Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Streng - Streng (dansk Maal for Uldgarn) - Strengdegeneration - Strengeinstrumenter - Strengemaaler - Strengit - strengja heit - Strengleikar - Strengnäs - Strengorme - Strengpresning - Strengtang - Strenæ - strepitoso - Strepitus - Strepsiceros - Strepsilas - Streptocarpus - Streptococcer
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Streng (lat.: chorda, ital.: corda af gr.
χορδή], »Tarm«, »S.«) er den tonegivende Del
paa de saakaldte Strengeinstrumenter, der alle
har flere ell. færre S. udspændte over en
Resonansbund. S. laves af Tarme, Silke ell. Metal
(Staal, Messing). Tarmstrenge anvendes til
Strygeinstrumenter og Harpe, Metalstrenge til
Klaveret og Citeren, Silkestrenge til Guitar og
Lut. De dybeste S. overspindes med Kobber-
ell. Sølvtraad. De bedste Tarmstrenge kommer
fra Italien (»romanske« S.) og laves af
Tyndtarmen hos Faaret; i øvrigt anvendes ogsaa
Tarme af Geder og Katte o. s. v. Ved
Tonedannelsen sættes S. i transversale Svingninger,
ved Anslag af Hamre, ved Strygning med Bue
ell. ved Knipsen med Fingrene ell. et Plektron,
og disse Svingninger overføres til
Resonanslegemet, hvorved Lyden forstærkes. Tonens
Højde beror paa Strengens Længde, Tykkelse,
Spænding og Vægt.
S. L.
Streng, dansk Maal for Uldgarn = 10 Fed
ell. Knæk.
Th. O.
Strengdegeneration er Tilgrundegaaen af
bestemte Baner i Rygmarven, optræder ved
visse Hjerne- ell. Rygmarvssygdomme.
K. H. K.
Strengeinstrumenter kaldes de
Musikinstrumenter, ved hvilke Tonen frembringes af
udspændte Strenge, der enten stryges med Bue
(Strygeinstrumenter), knipses med Fingrene ell.
et Plektron (Harpe, Guitar, Lut o. s. v.) eller
anslaas med Hamre (Klaver). Se
Instrument, S. 432, og Artiklerne under de enkelte
Instrumenters Navne.
S. L.
Strengemaaler, se Chordometer.
Strengit, et rombisk Mineral, som bestaar
af vandholdigt Ferrifosfat (FePO4 . 2H2O), har
klar rød Farve (sjældnere er det farveløst) og
forekommer i Eleonore-Jerngruben ved
Dünsberg nær Giessen og andre Steder.
(N. V. U.). O. B. B.
strengja heit [’stræŋgja-’hæ^it] (oldn.), at
»aflægge Løfte« om fremtidig Stordaad; se
Bragebæger. Hos Oehlenschläger urigtig
gengivet ved at »strenge højt«.
(A. O.). G. K-n.
Strengleikar ell. Ljóðabók kaldes en gl
norsk Overs. af oldfranske Digte (lais), der
tillægges Marie de France (s. d.); de findes kun
i eet ikke fuldstændig opbevaret Haandskrift;
der findes heri 20 Sange (et Par defekte),
hvoraf 3 overhovedet kun kendes fra denne Overs.
Denne er foretaget efter Kong Hakon den
Gamles Ønske; den er i Prosa og i det hele
særdeles vellykket, temmelig ordret og saa godt
som uden selvstændige Tilføjelser. Det var en
vanskelig Sag at oversætte en saa sart og fin
Ridderdigtning, men det er i Virkeligheden
lykkedes Oversætteren — hvem han er vides ikke
— at give en Fortolkning, der læses med
ublandet Fornøjelse. S. er udg. af Keyser og Unger
(Oslo 1850). (Litt: Ahlström, »Studier i
den fornfranska Lais-litteraturen« [Upsala
1892]; R. Meissner, »Die S.« [Halle 1902];
F. Jónsson, »Oldn.-oldisl. Litteraturhist.«,
II).
F. J.
Strengnäs, se Strängnäs.
Strengorme. Ved dette Navn forstaas de to
ikke nærmere beslægtede Familier:
Mermithidæ, der henregnes til Rundormene (s. d.),
og de fra disse mere afvigende Gordiidæ (se
Gordius).
T. K.
Strengpresning, formgivende og
forædlende Proces, ved hvilken Metaller, der er gjort
plastiske ved Opvarmning, formes til Stænger,
Rør (s. d., sidste Stykke) ell. Traad.
Fremgangsmaaden er beskrevet under Metaltraad, S.
1011, hvor Fig. 4 viser en Presse til
Fremstilling af Blytraad. Ved at ændre
Udpresningshullets Form kan man give Strengen et
vilkaarligt Tværsnit. S. bruges til Bly, Aluminium,
Kobber, Muntzmetal o. fl. Legeringer og
udmærker sig fremfor Valsning ved sin Hurtighed
(Valsning maa ske i fl. Trin) og ved at kunne
bruges til underskaarne Profiler; samtidig faar
Materialet en meget stor Styrke.
E. Su.
Strengtang, Navn for Chorda Filum (se
Alger, S. 496, Tavle Fig. 6).
Strenæ (lat.), Gaver, som Romerne ved
Nytaarstid plejede at sende til Venner og
Bekendte. De bestod i Reglen i Frugt, Kager o. l.;
men i Kejsertiden blev det ogsaa Skik at give
Pengegaver, som endog nogle af Kejserne lod
sig skænke af deres Undersaatter.
H. H. R.
strepitoso (ital.), mus. Foredragsbetegnelse:
larmende.
Strepitus kaldes den haarde, skrabende
Fornemmelse, som føles ell. stundom høres, naar
de to Brudender af en Knogle gnider mod
hinanden. S. er et af de Symptomer, som viser,
at der findes et Knoglebrud.
V. Sch.
Strepsiceros, se Antiloper, S. 819.
Strepsilas, Slægtsnavn for Stenvender.
Streptocarpus Lind., Slægt af Gesneriaceæ,
Urter af forsk. Ydre; nogle udmærker sig ved
at have et meget stort og længe levende
Kimblad og i øvrigt mangle Løvblade.
Blomsterstanden er kvastformet. Blomsterne har et lille
Bæger og en anselig, hjuldannet ell. tragtformet
Krone, der er lyst violet, blaa ell. rød. Af
Støvdragere findes 2, der sidder i Kronrøret.
Kapselen er liniedannet og snoet. 30 Arter,
sydafrikanske. Nogle dyrkes som Prydplanter i
tempereret Hus.
A. M.
Til Dyrkning i tempererede Huse benyttes S.
parviflorus E. Mey., der har hvide Blomster
med purpurfarvede Aarer, og S. Dunnii Hook
f. med rosenrøde Blomster, men hyppigst dog
forsk. Hybrider, der gaar under Fællesnavnet
S. hybridus. De kan formeres ved
Bladstiklinger, men alm. anvendes Frøudsæd, der, naar
det sker i Jan.—Febr, giver Blomstring samme
Sommer. Senere Saaning med Overvintring af
de unge Planter giver Blomstring næste Foraar.
(L. H.). P. F.
Streptococcer [-’kåkər] (Kædecoccer)
kaldes saaledes paa Grund af den for alle S.
særegne Egenskab at vokse i perlesnorlignende
Kæder. Dette skyldes, at Coccerne kun deler sig
i een Rumretning og har Tendens til at forblive
sammen.
Først efter at Renkultur er lykkedes
(Fehleisen 1883, Rosenbach 1884), har den
videnskabelige Udforskning af S. faaet fast Grund.
Størrelsen af de enkelte Coccer varierer mellem
0,6 og 1,5 μ; de er ikke altid kuglerunde, men
mere ell. mindre ovale i Tvær- ell.
Længderetning. Alle S. farves efter Gram’s Metode (er
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
