Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Stueovne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Skorsten. Badstueovnen og Bagerovnen er
rimeligvis den egl. S.’s Forgængere, og de
ældste Stueovne, som kendes af Billeder fra 14.
Aarh., har været opmurede af Ler. Som
Varmeledere har man i de svære, opmurede
Vægge indsat Lerkar, der vendte Bunden ind
mod Ilden og Mundingen udad i Stuen, og
som kaldtes Kakler (tysk: Kachel, lat.:
caccabulus, lille Potte). Saadanne Kakler er fundne
paa danske Middelaldersborge, har været i
Brug i Kbhvn endnu i 16. Aarh. og har næsten
til vor egen Tid levet videre i de hjemmegjorte
jyske Potteovne. Efterhaanden som Brugen af
Kakkelpotter blev almindeligere, omformedes
deres Type, og fra Middelalderens Slutn. fik de
regelmæssigt en firkantet Munding, saa at hele
Ovnens Væg kunde opmures af Kaklerne. Men
samtidigt skabtes ogsaa andre Variationer, og
allerede i 15. Aarh. var det alm., at Kakkelen
formedes som en firkantet Plade, der
smykkedes med et Relief, et Ornament, et Vaaben,
en bibelsk Figur, en verdslig Scene o. l. Fra
Sydtyskland, som er S.’s Hjemland, naaede slige
Ovne hurtigt til Skandinavien, hvor de i
15.—16. Aarh. har været meget alm. i Købstæderne;
især Renaissancetidens Kakler har dannet hele
Billedserier, f. Eks. Planeterne, Menneskenes
Levealdre, Sanserne, den forlorne Søns Historie
o. l. Fuldstændige Kakkelovne fra denne
Periode er ikke bevarede i Danmark, men talrige
tyske Eksemplarer viser, at de har bestaaet af
en firkantet Underdel og en mangekantet,
sjældnere cylinderformet, taarnagtig Overdel. Enten
Lerkaklerne har været glasserede ell. kun
pudsede med Kakkelovnssværte (Eisenfarve), har
Kakkelovnene været meget pyntelige, men de
tynde Lerplader var skrøbelige, og det var
derfor et betydningsfuldt Fremskridt, at man i
16. Aarhundrede begyndte at tilvirke
Støbejernsovne, som samledes af Jernplader. En
Overgangsform var de ved Aar 1600 hyppigt
nævnte »Jernkakkelovne«, der havde firkantet
Underdel af Støbejern og Taarnoverbygning af
Lerkakler, og som rimeligvis har bidraget til,
at man paa Dansk vedblivende har bevaret
Ordet Kakkelovn som Betegnelse for en
Jernovn. Alle de hidtil nævnte Stueovnstyper,
ogsaa de ældste Jernovne, har sikkert været
Bilæggere, som ikke havde Døre, men Indfyring
og Trækhul til et aabent Skorstensildsted, som
det endnu i vore Dage har kunnet findes i
gammeldags Bøndergaarde. Jernovnene har
utvivlsomt medvirket til endnu et betydeligt
teknisk Fremskridt, nemlig Konstruktion af
Vindovne, med Indfyringsdør til Stuen og med
Lufttræk gennem et Kakkelovnsrør fra Ovnen
til Skorstenen. Naar Støbejernsovnen sejrede
saa afgørende i Danmark som næppe i noget
andet Land, er Aarsagen hertil vor politiske
Forbindelse med Norge. Allerede Christian III
havde søgt at faa norske Jernværker i Drift,
men det var først Christian IV, som fik Sagen
ret i Gang, og i Privilegierne for
Jernkompagniet af 1624 nævnes blandt Produkterne ogsaa
Kakkelovne. Til de ældste Jernværker (Bærum,
Hakedal, Eidsvold, Fossum) kom i Løbet af
17.—18. Aarh. en Række andre, som Fritsø, Hassel,
Holden ell. Ulefos, Baaseland ell. Næs o. s. v.,
der alle fabrikerede Jernovne, som i Mængde
eksporteredes til Danmark. Ligesom de tyske
Jernovne var de ældre norske Ovne formede
som en firkantet Kasse, samlet af en Overplade,
en Underplade og Sideplader, paa Bilæggerne
tre, paa Vindovnene fire i Tal; Jernskinner
dækkede bver Hjørnernes Samlinger, og paa
Jernskinnerne sad store Messingknopper. Og
ligesom de tyske Ovnplader, i Lighed med
Lerkaklerne, smykkedes med bibelske Relieffer etc.,
saaledes dekoreredes ogsaa de norske. En af
de ældste kendte norske Ovne er prydet med
Christian IV’s Navnetræk, en Fremstilling af
Esau’s og Jakob’s Møde samt Lensmandsvaaben,
som viser, at den er støbt paa Fossum i
1630’erne. Reliefudsmykningen, der holdt sig under
de vekslende Stilarter, Barok, Rokoko og Louis
XVI, giver Ovnpladerne en ikke ringe
kunstnerisk Værdi, og til de religiøse Motiver kom
mange verdslige Allusioner til Bjergværksdrift
og Bjergværksejere som Ulrik Frederik
Gyldenløve, Rigsvaaben og norske Løver,
Kongeportrætter og Hentydninger til politiske
Begivenheder som Griffenfeld’s Fald ell. Tønningens
Erobring, næsten en hel Medailleserie i
Støbejern. I 18. Aarh. kom hertil Scener af den
klassiske Mytologi (Venus og Vulcan) og et
Optrin af Bondelivet som Hallingdansen; endnu
1795 hædredes A. P. Bernstorff paa en norsk
Jernovn. Fra 1700 blev det alm. Skik, at
Ovnene bærer Jernværkets Signatur, og i 18. Aarh.
udvikledes Vindovnen yderligere, idet der nu,
under Paavirkning fra Tyskland, sattes en ell.
flere mindre, portalagtige Etager over den
firkantede Kasse, en Type, som florerede under
Rokokoen og Nyklassicismen, og som bidrog til
at forbedre Ovnenes Varmeevne.
De norske Jernovne fortrængte i Danmark
næsten alle andre Arter af S. Baade i 17. og
18. Aarh. opstilledes de foran ell. ved Siden af
de fornemme, men upraktiske og
brændselsslugende Kaminer, og kun spredt og sparsomt
gjordes der Tilløb til at genindføre
»Jernkakkelovnen«, nu med en hel Fajancehætte over en
nedre Jernkasse, ell. den rigtige Kakkelovn,
som i langt højere Grad holdt sig i Brug i
Nabolandene, baade i Nordtyskland og ikke
mindst i Sverige, hvor Fajanceovnene endnu
dominerer. Selv efter Norges Adskillelse fra
Danmark 1814 var Jernovnens Magt herhjemme
saa stor, at der trods Mangelen paa
Raamaterialet opstod en Række danske Jernstøberier, det
ældste Meldahl’s Kakkelovnsfabrik paa
Vesterbro. Under Paavirkning fra de yngre
Fajanceovne gik man i de danske Virksomheder mere
og mere over til den cylindriske Jernovnstype,
og i sidste Halvdel af 19. Aarh. har den været
næsten eneherskende i Landet. Først i de
seneste Aartier har man atter optaget ældre
Modeller og billedmæssig Udsmykning.
Vigtigere er dog de ny tekniske Fremskridt, der
gør det muligt at fyre med Kul og Koks i St f.
med Brænde og Tørv og har udformet
Vindovnen til Magasinovn og Kappeovn (smlg.
Opvarmningsanlæg). (Litt.: Sune
Ambrosiani, »Zur Typologie der älteren
Kacheln« [Sthlm 1910]; Harry Fett, »Gamle
norske Ovne«, Katalog [Oslo 1905]; J. Olrik,
»Gamle Jernovne« [Kbhvn 1912]).
C. A. J.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
