Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Spurv - Spurvefugle - Spurvehagl - Spurvehøg - Spurvekonge - Spurveugle - Sputum - Spuz - Spy - Spyd
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
andre Fugle, saaledes Gulspurv (Emberiza
citrinella), Rørspurv (E. schoeniclus) og
Snespurv (E. nivalis), alle Værlinger, og den
nærmest med Sangerne beslægtede
Jernspurv (Accentor modularis).
O. H.
Spurvefugle (Pásseres) kaldes den
største og højest udviklede af alle
Fuglegrupper, omfattende mere end Halvdelen (over
10000 Arter) af alle kendte Fugle. Det er oftest
smaa Fugle (Fuglekongen en af de mindste,
Ravnen en af de største), gode Flyvere med
middellange Vinger, og Fødder indrettede til at
fatte Grene, med 3 Fortæer og 1 Bagtaa
siddende i samme Plan. Adskillelsen fra alle
øvrige Grupper dannes ved Sangapparatet (se
Fugle, S. 123), med hvilket dog langtfra hos
alle Arter er forbundet Sangevne. S. har været
Genstand for Systematikernes ivrige
Undersøgelser, og Gruppen er delt paa forskellig Maade.
Lavest blandt alle, ved et Træk i Fodens Bygning
skilt fra alle andre S., staar den indiske Gruppe
Brednæb (Eurylæmidæ). Alle de øvrige S.
deles efter den Maade, hvorpaa Sangmusklerne
hæftes til Luftrørsringene, i Mesomyodi, hvortil
en Del store Familier af navnlig
sydamerikanske S., deriblandt Tyrannidæ og Cotingidæ, og
Acromyodi, hvortil hele Resten af S., af hvilken
Lyrehalefamilien (Menuridæ) atter
skilles som de laveststaaende fra hele den øvrige
store Gruppe af de egentlige S. (Oscines);
disse (over 8000 Arter) viser en overordentlig
Ensartethed i Bygning og deles vel efter Næb,
Fødder og Fjerdragt i talrige Familier, men
denne Betegnelse dækker i Virkeligheden kun,
hvad man inden for de øvrige Fugleordener
vilde regne for Slægter.
O. H.
Spurvehagl, en Slags smaa Hagl; mindre
end de, der bruges til Bekkasinjagt. Kaldes
almindeligt »Dunst«.
S. F.
Spurvehøg, se Høge.
Spurvekonge, se Løvsangere.
Spurveugle, se Ugler.
Sputum (Opspyt). Ved mange sygelige
Tilstande (Betændelser, Tuberkulose o. a.) i
Luftvejene (Strubehovedet, Luftrøret og dets
Grene [Bronchierne] helt ud til de finere
Grene i Lungerne) afsondrer Kirtlerne i
Luftvejenes Slimhinde abnormt meget Sekret, som
opbringes ved Hoste. Dette kaldes S., og dets
Udseende og Sammensætning varierer stærkt efter
Sygdommens Art og Stadium. S. kan være klart
og slimet, indeholder i saa Fald 1—2 % Mucin
(Slimstof). Hvis S. indeholder mange
udvandrede hvide Blodlegemer (Leukocyter, se
Betændelse), bliver det uigennemsigtigt,
hvidligt eller grønligt. Ved ægte (»croupøs«)
Lungebetændelse er S. som Regel rødligt p. Gr. a.
Indhold af røde Blodlegemer og geleagtigt,
fordi det indeholder Æggehvidestoffer, der
størkner (koagulerer).
Ved Blødninger i Lungerne indeholder S.
Blod. Saadanne Blødninger er ikke
ualmindelige ved Lungetuberkulose, men kan ogsaa
findes ved adskillige andre Sygdomme i Lungerne.
Hyppigt kan S. blive blodigt p. Gr. a. Næseblod
eller Blødninger fra Tandkødet. Ved nogle
langvarige Lungelidelser kan S. faa en ilde Lugt
p. Gr. a. bakteriel Nedbrydning af
Æggehvidestoffer. Den bakteriologiske Undersøgelse af S.
har Betydning ved flere Lungesygdomme, særlig
ved Lungetuberkulose, hvor man hyppigt kan
paavise Tuberkelbaciller i Patientens S.
L. F.
Spuz [spus], By i Montenegro, Jugoslavien,
ligger 27 km NØ. f. Cetinje i en meget frugtbar
Kedeldal og har c. 1000 Indbyggere. S. har et
paa en Klippe liggende, oprindeligt tyrkisk
Citadel og har været Skuepladsen for utallige
Kampe, indtil den 1878 kom til Montenegro.
(H. P. S.). N. H. J.
Spy, d. s. s. Spyfluens Æg, se Muscidæ.
Spyd kaldes i Almindelighed alle Vaaben
bestaaende af en Od eller et Spydblad paa et
kortere eller længere slankt Træskaft. S. har
været anvendt af alle Folkeslag fra de tidligste
Tider. Spydspidsens
Materiale har
selvfølgelig været
forskelligt efter de
forskellige Tidsaldre: Ben,
Sten, Bronze, Jern og
Staal. Alle vilde Folk
benytter endnu S. til
Krig og Jagt. S.’s
Efterkommer,
Lansen, bruges den Dag
i Dag i næsten alle
europæiske — ja i
det hele i alle
Kulturstaters Rytteri. —
Selv efter
Verdenskrigen vil Lansen være
af uvurderlig
Overlegenhed i de
indledende Rytterkampe, trods
Panserautomobiler og Maskinskyts. Senere under Krigen vil
Lansen ingen Nytte være til, saafremt Krigen
ikke vedbliver at være Bevægelseskrig. Til
Parader anvendes Lansen stadig i Fredstid, og
Polakkernes meget talrige Rytteri var
lansevæbnet og anvendte Vaabnet med stor Virkning
over for Bolschevikhærene.
Det oprindelige S. var langt lettere og
slankere end den senere Stødlanse. S. brugtes enten
udelukkendes om Kastevaaben: »Kastespyd«,
eller for de sværere Formers Vedkommende
baade som Kaste- og Stødvaaben. Til sidst
anvendtes S. udelukkende som Stødvaaben. Af
Hensyn til den forskelligartede Brug har der
ogsaa været forskellige Former. — Et
almindeligt Kastespyd (Fig. 1) vil sædvanlig maale
c. 2 1/2 m, være meget slankt og tendannet og
undertiden være forsynet med Kastesnor eller
Rem, fastgjort ved Tyngdepunktet, for at
forøge Kastets Kraft. Ogsaa Kastetræ, som
det endnu bruges af Australiens Vilde, har vel
været i Brug. Af saadanne historisk bekendte
Kastespyd skal nævnes: de gamle Romeres
plumbati (s. d.)., Oldtidens og den tidlige
Middelalders Javelot med Kasterem, Sagaernes
Gaflok — sandsynligvis afledet af fornævnte —,
Frankernes Angon og Romernes Pilum (Fig. 2).
De to sidste er dog tillige Stødvaaben og meget
lig hinanden, ogsaa »Kelten« maa nævnes. Af
Kastespyd har Krigeren altid medført flere.
S. — udelukkende anvendt som Stødvaaben —
har haft en Længde af c. 3 1/2 m med
 |
| Fig. 1. |
|
| Fig. 2. |
|
| Fig. 3. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
