Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Springmus - Springorm - Springpadder
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
naar ikke Jorden. — Pilspringeren, der lever
i Egne med kolde Vintre, sover, som flere
andre Arter, Vintersøvn. — En noget afvigende
Form er den nordamerikanske
Markspringmus (Jaculus ell. Zapus hudsonius), der er paa
Størrelse med en Skovmus; dens Kroplængde
er 8 cm, dens meget tynde Hale, der har en
Længde af c. 13 cm, er skælklædt med fine
Haar mellem Skællene. Øjnene og Ørerne er
mindre end hos de ovenfor omtalte Dyr.
Baglemmerne har 5 Tæer og fuldstændig fri
Mellemfodsben. Markspringmusene er ret hyppige,
især i frodigt Græsland i Nærheden af Skov.
Ved Vinterens Begyndelse laver de sig en
Hulkugle af Ler og sover deri Vintersøvn til
Foraarets Komme. Markspringmusene findes i det
nordlige Nordamerika, fra Atlanterhavet til det
stille Hav, de gaar mod Syd til Missouris
Bredde. En isoleret Stilling inden for S.
indtager Springharen (Pedetes caffer), der
er lidt mindre end vor hjemlige Hare. Den
har brede og stærke Fortænder og rodaabne
Kindtænder. Baglemmerne har fri
Mellemfodsben, forlængede Hælben og Rulleben og ikke
sammenvoksede Skinneben og Lægben.
Indertaaen er helt forsvunden. Kløerne har omtrent
Hovform. Den lange og stærke Hale er beklædt
med lange Haar i hele sin Længde, den bruges
til at holde Ligevægt med. S. lever selskabeligt
i Sydafrikas Steppeegne og jages for Kødets
Skyld. — I den nyere Gnaver-Systematik
regnes Springharen ikke til Springmusene. Den
danske Zoolog Winge regnede den til
Familien Anomaluridæ, der tillige omfatter
afrikanske flyveegernlignende Dyr, altsaa Former, der
i det Ydre er meget afvigende, men som efter
Kranie- og Skeletforhold knyttes sammen. —
Til Springmusene hører endnu Busk- eller
Birkemusen (Sminthus subtilis), der i det
Ydre er fuldstændig muselignende, og som
ogsaa, indtil 1887, da Winge flyttede den til
S.’s Familie, var henregnet til de ægte Mus,
Muriderne. Fra vore Museformer kendes den
let ved den meget lange, tynde Hale, der er
meget længere end Kroppen, og ved en skarp,
sort Længdestribe, som fra Nakken forløber
lige til Haleroden. Kroplængden er c. 60 mm,
Halens Længde c. 100 mm. Ejendommelig for
Birkemus i Sammenligning med de ægte Mus
er det desuden, at Overlæben er uden
Længdefure, og at der imellem Næseborene findes en
lodret, fremstaaende Hudfold. Haarklædningen
er paa Oversiden brungraa, paa Undersiden
hvidgraa, uden skarp Farvegrænse mellem Ryg
og Bug. Paa Halen er Haarene korte og stive
og skjuler ikke de i Ringe ordnede Skæl. Af
Kindtænder findes der i Overmunden 4, i
Undermunden 3; de er lavkronede og simpelt
firspidsede-knudrede. Birkemusen holder til i
det mere aabne Land med Birkeskove, hvor
den klatrer med Behændighed i Træer og
Buske. Føden bestaar af en Blanding af forsk.
Plantedele, Korn, Frø, Blade, og dyrisk Føde,
især Insekter. Om Efteraaret bliver den meget
fed og tilbringer Vinteren i Dvale. Under
Vintersøvnen ligger den næsten
sammenrullet i en Kugle, med Hovedet bøjet stærkt
ind under Bugen, og den lange Hale slaaet
rundt om Kroppen, under Bug og Hoved og
hen ad Ryggens Midte. — Birkemusens
geografiske Udbredelse er meget
ejendommelig og interessant. I Danmark blev den
fundet første Gang 1863 ved Aalborg, senere er
den fundet ved Horsens, Vejle, Kolding, Ribe,
Lemvig (her desuden ved Bonnet og Vandborg)
og Vestervig i Thy. Den er fra Danmark altsaa
kun kendt fra Jylland. — I Norge var den
ukendt indtil 1907, da der blev fanget et
Eksemplar ved Opdal, N. f. Dovre. Indtil 1911
modtog Prof. Collett ikke mindre end 39
Eksemplarer fra et lille ringe Areal i de sydlige
Fjeldegne: fra Gudbrandsdalsfjeldene og
Valdresfjeldene i Syd til henimod Trondhjemsfjorden i
N. Alle de fangede Eksemplarer stammede fra
den subalpine eller alpine Region, til en Højde
af godt 1000 m o. H., hvor Birkeskov afveksler
med aabent Land. — Fra Sverige var der længe
kun kendt et Eksemplar fra Landskrona, fra
1835, men 1920 blev endnu et Dyr taget i det
nordlige Jämtland (Jornslien i Frostviken).
Ogsaa fra det sydlige Finland er den kendt fra flere
Lokaliteter. Fra det øvrige Europa er den, eller
en nærstaaende Art, desuden fundet i den
ungarske Slette, Bulgarien og Dobrudscha. Dens egl.
Hjemegn er dog det sydøstlige Rusland og
Sibirien. — I Danmark er den sikkert en Levning
fra den Tid efter Istiden, da Landet endnu
ikke var blevet helt skovklædt, en Periode, der
undertiden er blevet kaldt for »Steppetiden«.
Birkemusen fører her Tanken hen paa den
berømte Underkæbe af Steppe-Egernet fra
Nørre-Lyngby, SV. f. Hjørring; ogsaa
Steppe-Egernet har sin nærmeste Hjemstavn i det
sydøstlige Rusland, og det eneste Fund her i
Landet af dette Dyr stammer netop fra
»Steppetiden«. — Da Birkemusen er fundet i Skaane,
er det højst sandsynligt, at den ogsaa har levet
paa de danske Øer, som i Fastlandstiden var
landfaste med Jylland og Skaane. Over denne
Landbro har Sverige netop faaet en stor Del
af sin Dyreverden. Naar Birkemusen i Nutiden
findes i Jylland, men ikke paa Øerne, maa det
vel forklares ved, at Jylland har beholdt mest
af det aabne Lands Natur.
M. D.
Springorm, se Snive.
Springpadder (Batráchia saliéntia) eller
haleløse Padder (Anura ell. Ecaudata) er
den ene af de nulevende Padders tre Ordener
og udmærker sig ved det korte, brede Legeme,
der udvendig ikke viser noget Spor af en Hale,
samt ved de kraftige Bagben, der altid er
betydelig længere end Forbenene og uddannede til
Spring og til Svømning. Ungerne gennemgaar
en Forvandling og er de saakaldte Haletudser.
Huden er, som alle Padders, kun dækket af et
meget tyndt Hornlag, som ikke er afdelt i Skæl;
dette, der af og til skiftes som Helhed, antager
i enkelte Tilfælde Skikkelse af særegne
mørktfarvede Ujævnheder, saaledes som paa
Forlemmerne af Frøhannerne eller paa Rygsiden af
adskillige Skruptudser; i Reglen er Huden
derimod blød, glat og dækket med et Slimlag, der
er afsondret fra talrige, smaa Hudkirtler;
foruden disse findes i øvrigt ofte paa bestemte
Steder af Huden, f. Eks. hos Frøen i en Linie ned
ad Siden, hos Tudserne bag Hovedet, særegne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
