Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Stur, Ljudevit - Stura - Sturdee, Frederich Charles Doveton - Sturdza - Sture
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Interesser; efter det ung. Oprør 1848 flygtede han
til Wien, tog virksom Del i den alslaviske
Kongres i Prag, traadte i intim Forbindelse med
Serbere og Kroater og optraadte i det hele
taget som Organisator af Bevægelsen mod
Ungarerne, som ogsaa en Tid satte en Pris paa
hans Hoved. Efter Revolutionskampenes
Ophør trak S. sig tilbage fra Politikken og
helligede sig udelukkende til litterær Virksomhed.
Han udgav nu »Ipevy i pisně« (»Sange og
Viser«), et temmelig middelmaadigt poetisk
Arbejde; endvidere »O navodnich pis nich a poves
dich plemen slovenskych« (1853, »Om de
slaviske Stammers Viser og Sange«); ligesaa skrev
han nu paa Russisk et af sine mest kendte
Arbejder, der først flere Aar efter hans Død (1867)
offentliggjordes i »Elesskva Slavjanstvo i mir
budustjago« (»Slaverne og Fremtidens Verden«),
hvor han gør sig til Talsmand for en
Panslavisme, der falder meget nær sammen med de
russ. panslavistiske Teorier.
A. K.
Stura, Navn paa fiere Smaafloder i Italien,
af hvilke fremhæves S. i det nordvestlige Italien,
Prov. Coni. S. udspringer i Søalperne (1990 m
o. H.) paa Grænsen mellem Frankrig og
Italien, strømmer mod SØ. og træder ved Borgo
San Dalmazzo ned paa den piemontesiske
Slette. Derefter løber den NØ. paa, optager fra
højre Side Gesso og udmunder 3 km NØ. f.
Cherasco i venstre Bred af Pos Biflod Tanaro.
S. er 110 km lang.
C. A.
Sturdee [’stə.di.], Frederich Charles
Doveton, engelsk Admiral, f. 1859, d. 1925.
Særlig kendt fra Slaget ved Falklandsøerne
hvor han nedkæmpede den tyske Admiral von
Spee’s Eskadre og hævnede Nederlaget ved
Coronel, hvor v. Spee havde tilintetgjort en eng.
Styrke. S. udnævntes til Officer 1878 og
gennemgik derefter som farende (sejlende) Officer en
udmærket Uddannelse i alle Flaadens Grene og
udmærkede sig ved forsk. Lejligheder. S.
deltog 1882 i Bombardementet af Alexandria og
derpaa flg. Landoperationer; 1906 tilkendtes der
ham en Guldmedaille for en Prisafhandling.
Allerede 1889 fik han sin første Chefskommando
og 1897—99 var han Chef for den britiske
Styrke under Urolighederne paa Samoa. 1908 blev
S. Kontreadmiral og begyndte 1910 sin
Virksomhed som Eskadrechef; blev Viceadmiral 1913 og
Chef for the War Staff 1914. Herfra sendtes
han i største Hemmelighed af 1. Sølord,
Admiral Fischer, til Sydamerika med to Slagkrydsere
for at tilintetgøre v. Spee’s Eskadre, der var
en stadig Trusel mod de Allieredes Søfart i
disse Egne. Efter at dette var lykkedes,
modtog han af Parlamentet en Belønning paa 10000
£ St. 1915 deltog han i Jyllandsslaget som
Chef for 4. Slagskibsflaade og udnævntes 1917
til Admiral og Øverstkommanderende i
Distriktet the Nore, hvorfra han afgik 1921.
C. B-h.
Sturdza, gl rumænsk Bojarslægt. 1)
Alexander S. (1791—1853), hvis Fader 1792 maatte
flygte til Rusland, var 1817—22 russ. Statsraad
under Capodistrias og udarbejdede under
Kongressen i Aachen 1818 et Skrift, der omsendtes
til Regeringerne, om »Tysklands nuv. Tilstand«.
Han anklagede heri det tyske Folk for
Demoralisation og Irreligiøsitet og særlig Univ. som
Planteskoler for den revolutionære Aand,
medens Rusland pristes som Verdens frelsende
Magt. Skriftet vakte stor Uvillie, da det ved et
Tilfælde kom til Offentlighedens Kundskab. 1822
skrev han et Skrift om Grækenland, ligeledes
i russ. Aand; blev senere igen ansat i
Udenrigsministeriet og til sidst Geheimeraad. Hans
Œuvres posthumes udkom 1858—61 i 5 Bd.
2) Michael S. (1795-1884) blev 1834
Hospodar i Moldau, gennemførte flere materielle
Fremskridt og lagde Grunden til Univ. i Jassy samt
paabegyndte 1844 Zigeunernes Frigivelse, men
modsatte sig 1848 en fri Forfatning, og blev
n. A. fjernet fra Regeringen. 1859 søgte han at
opnaa Valg til Fyrste i Moldau, men
bekæmpedes bl. a af sin egen Søn, Gregorie
(1821—1901), der optraadte som hans Medbejler. Da
Stemmerne derved splittedes, blev Fyrst Cusa
valgt.
3) Demeter S. (1833—1914) fik sin
Uddannelse i Tyskland og blev 1857 Sekretær ved den
foreløbige Regering i Moldau og 1859
Privatsekretær hos Fyrst Cusa. Senere sluttede han
sig til den frisindede Opposition, medvirkede
væsentlig til Cusa’s Afsættelse Febr 1866 og var
derefter en Tid lang Minister for de offentlige
Arbejder. Han var Joan Bratiano’s trofaste og
dygtige Hjælper i Kampen for Landets
Udvikling og Uafhængighed, havde 1877—88 forsk.
Ministerposter og blev efter sin Vens Død 1891
sit Partis Leder. Oktbr 1895—Novbr 1896, samt
paa ny Apr. 1897—Apr. 1899 var han Første-
og Udenrigsminister; blev endelig Febr 1901
Første- og Krigsminister, og var ivrig optaget
af at bringe Landets Finanser paa Fode. Han
var en Modstander af Rusland (har skrevet flere
politiske Skrifter imod det) og Tilhænger af
Tremagtsforbundet. Han gik af Decbr 1904 og
var Marts 1907—Jan. 1909 for fjerde Gang
Førsteminister. Som Sekretær for det rum.
Akademi har han ledet Udgivelsen af hist.
Kildeskrifter, og desuden selv forfattet en Oversigt
over de rum. Mønter (1874).
E. E.
Sture, svenske Adelsslægter.
1) Til den Slægt S., som førte tre Søblade i
Vaabnet, hørte Sten Gustafsson,
sædvanligvis kaldet Sten S. den Ældre, f. c.
1440, d. 1503. Allerede 1466 var S. i Rigsraadet.
Han gør sig først 1464 gældende paa en mere
fremtrædende Maade, da han understøttede
Biskop Kettil Karlsson Vasa i Striden mod
Christian I. Han viste allerede nu sin store Evne
til at faa Bønderne med sig og lede dem. 1470
er han i forreste Række bl. det sv.
Nationalpartis Førere og besejrer saavel Erik Karlsson
Vasa som Christian selv. Gennem
Slægtskabsforbindelser stod han nu Axel-Sønnerne nær;
han var gift med Aage Axelsen’s Datter
Ingeborg. Efter Karl Knutson’s Død blev han, uden
at man nærmere ved hvorledes, valgt til
Rigsforstander og var 1470—97 som saadan Sveriges
Regent. Han viste sig baade tapper og
meget klog og maa siges at have besiddet
virkelige Statsmandsegenskaber. 1471 vandt han
over Christian I det store Slag paa
Brunkebjerg, og hans Stilling i Sverige blev derved
væsentlig styrket. 1483 maatte Sten S. vige for
det aristokratiske Unionsparti og anerkende
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
