Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XXII: Spekulation—Søøre / 441 (1915-1930) Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Strickland, Agnes - stricte - stricto jure - stricto sensu - Stridor - Stridor congenitus - Stridshammer - Stridshandsker - Stridskølle - Stridsmænd - Stridsvogne - Stridsæble - Stridsøksen

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>

Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

(1872). Desuden udgav hun 1843 Maria Stuart’s
Breve og optraadte som ivrig Forsvarer af den
ulykkelige Dronning. — Hendes Søster, Jane
Margaret S. (1805—88), optraadte ogsaa som
Forfatterinde. Hun udg.: Rome, Republican and
Regal (1854) og Life of Agnes S. (1887) samt en
Del meget læste Børnebøger.
(T. L.). I. O.

stricte (lat.), strengt taget.

stricto jure (lat.), »efter streng Ret«,
betegner i rom. Bet., efter den med streng
Konsekvens af de positivt fastslaaede
Retssætninger groft udledede, stive Ret (se jus
strictum), i Modsætning til ex bono et æquo, der
betyder »efter den friere udformede, mere
smidige Ret, der under stadig Hensyntagen til det
konkrete Forholds særlige faktiske Momenter
ligesom til den Erklærendes virkelige Villie
søger at opfylde en højere materiel
Retfærdigheds Krav«.
C. W. W.

stricto sensu (lat.), i streng, nøjagtig
Betydning.

Stridor (lat.), pibende Aandedrætslyd ved
Forsnævring i Aandedrætsorganerne, især i
Struben ell. i Luftrøret, saaledes som det f. Eks.
forekommer ved Croup.
(A. F.). H. I. B.

Stridor congenitus giver sig til Kende som
en hivende Lyd ved Inspirationen hos nyfødte
og spæde Børn, mindende en Del om en Hønes
Kaglen. Aarsagen til S. c. er ikke helt
opklaret, men skyldes i mange Tilfælde en
Forsnævring af det spæde Barns Strubehoved. S. c.,
som ikke maa forveksles med Laryngospasme
(s. d.), paavirker ikke i mindste Maade Barnets
Befindende; den aftager efterhaanden i Styrke
for som Regel at forsvinde omkr. 1 Aars
Alderen, og den kræver ingen Behandling.
P. H.

Stridshammer har fra Oldtiden været et
almen brugt og meget yndet Vaaben, især for
Fodfolk; senere i Tiden ogsaa for
Rytteri. Hammerhovederne har
været af Sten, Bronze, Jern, Staal,
Skafterne som Regel af Træ, men
ogsaa Metal benyttedes.
Hammerskafterne var hyppigst korte. Ikke
altid
benyttedes
Hammeren
udelukkende som
Slagvaaben;
meget ofte
kastedes den
mod
Modstanderen og
var vel saa
undertiden
forsynet med
en Rem eller
Snor, der
kunde bringe
den tilbage
til
Ejermanden; —
saaledes: Thor,
der kaster sin Hammer —. Andre
Minder om Hammerens Berømthed: »Carl
Martell«. I Middelalderen var
Fodfolkshammeren hyppigst langskaftet, for Eksempel den
berømte Luzernerhammer ell. Pikehammeren (Fig.
1). — Ogsaa Ridderne benyttede S. De var da
kortskaftede og ophængte ved Sadelbuen. Var
en saadan Hammer forsynet med et krumt
bagudgaaende Næb, kaldtes den Papegøjesnabel.
Ofte tjente den tillige som Kommandostav.
Skaftet var da smukt forsiret og beklædt med
Fløjl (Fig. 2).
C. H.

Stridshammer.

Stridshandsker benyttedes i Kampen og
kunde enten være af Staal, Jern ell. Bøffelhud.

Den ældste Form for S. var Vanten med een
Tommelfinger. Den bestod ligesom
Ringbrynjen af Ringefletværk oftest i eet med Ærmet
(Fig. 1). Senere lavedes den af Skinner og
kunde da enten være Nævehandsken (Fig. 2)
ell. den fingrede Handske. Den første, der er
den ældste af disse to Former, bestod af
Skaftet og Haanden, der var sammenhængende og
dannedes af brede Tværskinner til Dækning af
Haandens og Fingrenes Overside samt en leddet
Tommelfinger, for at man kunde fatte Vaabenet.
Staalhandsken beklædte en fuldstændig
Bøffellæderhandske. Senere, da Pistoler blev alm. c.
1500, blev Fingrene i Handsken adskilte, og
hver Finger fik sine smaa Tværskinner til
Dækning (Fig. 3). Bøffellæderhandsken c. 1600
var fingret og forsynet med Skaft, der dækkede
Haandledet.
C. H.

Stridshandsker.

Stridskølle, se Kølle.

Stridsmænd, se Vejbred.

Stridsvogne anvendtes meget i Oldtiden,
især i Orienten; i Grækenland kun i den
heroiske Tid, som den er skildret i de homeriske
Digte. Det var tohjulede Kærrer, aabne bagtil.
De brugtes af Konger og Høvdinge, som dels
kæmpede fra selve Vognene, dels blot brugte
dem til hurtig at komme fra den ene Del af
Valpladsen til den anden. S. findes især hyppig
afbildede paa de ass. Mindesmærker. En særlig
Slags S. var de saakaldte Seglvogne, paa hvilke
der var fastgjort Knive paa Hjulene ell. under
Vognkarmen, for at de kunde nedmeje
Fjenderne, naar de kørte ind iblandt dem.
H. H. R.

Stridsæble, alm. brugt Betegnelse, taget fra
det gr. Sagn om Eris, hvis gyldne Æble med
Paaskrift »til den Skønneste« først fremkaldte
Strid blandt Gudinderne og siden den trojanske
Krig (se Eris og Paris).
H. A. K.

Stridsøksen har lige fra den graa Oldtid
under alle Himmelstrøg været et yndet Vaaben,
saavel for Fodfolk som Rytteri. I de ældste
Tider forfærdigedes den af Sten (Flint, Basalt,
Obsidian) med een ell. to Baner. Fig. 1, en
dansk Økse fra Stenalderen. Skaftet var af
Træ, kortere ell. længere. Af samme ell. lgn.
Form bruges endnu den Dag i Dag Økser hos
talrige vilde Stammer. Senere afløser Bronzen

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>