført paakørte Personer Skade, der
vilde være undgaaet ved Anvendelse af de
faste Beskyttelsesrammer. Undertiden anvendes
et Beskyttelsesgitter mellem Motor- og Bivogn,
der tilsigter at hindre Personer i at komme
ind mellem Vognene.
De til S. hørende Bygninger omfatter
som Regel ved større S. et Hovedværksted,
hvor større Reparationer udføres, og det mere
indgaaende Eftersyn foretages, samt Remiser,
der maa være saa rummelige, at samtlige
Vogne kan anbringes i dem. I Remiserne rengøres
Vognene om Natten, efterhaanden som de
kommer ind fra Driften, og inden Vognene gaar
ud om Morgenen, efterses Bremseindretninger
m. m. Vognene underkastes desuden hver Uge
et regelmæssigt større Eftersyn i Remiserne.
For at lette Arbejdet ved de under Vognene
anbragte Dele lægges Sporet i Remiserne som
Regel paa Bukke, saaledes at Gulvet ligger c.
1,5 m under Skinnernes Overkant. Mellem
Sporene lægges Plankedæk, medens Arealet
mellem de til et Spor hørende Skinner holdes
aabent.
Den simpleste af de ved S. anvendte
Takster er Enhedstaksten, hvor man for en
bestemt Betaling faar Ret til Befordring med
den Vogn, man benytter. Ved et større
Sporvejsnet har denne Betalingsform den Ulempe,
at den i mange Tilfælde tvinger Publikum til
at maatte betale to eller flere Gange for at køre
mellem to bestemte Punkter af Nettet. Dette
medfører Krav fra Publikum om udstrakt
Kombination af Linieføringen, som, hvis det
imødekommes, giver et stort Antal forsk. Linier med
tilsvarende større Mellemrum mellem Vognene
paa den enkelte Linie. Man anvender derfor
ofte ved større Spornet Omstigningssystemet,
hvor man for samme Betaling som
Enhedstaksten eller som Regel mod et mindre Tillæg
faar Ret til efter nærmere bestemte Regler en
eller flere Gange at stige om til andre Linier.
Nogle S. anvender den saakaldte Zonetarif,
hvor Nettet er inddelt i bestemte Takstkredse
(Zoner), og hvor man betaler efter det Antal
Zoner, man passerer. Hensigten hermed er at
afpasse Betalingen efter Rejsens Længde.
Systemet medfører Anvendelse af et stort Antal
Billetter for hver enkelt Linie; det giver
billigere Kørsel paa korte og dyrere Kørsel paa
længere Strækninger end det alm.
Omstigningssystem. Hvor man tilsigter at lette
Befolkningens Udflytning til Byens Yderkanter, vil man
derfor ofte foretrække Omstigningssystemet.
Medens Gennemsnitsantallet af Rejser paa S.
i Hestesporvognenes Tid i Kbhvn og paa
Frederiksberg var c. 50 pr Indbygger pr Aar, for
en Snes Aar siden c. 125 pr Aar, er det nu
(1926) steget til c. 200 pr Aar.
Ved Anlægget af en Sporvejslinie faar de
nærliggende Arealer en ret betydelig
Værdistigning. Det er derfor retfærdigt, at de
paagældende Lodsejere, der faar Gavn af en
saadan Linie, deltager i Anlægsudgifterne. I
denne Forbindelse har Loven af 30. Juni 1922
vedrørende Anlæg af en S. til Søborg Interesse.
Loven er den første af sin Art her i Landet,
og i Henhold til denne kan der paalægges
Grundejerne langs Frederiksborgvej at deltage
i Anlægsudgifterne til en S. i denne Vej.
(Litt.: Fr. V. Petersen, »Jernbane- og
Sporvejskoncessioner efter dansk Ret« [Kbhvn
1915]; Seefehlner, »Elektrische
Zugförderung« [Berlin 1922]; Giese,
»Schnell-Strassenbahnen« [Berlin 1917]; Trautvetter,
»Elektrische Strassenbahnen und
strassenbahnähnliche Vorort- und Überlandbahnen« [Berlin
1913]; Buck, The Electric Railway [New York
1915]).
G. R. C.
Sporvejsloven er det sædvanlige Navn for
L. Nr. 96 af 10. Apr. 1895 om Eneret til Anlæg
og Drift af Sporveje i offentlige Gader og Veje.
Denne L. gaar vistnok ud fra, at Sporveje, der
skal tjene til offentlig Trafik, kun kan
anlægges og drives med Tilladelse af Staten, og
ordner paa dette Grundlag Administrationens
Bemyndigelse til at meddele saadan Tilladelse.
Efter Ordene angaar den kun Tilladelser, der
skal være forbundne med Eneret, men det maa
antages, at Tilladelser uden Eneret, hvilke er
mindre praktiske, i det hele kun kan meddeles
under de samme Betingelser og med de samme
Begrænsninger som Eneretsbevillinger. L.
gælder i øvrigt al Slags Sporvejsdrift, der skal
foregaa i offentlige Gader og Veje, hvorved det
sikkert er forudsat, at den tjener offentlig
Trafik. Eneretsbevilling (og Tilladelse uden Eneret)
til saadan Sporvejsdrift meddeles af Ministeren
for offentlige Arbejder, der dog kun kan give den
med Samtykke af vedkommende
Kommunalbestyrelse og højst for et Tidsrum af indtil 40 Aar,
hvorefter den kan fornys. Bevilling kan
meddeles saavel Kommuner som Private. I sidste
Tilfælde samt hvor den Kommune, som har
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
