Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Staël V. Holstein, Erik Magnus - Stafét - Staff, Leopold - Staffa - Staffage - staffede - Staffeldt, Adam Wilhelm Schack v.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Efter Revolutionens Udbrud viste S. saa stærke
Sympatier for denne, at han af Gustaf III
kaldtes hjem 1791, men efter Gustaf’s Død blev han
atter sendt til Paris, hvor han sluttede de
sv.-fr. Alliancer 1793 og 1795 og det sv.-danske
Neutralitetsforbund 1794. Da Gustaf IV Adolf 1796
paatænkte en Orientering til Rusland, blev S.
hjemkaldt, men flg. Aar atter sendt til Paris,
hvor det dog ikke lykkedes ham at svare til den
svenske Konges Ønsker, og 1799 fik han sin
Afsked.
G. C.
Stafét (fr. estafette), beredent Ilbud; et
ridende, overordentligt Bud, der særlig tidligere
inden Samfærdselsmidlernes Udvikling
vedligeholdt Regeringernes Forbindelse med de
øverste Myndigheder og Gesandtskaberne.
P. J. J.
Staff [staf], Leopold, polsk Digter, f. 1878,
debuterede efter Studier ved Lembergs Universitet
som lyrisk Digter og vandt allerede ved sin »Iny o
potedze« (»Drømme om Magten«) og
»Twardowski« (1902), et Tankedigt om den polske Faust,
en Stilling som en af de første inden for
Digterskolen »Det unge Polen«. I en Række
Digtsamlinger »Dzien duszry« (1903, »Sjælenes Dag«),
»Ptakom niebeskim« (1905, »Som Himlens
Fugle«), »Labedz i lira« (1914, »Svanen og Lyren«),
»Piesu o skowronku« (1918, »Sangen om
Lærken«) o. a., fremtræder han som en dybsindig
Refleksionslyriker med stort Formtalent; en
Del lyriske Dramaer, af hvilke det første var
»Skarb« (1904, »Skatten«), udmærker sig mere
ved Tankedybde og Vellyd end ved dramatisk
Handling.
A. K.
Staffa [’stäfa], skotsk Ø blandt de indre
Hebrider 11 km V. f. Mull, rejser sig stejlt af
Havet til en Højde af 41 m. Areal 29 ha. Den er
ubeboet og bevokset med Græs. Bestaar af
tertiære vulkanske Dannelser. Paa et Underlag af
Tuf hviler Basaltlag, som spalter ud i høje
Søjler (indtil 20 m). Langs Kysterne flere Huler, bl.
hvilke den bekendte Fingalshule. Navnet
afledes af oldnordisk Stafr (Stav, Søjle).
M. H-n.
Staffage [-’fa.sje] (fr.), de Grupper (ell.
Enkeltfigurer) af Mennesker og Dyr, der
anbringes — som det mindre væsentlige, for
Anskuelighedens, Afvekslingens og den æstetiske
Oplivelses Skyld — i Landskabs-,
Arkitekturbilleder o. l.
A. Hk.
staffede kaldes høvlede og pløjede Brædder,
hvis Kanter er affasede ell. paa anden Maade
profilerede. Det kan se pynteligt ud f. Eks. i
Plankeværker, og Samlingsfugerne ses mindre.
E. Su.
Staffeldt, Adam Wilhelm Schack v.,
dansk Digter, f. 28. Marts 1769 i Gartz paa
Rügen, d. i Slesvig 26. Decbr 1826. S. tilhørte en
pommersk Adelsslægt, Faderen havde været i
dansk Militærtjeneste, og ad denne Vej kom S.
ind paa Kadetakademiet i Kbhvn, og udgik
atten Aar gl som Fændrik herfra. Den bekendte
Patriot W. Abrahamson havde været hans
Lærer i Historie og Dansk og indblæst den
tyskfødte Yngling ligefrem brændende danske
Sympatier. 1789 deltog han i »Holger-Fejden«
med en Pjece, fuld af de heftigste og
uretfærdigste Udfald mod de i Danmark bosatte
Tyskere. Omtrent samtidig havde han i
»Samleren« offentliggjort sine første meget
ufuldkomne Digte. S. var en stræbende Aand, Idealisme
var hans Væsens Grundvold, selv kalder han
det en »Begærlighed efter Overspændelse og
Colosser«. Militærlivet tiltalte ikke denne ensomme
og søgende
Natur, han fik
Rejsestipendium for et Par
Aar (1791-93)
og valgte
Göttingen’s ansete
Universitet som
Maal, her
studerede han
Kunsthistorie, Statsvidenskab og
Historie. Et Par
Aar efter
lykkedes det ham
ved A. P.
Bernstorff’s Hjælp
at komme paa
en langt videre
Rejse (1795-99);
over Berlin, Dresden, Wien, Venedig —
hvor han næsten blev et Aar — og hjem
over Frankrig, Holland. Udførlige
Dagbøger fra denne Rejse viser ham som en
sværmerisk ung Mand: begejstret for
Frihedsidealerne, rasende mod Katolicismens
Obskurantisme og en svoren Tilhænger af de nyeste
Aandsstrømninger i Tyskland. Schelling blev
hans Læremester i Naturfilosofi, Klopstock hans
poetiske Ideal, Goethe var ham for realistisk.
Da S. kom hjem fra denne Rejse, tilfaldt
der ham (1801) et Embede som ekstraordinær
Assessor i Økonomi- og Kommercekollegiet.
I Slutningen af 1803 udsendte S. et anseligt
Bd »Digte«, der kun blev lidt paaagtet af hans
Samtid, som bedre forstod Oehlenschläger’s til
Trods for al Romantik jævne og blussende Sang
end S.’s i dybeste Forstand ægte romantiske
Digtning. S. er Romantikkens fuldgyldigste
Repræsentant i dansk Digtning. Hans Poesi er
mindst af alt Lokalpoesi, den er universel, og
i første Række symbolsk — det er ikke
Tingen, men »Billedet af Tingen«, der drager.
Af denne første Samling kan nævnes saa
fortrinlige Stemningsdigte som »Snedkeren og hans
Drenge«, »I Høsten«, »Under Lillas Vinduer«.
De Digte, som, øjensynlig under Paavirkning af
Oehlenschläger, behandlede middelalderlige
historiske Motiver, lykkedes mindst. 1807 forlod S.
Hovedstaden og drog til Kiel for at modtage
forsk. Hofcharger. Men disse Stillinger
tilfredsstillede ikke Manden med de dybe Tanker og
utilfredsstillede Længsler. 1808 havde han
udsendt et Bd »Nye Digte«, i Fortalen understreger
han sit ideelle Syn paa Poesien. Dette blev den
sidste Digtsamling, S. udgav. Dens Indhold kan
væsentlig karakteriseres som lyrisk
Naturfilosofi, der har givet sig saa skønne og højstemte
Udtryk som Digtene »Roserne«, »Trækfuglene«,
»Aftenrøden«. 1810 havde S. ombyttet sin
Hofstilling med Amtmandsposten i den lille By
Cismar, og fem Aar senere modtog han Posten som
Amtmand over Gottorp Amt og Overdirektør i
Slesvig. Det var en lidet lykkelig Tilværelse, den
 |
| A. W. S. v. Staffeldt. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
