Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Stucken, Eduard - Stucken, Frank van der - Stuckenberg, Frederik Henrik - Stuckenberg, Viggo Henrik Fog - Stud
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
store Roman-Cyklus, »Die weissen Götter« (3
Bd, 1918-19).
C. B-s.
Stucken [’stakən], Frank van der, amer.
Musiker, f. 15. Oktbr 1858 i Texas, opdraget i
Belgien, Elev der af Benoit; Kapelmester og
Sangforeningsdirigent (New York, Paris under
Verdensudstillingen, Cincinnati, hvor han ogsaa
en Tid var Konservatoriedirektør); levede
under Verdenskrigen en Tid i Kbhvn som Lærer
og Dirigent. S. har komponeret en Opera
»Vlasda«, symfonisk Digtning, »William Rateliff«,
Musik til »Stormen«, Mandskor, Sange,
Orkester- og Klaverstykker.
W. B.
Stuckenberg, Frederik Henrik, dansk
Fængselsmand, f. i Kbhvn 17. Apr. 1832, d. i
Lyngby 4. Maj 1899, Student 1851, virkede i
forsk. Stillinger, 1859 Exam. jur., s. A. Lærer
ved Vridsløselille Fængsel, 1872 Fattigforstander
i Kbhvn, 1885—99 Forvalter ved Vestre
Hospital. Det var S.’s Gerning i Vridsløselille, og ikke
mindst Omgangen der med hans Fætter og
Kollega H. V. Kaalund, som udviklede og modnede
S. som Fængselsmand. Vidnesbyrd om sin vaagne
sociale Forstaaelse nedlagde S. i Bogen
»Fattigdom og Fattigforsorg« (1869). 1878
paabegyndte han Udgivelsen af »Nordisk Tidsskrift for
Fængselsvæsen og øvrige penitentiære
Institutioner« fra 1890 under Titlen »Nordisk Tidsskr.
for Fængselsvæsen og praktisk Strafferet«, som
han alle Vanskeligheder til Trods forstod at
holde oven Vande indtil 1897, da han overgav
Redaktionen til andre. Foruden en Mængde
Artikler, Meddelelser o. l. i dette som i andre
Tidsskrifter skrev S. »Fængselsvæsenet i
Danmark 1550—1741« (1893) og »Fængselsvæsenet i
Danmark 1742—1839« (1896), et Værk, som vel
ikke har løst sin vanskelige Opgave, men som
danner et godt og brugbart Grundlag for
dyberegaaende Undersøgelser. Nogen fremtrædende
Stilling i Fængselsvæsenets Tjeneste naaede S.
aldrig, men dansk Fængselsvæsen og
Fængselsvidenskab skylder S., der var en mandig,
uafhængig, idealistisk Karakter, stor Tak for hans
utrættelige og uselviske Virken. (Litt.:
Harald Smedal i »Nord. Tidsskr. f.
Fængselsvæsen«, XXII [1899], Bilag; Frantz Dahl
i »Zeitschrift für die gesamte
Strafrechtswissenschaft«, XX [1900], S. 155—58).
Fz. D.
Stuckenberg, Viggo Henrik Fog,
dansk Forf., foreg.’s Søn, fødtes 17. Septbr
1863 ved Vridsløselille Straffeanstalt, hvor
Faderen var Lærer, d. 6. Decbr 1905. To Aar efter
at være blevet Student debuterede han (1886)
med en lille Bog »Digte«, der senere 1898, 1901
og 1906 er blevet efterfulgt af tre andre smaa
Digtsamlinger (»Flyvende Sommer«, »Sne« og
»Sidste Digte«); i øvrigt har hans ikke meget
omfangsrige Produktion bestaaet i en Række
smaa Fortællinger, et Bd Eventyr (»Vejbred«,
1899) og to dram. Arbejder »Den vilde Jæger«
(1894) og »Romerske Scener« (1895). De første
Fortællinger (»I Gennembrud«, 1888, og
»Messias«, 1889) skildrer med sanddru Oprigtighed
og Livagtighed radikal Ungdoms Liv og
Drømme i 1880’erne. S.’s virkelige aandelige og
kunstneriske Gennembrud fandt imidlertid først Sted
flere Aar senere, i de nævnte to dram. Arbejder.
I deres knappe og rappe Stil — tungsindigt
stilfærdig og nervøst opjaget — lagde S.’s
karakteristiske Naturel sig blot; i deres Studie
af Lidenskabslivets dunkle Naturgrund og
Naturkræfter fandt hans psykologiske Begavelse
sit særlige Felt;
det sorte,
rugende Mismod
og den vilde,
febrile Uro,
der udløser sig
i Dramaerne,
var de samme
Stemninger,
som ogsaa
bærer hans
senere Forfatterskab frem.
Han hænger
med trofast
Inderlighed ved
Hverdagens,
Hjemmets, det
sjællandske
Landskabs
jævne Stilleliv, men hans Hu drages tillige mod
det, der er fremmed, eventyrligt, paa Trods af
Lov og Ret, mod det, der er vildt oprørsk ell.
mørkt ulykkeligt. Han fortæller med Sympati
om den vage Kunstner-Udvé hos Landsbyens
Vognlakerer (»Sol«, 1897), om løse
Forbryderfugles fri Vagabondliv (»Hjemfalden«, 1898,
»Asmodæus«, 1899), om indre Strid mellem
stavnsbundne Vanefølelser og romantisk rebelske
Længsler (»Vejbred«). Men især har han
originalt og dybsindigt skildret fine og redelige
Menneskers Kærlighedsliv nutildags, —
Kærlighedens Naturliv, som den fødes af Tilfældet,
næres af usynlige Kilder, vokser sig op til
Skæbne, ingen er Herre over, kæmper med
Skygger og Fjender, ingen kan skærme den
mod, gaar i Frø og visner efter Love, ingen
kender og ingen kan lempe. Det er jævne
Hverdagsscener, stilfærdige Ord, men der er en
tungsindig Inderlighed, en ubønhørlig
Sandhedstrang, en idealistisk Fordringsfuldhed i de
Menneskers Kærlighedsliv, som S. skildrer, og
derfor er det sjældnere de lyse Magter, der
sejrer (som i »Fagre Ord«, 1895), end Mørkets
og Ulykkens (»Valravn«, 1896). Fuld, objektiv
Menneskekarakteristik har S. ringe Kræfter til,
og det er Skildringen af Stemninger og
Følelsessituationer, som er Fortællingernes Styrke.
Naar alt kommer til alt, er det maaske ogsaa
den rene Lyrik i Digtsamlingerne, som er S.’s
højeste, lødigste Kunst. Her findes et lille
Antal Digte af en mandig Følelsesstyrke og en
mandig streng Kunst, som i deres Art er rent
ud klassiske — Digte, saa ægte og dybe og
simple, som der er skrevet paa Dansk, om
Naturen og om Elskov, om Hjemmet og om
Hverdagen, om Livets haarde Skole og om
Dødens tavse Højhed. (Litt.: »Samlede Værker«,
I—III [1910]; Rimestad, »Fra S. til
Seedorff«; C. Larsen, »V. S.«).
V. V.
 |
| V. H. F. Stuckenberg. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
