Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Stivkrampe - Stivsyge
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Regel Kvælning p. Gr. a. Krampe i
Respirations- og Strubemuskulaturen.
Sygdommen forudgaas af et Inkubationsstadie
fra 2 Dage til c. 4 Uger, almindeligst er 7—14
Dage. Jo kortere Inkubationstiden er, desto
alvorligere er Sygdommen som Regel.
Dødeligheden er stor (c. 80—90 %). De fleste
Pattedyr er modtagelige for S.-Giften, og S. er ikke
sjælden hos Heste, Køer, Faar (efter
Læsioner).
S.-Giften var allerede paavist; før Renkultur
var lykkedes, første Gang med Sikkerhed af
Knud Faber (1889) i bakteriefrit Filtrat af
Bouillon, hvori S.-Bacillerne havde vokset i
Blanding med andre Bakterier. Efter at
Rendyrkning er gennemført (se ovf.), har man
indgaaende studeret Giften og dens
Sammensætning af forsk. Komponenter. 1890 lykkedes det
Behring & Kitasato at fremstille et specifikt
giftneutraliserende Serum (se Antitoksiner),
der navnlig har vist sig i Besiddelse af stor
præventiv Virkning, mindre derimod naar
Sygdommen først er brudt ud. Alle større
Læsioner, navnlig saadanne, der er forurenede med
Jord, behandles derfor nu straks med S.-Serum
(indsprøjtet under Huden ell. i Muskulaturen),
og Hyppigheden af S. er derved aftaget meget
stærkt. Erfaringer fra Verdenskrigen har
tilfulde bekræftet dette. Selve
Sygdomssymptomerne maa iøvrigt behandles med absolut Ro
(Fjernelse af alle Indtryk), Morfin, Chloral etc.
i store Doser.
Andre Giftstoffer af helt anden Art, Stryknin
f. Eks., kan give en Art S., der i meget kan
minde om den af S.-Bacillernes Toksin
fremkaldte. (Af nyere dansk Litt.: fremhæves
Carl Permin, »Tetanusstudier.
Undersøgelser over S.’s Pathogenese og Therapi«,
Doktordisputats [Kbhvn 1912]).
O. T.
S. hos Dyr. Som ovf. nævnt angriber S.
ogsaa Dyrene og af disse hyppigst Heste,
dernæst de mindre Drøvtyggere; forholdsvis
sjælden derimod Hunda og Fjerkræ. I Troperne
forekommer Lidelsen oftere end i koldere Egne.
S. udvikler sig som oftest fra Stiksaar paa
Lemmerne (Sømstik, indtraadt Søm, Traad i
Kronen hos Hesten) ell. fra andre Læsioner, som er
udsatte for at blive tilsmudsede med Jord og
Gødning (Saar fremkaldte af Haleremmen).
Men S. komplicerer ogsaa jævnlig forsk.
Operationer. Væddere og Gedebukke faar saaledes
meget let S. efter Kastration, naar denne
udføres saaledes, at Pungen aabnes; netop af
denne Grund bliver disse Dyr i Reglen kastrerede
ved Anlæggelse af en Klemme ell. en elastisk
Ligatur uden paa Huden paa Punghalsen.
Ogsaa hos Hesten optræder S. undertiden efter
Kastration, Kupering ell. Englisering af Halen. Hos
Kvæget udgaar Infektionen oftest fra
Fødselsvejen, som let bliver læderet under
Fødselsakten, hvad enten denne foregaar naturlig ell.
ved Kunsthjælp. Nyfødte Dyr kan — ligesom
spæde Børn — blive inficerede gennem
Navlesaaret; navnlig ses dette i de store Faarehold,
hvor S. af og til optræder enzootisk mellem
Lammene (T. agnorum). Symptomerne ligner i
det væsentlige de hos Mennesket ovf. beskrevne,
selv om de varierer noget efter de forsk.
Dyrearter. Det samme gælder Forløbet og
Prognosen. Dødelighedsprocenter er i al Alm.
meget høj (50—100 %), og hvad der ovf. er
meddelt om Behandlingen af Mennesker med S.,
gælder ogsaa i de store Træk for Dyrene.
(G. S.). F. N.
Stivsyge er Lægmands Betegnelse for en
ejendommelig Knoglelidelse, som optræder
under forskellige Former, hos unge Dyr som
Benblødhed, Rakitis, svarende til
»engelsk Syge« (s. d.) hos Børn, hos udvoksne
Individer derimod som Benskørhed,
Osteomalaci. Med Hensyn til S.’s Natur og Aarsager
hersker der fremdeles megen Uklarhed; kun
saa meget synes sikkert, at Lidelsen hyppigst
skyldes Mangel paa de for Opbygningen og
Vedligeholdelsen af Knoglerne nødvendige
Kalksalte i Føden. S. kan nemlig eksperimentalt
fremkaldes ved længere Tids Fodring med
kalkfattig Føde, ligesom Lidelsen paa den anden
Side lader sig helbrede ved, at der
tilføres Legemet Kalkforbindelser i tilstrækkelig
Mængde.
Rakitis ses navnlig hos Grise og
Hundehvalpe; af og til ogsaa hos Føl. Lidelsen
udvikler sig i Reglen først, efter at de unge Dyr
er vænnede fra og da navnlig, naar de lever
under daarlige hygieiniske Forhold. I visse Aar
(efter tørre Somre) kan Lidelsen brede sig
(epizootisk) mellem Grisene i hele Landsdele,
saaledes som Tilfældet har været i Danmark
Vinteren 1904—05. Rakitis bestaar i en
forhalet ufuldstændig Forbening af Knoglerne, som
vokser langsomt, holder sig bløde og bliver
fortykkede, navnlig i Nærheden af Leddene
(»dobbelte Ledde«), og hvor Ribben og Ribbensbrusk
støder sammen (»Rosenkrans«-Dannelse). Under
Legemets Vægt bøjer Knoglerne sig saaledes,
at Dyrene bliver »sabelbenede«, »kalveknæede«
eller »hjulbenede«. Ogsaa i Hvirvelsøjlen kan
der udvikle sig lignende Forandringer, som
fører til Bøjning af Ryggen i forskellige
Retninger (opad: Kyfose, nedad: Lordose, til Siderne:
Skoliose), Undertiden angribes Hovedets Ben,
navnlig Ansigtsbenene; der kommer da
Vanskeligheder ved Tygningen og Aandedrætsbesvær.
Disse Tilfælde udgør en Form af den saakaldte
»Snøvlesyge«. Sygdommen udvikler sig altid
snigende. Lidt efter lidt bliver Dyrenes
Bevægelser stive og forkrøblede, for Grisenes
Vedkommende i den Grad, at de kryber paa
Knæene, naar de tvinges til at bevæge sig.
Efterhaanden udvikler der sig Fordøjelsesforstyrrelser
(Diarrhoe), ofte ogsaa Lungelidelse,
Krampetilfælde og Udslæt. Dyrene magrer af, og under
tiltagende Afkræftelse gaar de efter kortere ell.
længere Tids Forløb til Grunde, dersom man
ikke i Tide indleder en Behandling med Fosfor
og Kalkpræparater og samtidig sørger for, at
eventuelle Mangler i hygieinisk Henseende
afhjælpes. Særlig vigtigt er det, at Dyrene faar
Lejlighed til uhindret Bevægelse i det fri.
Benskørhed (Osteomalaci) optræder
hyppigst hos Kvæget, hvor den hører til de
længst kendte Sygdomme. Lidelsen er derimod
sjældnere hos de mindre Drøvtyggere og
Svinet og sjældnest hos Heste og Hunde. Det er
især Malkekøer og drægtige Køer, som bliver
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
