Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Strafferet - Strafferetspleje - Straffesag - Straffeteori
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Fastholden gennem Praksis af de engang
vedtagne Definitioner ligger en for Borgerne
meget væsentlig, yderligere Garanti for S.’s paa
Retssætninger byggede, af Tilfældighed og
Vilkaarlighed uafhængige, Udøvelse. (Litt.:
Goos’ grundlæggende Skrifter: »Indledning til
den danske S.«, »Læren om Forbrydelsen«,
»Den danske S.’s specielle Del« m. fl. Af ældre
Forfattere særlig Ørsted, Bornemann,
af yngre Torp).
A. Gl.
Strafferetspleje, se Straffeproces.
Straffesag, en Sag, hvis eneste Øjemed eller
hvis Hovedøjemed er at afgøre Spørgsmaal om
Strafidømmelse. I dansk Ret sondrer man inden
for S. mellem Justitssager og Politisager.
A. Gl.
Straffeteori er den videnskabelige
Opfattelse af Straffens Begrundelse og Formaal. Straf
er Udslag af den alle levende Væsener iboende
Selvopholdelsesdrift, af Trangen til at overvinde
de for Individet ell. Gruppen fjendtlige Kræfter,
og har derfor fra de ældste til de nyeste Tider
gaaet ud paa Forbryderens Udstødelse af eller
Fjernelse fra det Samfund, han har krænket
(Udjagelse, Fredløshed, Kamp, Dødsstraf,
Frihedsberøvelse). Lige saa ørkesløst som det
vilde være at søge Selvopholdelsesdriften
videnskabelig begrundet, lige saa overflødigt er det
derfor i og for sig at opstille S.
Strafinstitutionens Evne til at sætte Fantasien og Følelsen i
Bevægelse har imidlertid til alle Tider bragt
Menneskene til at søge den nærmere begrundet,
og for Straffesystemets Omfang og Indhold har
den til enhver Tid raadende S. været i høj Grad
bestemmende. Medens den klassiske Oldtid i
Straffen saa Midlet til at forsone de
fortørnede Guder og derfor begrænsede Statens
Straf til faa, store Forbrydelser, der stedse
medførte den Skyldiges Tilintetgørelse under
forsk. Former, betragter den igennem
Middelalderen udviklede Strafferet Straffen som
Samfundets Middel til at værne mod
Forbrydelsen ved at afskrække Forbryderne; Midlet
hertil var Strafeksekutionen, der foregik
offentlig og bestod i at tilføje Forbryderen alle Slags
legemlige Lidelser ell. Forhaanelser; Genstand
for Straf var enhver Handling, der ansaas
stridende mod Samfundets Interesser, derunder
blotte Politiforseelser, medens Lidelsens Grad
var gradueret efter Retsbrudets Grovhed. Det
er dog først efter den store Revolution, at S.’s
Æra i egl. Forstand oprinder. Ved
Menneskerettighedernes Anerkendelse indføres i
Strafferetten det jur., paa Hensynet til Individets
Ret grundede Synspunkt. Opgaven bliver da
at forklare, hvorledes Straffen, der medfører
endog de allerstørste Indgreb i Individets
fornemste Retsgoder, lader sig forene med den
Ret til uforstyrret Nydelse af Retsgoderne, som
det netop er Samfundsmagtens Sag at sikre
Borgerne. Skal denne Opgave løses, maa Straffens
Berettigelse bevises (principium rationis
sufficientis), og S. betegner de Forsøg, som
Videnskaben har gjort paa at føre dette Bevis.
Berømt er Feuerbach’s
Straffetruselsteori (accepteret af Ørsted under
Navn af Advarselsteori), opstillet c. 1800.
Det er naturligt, at Feuerbach i
Overensstemmelse med Strafferettens Udvikling gennem
Aarh. formulerer sin S. som en
Afskrækkelsesteori, men dens Værdi beror paa, at
han ikke gennem Strafeksekution, men gennem
Lovens Indhold vil afskrække Forbryderne.
Idet Loven er kundgjort, er det meddelt
Borgerne, hvilke Retsfølger de opregnede
Forbrydelser medfører; begaar Individet derefter en
Forbrydelse, har Samfundet Ret til at straffe
ham i det fulde i Loven hjemlede Omfang, og
Forbryderen kan ikke beklage sig: han har
forud accepteret Straffen. Denne er altsaa ikke i
Strid med Individets Ret, og den er i Stand til
at beskytte Samfundet; thi i de fleste Tilfælde vil
Bevidstheden om de Ulykker, som Loven lader
følge i Forbrydelsens Spor, kvæle Lysten til at
begaa Forbrydelser; begaas de desuagtet, vil
Straffen, samtidig med at den holder Truselens
Kraft ved lige over for Borgerne i Alm., skabe
en Afsky for Forbrydelsen, der hos de fleste i
Fremtiden vil hindre, at Lysten overhovedet
opstaar. Feuerbach’s S. indeholder Spiren til en
mere human Strafferet end hans Samtids, da
Straffetruselen kan indeholdes lige saa vel i
Frihedsstraffe som i de gamle Legemsstraffe,
idet Vægten af Feuerbach lægges paa den
middelbare Afskrækkelse gennem Refleksion og
Overvejelse i Modsætning til den umiddelbare
Afskrækkelse gennem Følelsen, som
Strafeksekutionen indeholder. Alligevel er det
indlysende, at den hviler paa en Fiktion, Forbryderens
Indvilgelse i Straffen, og maa falde med denne.
Beslægtet med Straffetruselsteorien er den
omtrent samtidig af Grolmann udviklede
Præventionsteori, hvis Tankegang er, at
Borgerne ved Statens Dannelse har paalagt
Statsmagten at holde dem fri for Forbrydelser og
overdraget den Magtbeføjelserne dertil. I Kraft
heraf er det Statens Ret og Pligt at
forebygge Forbrydelser, og, naar disse desuagtet
indtræffer, gennem Straffen sørge for, at
Forbryderen forhindres i at begaa yderligere
Krænkelser. Denne Teori, der, som det ses, baseres
paa contrat social (se Rousseau), har den
Fordel, at den formelt sætter den fælles
Folkevillie i St f. Forbryderens Vedtagelse som
Straffens Legitimation. Da Forbryderens
Individualitet imidlertid ikke som saadan er underordnet
Samfundets andre Individualiteter, maa den
forudsætte, at ogsaa Forbryderen har deltaget
i den opr. Magtoverdragelse og derved har
forpligtet sig til at anerkende dens
Udøvelse ogsaa over for sig selv — en
Betragtning, der fører tilbage til den Feuerbach’ske
Fiktion. Fælles for de hidtil nævnte S. er, at
de begrunder Straffen som et Middel til at
afværge Forbrydelser (ne peccetur). Den tyske
Filosofi fra Beg. af 19. Aarh. anser derimod
Straffen som Middel til at genoprette den
ved Forbrydelsen skete Skade (quia peccatum).
Hertil hører Hegel’s
Annullationsteori: Forbrydelsen er en Negation af Offerets
Retssubjektivitet, gennem Straffen udtaler
Samfundet sin Negation af Negationen; saaledes
ophæves den skete Uret i Forhold til den
Skadelidende, der atter »indsættes i sin
Retssubjektivitet«, og Forbryderen maa som Urettens
Ophav finde sig i den med dens Ophævelse
forbundne Ubehagelighed. Denne Teori, som
aldeles ikke begrunder Strafinstitutionen som
saadan — thi hvorfor maa Negationens Negation
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
