Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Stjerneskud
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Ekliptika. Kender man nu den relative kosmiske
Hastighed, saa har man alle Data, som behøves
til Beregningen. Men som ovf. er nævnt, kender
man ikke denne og er da henvist til at gøre
visse Hypoteser angaaende dens Størrelse. Viser
Sværmen sig med bestemte Aars Mellemrum,
som f. Eks. Leoniderne, der har en Omløbstid
af 33,25 Aar, kan der heraf udledes Hastigheden,
den Dag Sværmen viser sig; 13. Novbr er den
41,0 km. Men er intet kendt om Hastigheden,
forudsætter man en parabolsk Bevægelse og har
altsaa Hastigheden v = kvadratrod(2/r), hvor r er Jordens
Afstand fra Solen i vedk. Øjeblik. De første
Forsøg paa at beregne et S.’s Bane blev gjort af
Erman (1839) og Walker (1840), men disse førte
ikke til Maalet. Schiaparelli er den, som er
banebrydende paa dette Felt. Gennem Studier
over S.’s kosmiske Oprindelse havde han (1866)
beregnet Banen af Perseiderne, som hører til de
rigeste Sværme — Radiationen kan vare over 6
Uger — under den Forudsætning, at Banen var
parabolsk. De Elementer, Banen havde, viste en
iøjnefaldende Lighed med de Elementer,
Oppolzer havde beregnet for Kometen 1862 III,
hvorved Schiaparelli blev ført ind paa den Tanke,
at der bestod en Forbindelse mellem Kometer
og S. Newton havde tidligere undersøgt Banen
for Leoniderne og fundet, at Omløbstiden
maatte ligge mellem Grænserne 33,25 Aar og 376
Dage, uden at kunne bestemt afgøre, hvilken af
de 5 beregnede elliptiske Baner Sværmen fulgte.
Adams viste, at kun den øvre Grænse kunde
forenes med den af Newton paaviste
Knudebevægelse af Meteorbanen af 1,5° i 100 Aar.
Leverrier fandt, at denne Sværm ikke
bestandig havde tilhørt vort Solsystem; Aar 126 kom
den i Nærheden af Uranus og fik derved sin
elliptiske Bane. Sampson finder dette
usandsynligt, thi paa den Tid stod de to Himmellegemer
flere Jordbaneradier fra hinanden. Han mener,
at denne Forandring af den oprindelige Bane
fandt Sted først 885. Newton forudsagde, at
Leoniderne vilde komme igen 1866, og man fik da
en pragtfuld Stjerneskudsværm at se Natten 13.
til 14. Novbr. Elementerne af denne Sværm
viste sig identiske med Elementerne af Kometen
1866 I, der, da den gik gennem sin nedstigende
Knude, havde en Afstand fra Jorden af kun
0,015 Jordbaneradier uden for Jordbanen. Da
man ventede Sværmen igen 1899, blev Banen
af Leoniderne beregnet af bl. a. Abelmann samt
Johnstone Stoney og Downing; disse sidste
fandt, at Jorden skulde passere Sværmen 16.
Novbr Kl. 6 om Morgenen, men meget faa
Leonider viste sig, og i det hele udeblev Fænomenet,
skønt der havde vist sig en temmelig rig Sværm
i 1898. Stoney søgte at forklare dette ved
Perturbationer af Uranus. Weis har derimod
paavist, at Sværmen, som kun strækker sig over
1/10 af Banen, er af temmelig ulige Tæthed.
Den tætteste Del blev i Midten af 1898 saa
stærkt perturberet af Juppiter, at den kom til at
skære Ekliptikken saa langt inden for
Jordbanen, at ikke engang de yderste Randpartier
af denne Del af Sværmen kunde naa Jorden,
hvorfor Leoniderne ikke blev synlige. Ogsaa
den Del af Sværmen, som blev perturberet af
Juppiter i Midten af 1899, blev kastet ud i en
saadan Bane, at de ikke blev synlige for os.
Derimod var de sidste Efternølere af Sværmen
saa langt fra Juppiter i Midten af 1900, at de
vedblev at bevæge sig i den opr. Bane. Derfor
blev Leoniderne set 1901 ligesom 1898, da
Juppiter, idet Sværmens Forløbere passerede dens
Bane, stod saa langt fra denne, at Banen ikke
blev ændret. Den tætteste Del af
Leonidesværmen vil som Følge af, hvad der er nævnt, næppe
vende tilbage til sin opr. Bane. Man skulde
følgelig ikke senere faa at se en saa rig Sværm
af Leonider som 1799, 1833 og 1866. 1867
beregnede Galle og Weiss uafhængig af hinanden
Elementerne af Lyriderne og fandt, at de stemte
meget nær med Elementerne for Kometen
1861 I, der i sin opstigende Knude, som Jorden
passerede 20. Apr., havde en Afstand fra
Jorden af kun 0,0022 Jordbaneradier. Weiss (1868)
og A. S. Herschel (1878) har kritisk
gennemgaaet Fortegnelsen over Kometbaner for at
undersøge, om der fandtes Kometer, som kommer
Jordbanen saa nær, at det kunde ventes, at de
skulde give Anledning til Radianter, som allerede
var bekendte. De fandt en hel Del Kometbaner,
som muligvis kunde give Anledning til
Radianter, men noget sikkert Resultat kunde de ikke
udlede ud over de 3 allerede nævnte og den
ndf. omtalte Bielidesværm. Først i den senere
Tid har man kunnet paavise to til. Olivier og
Hoffmeister har fundet, at de i Maj (Maksimum
6. Maj) optrædende Aquariider (Radiant ved η
Aanarii) har Baneelementer, som ikke afviger
synderlig fra Baneelementerne for Halley’s
Komet. Afstanden mellem Kometen og Jorden
udgør ved Kometens Passage gennem Knuden 0,16
Jordbaneradier. 1910 var Aquariiderne meget
talrige, og det er at antage, at denne Sværm
har en betydelig Bredde, saa at Jorden gaar
gennem en Del af Sværmen, da Jordbanen
og Banen af Halley’s Komet ikke skærer
hinanden. Et andet Tilfælde fandt man i Radianten
fra Store Bjørn (mellem η og ζ) med S. i
Slutn. af Juni; denne Sværm skulde hidrøre fra
Pons-Winnecke’s Komet. Olivier og Denning
har henledt Opmærksomheden paa denne
Overensstemmelse, som blev konstateret første Gang
1916. Kometen hører til Juppiterfamilien og har
mellem 1858 og 1909 været udsat for betydelige
Perturbationer, hvorved især den store Halvakse
er bleven forstørret. En definitiv
Overensstemmelse er endnu ikke sikkert paavist. Thi
Perturbation af Planeter kan ikke blot bringe
Sværmen saaledes ud af dens tidligere Bane, at den
ikke mere træffer sammen med Jorden, men
ogsaa bringe til Syne ny Sværme. Af disse her
anførte Eksempler ligger det nær at forudsætte
en Forbindelse mellem Kometer og Meteorer,
idet S. skulde være at betragte som Rester af
Kometer. En Støtte for denne Hypotese fik man,
da Biela-Kometen forsvandt (den blev set
sidste Gang Septbr 1852), og der i Stedet viste sig
1872 (forudsagt af Weiss) og ligeledes 1885 en
pragtfuld Sværm, som straalede ud fra
Andromeda 27. Novbr. Siden 1899 har Bieliderne ikke
været nogen iøjnefaldende Sværm, kun nogle
faa S. er set, saa man ikke har kunnet
bestemme noget Radiationspunkt. Perturbationer har
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
