Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Støbejern
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
vanskeligere Formninger bruges mere lerholdigt
Sand, Masse, der bedre taaler Jernets Tryk
og ikke beskadiges ved Støbningen og ikke
mister sin Plasticitet, selv om Formningen tager
lang Tid, i Modsætning til alm. Formsand, der
kun er plastisk i vaad Tilstand og derfor maa
benyttes hurtigt, inden Vandet fordamper.
Formsandets Fugtighed bevirker, at Jernets
Overflade afkøles pludseligt, hvorved der
dannes en meget haard Støbeskal, der kun kan
fjernes med Mejsel, ikke med Fil; paa Stykker,
der skal fræses, fjernes den undertiden med
Syre. Ved Masseforme bliver Støbeskallen ikke
saa haard, thi de tørres inden Brugen, for at
Porøsiteten skal blive større. Endelig benyttes
Forme af Ler (med kun lidt Sand), naar der
stilles store Krav til Plasticitet og
Modstandsdygtighed. For Eksempel bruges Ler
undertiden til store Forme, der afdrejes med
Skabelon, men Hovedanvendelsen er til store Kerner,
ɔ: de Formdele, der udfylder Genstandens
(f. Eks. et Rørs) Hulheder og ofte maa bære
frit paa længere Strækninger (se Form,
Formbræt, Former, Formeri,
Formkasse, Formler, Formmaskine,
Formmasse, Formning, Formsand,
Formstift). Jernet udtappes fra Ovnen i store
Skeer ell. Kar, der bæres hen til Formen og
tømmes i den.
Hvis Formen er for tæt, kan Luften ikke
slippe ud, den bliver i Godset som Blærer,
og dette gælder baade den Luft, der findes i
Formen, og den, der er opløst i det flydende
Jern, og som udskiller sig ved Størkningen. Da
Luften stiger til Vejrs i Jernet, vil Blærerne
meget ofte findes i Genstandens øverste Del lige
under Overfladen, der ved sin Størkning har
standset dem. Ved Afdrejning ell. Afhøvling af
Overfladen viser der sig derfor ofte Huller. Ved
Støbningen bliver de Dele bedst, der ligger
nederst i Formen, da Blærerne stiger til Vejrs
herfra, og da Trykket her er størst, saa Jernet
Miver tæt og fuldstændig udfylder Formen.
Genstandene støbes derfor altid med de
vanskeligste Dele nedad; Mufferør støbes f. Eks. med
nedadvendende Muffe, da denne er den
vanskeligste Del og tillige skal være den stærkeste
p. Gr. a. de kraftige Paavirkninger, den faar,
naar der stemmes Bly ind i den. Godsets
øverste Partier bliver daarligst, thi her samler
Blærer og Urenheder sig; Støbetappen (ɔ:
Afstøbningen af Indfyldningshullet) er derfor oftest
blæret. For at blive af med disse Blærer støber
man Rør, Cylindre, Søjler o. s. v. med
Dødhoved, ɔ: støber dem længere, end de skal
være, og skærer bagefter Forlængelsen, i
hvilken Blærerne har samlet sig, af. De nævnte
Genstande bør altid støbes lodret, dels for at
man kan anvende Dødhoved, dels fordi det da
er lettere at bevare den lange Formkernes
centrale Stilling; ved liggende Støbning kan den let
forskyde sig ell. bøje sig p. Gr. a. Opdriften i
det flydende Jern, saa at Godstykkelsen bliver
uensartet. Er Genstanden for lang til at kunne
støbes lodret, maa den i det mindste stilles saa
stejlt som muligt. Mindre vigtige Sager som
Lygtepæle støbes liggende, og Kernen maa da
bæres af Kernestøtter (s. d.), en Slags
Søm, der plantes i Yderformen. For at faa
dem til at staa fast komprimerer man først
Formsandet paa det paagældende Sted ved at
trykke en Bule ind i det, der paa Genstanden
kommer til at vise sig som en rund Vorte, midt
i hvilken Stiften sidder. Denne svejser sig ikke
altid sammen med S., og der opstaar da et
utæt Sted, hvilket er en yderligere Grund til
ikke at støbe Rør liggende, navnlig ikke, naar
de skal udsættes for store Tryk. Ved Støbning
af høje Genstande som Rør kan det hænde, at
Jernet ved det dybe Fald splittes i Draaber, der
størkner, inden de naar Bunden, og ikke altid
smelter igen, saa at de ses i det færdige Gods.
Dette kan undgaas ved at trykke Jernet op i
Formen fra neden. Ofte maa Formene fyldes
fra flere Punkter samtidig, navnlig naar Jernet
skal passere lange, snævre, vandrette Kanaler,
f. Eks. Svinghjulsarme, ellers risikerer man, at
Jernet er halvstørknet, inden det naar sit Maal,
saa at Formen ikke udfyldes helt, ell. to
hinanden mødende Strømme ikke smelter helt
sammen (kold Sammenløbning).
Støbningen maa ske i eet Drag med stadig fyldt
Indløbstragt; løber Tragten et Øjeblik tom, suges
der Luft ind i Formen, Jernoverfladen
overtrækker sig med en Iltehinde og forbinder sig
ikke intimt med det efterhældte Jern. Om
Sammenstøbning af gl. og nyt Jern, se
Svejsning.
Under Afkølingen svinder S., og der kan
derved opstaa Hulheder, hyppigst i de inderste
Partier, hvor Jernet holder sig flydende, efter
at Omgivelserne er størknede og derfor ikke
kan formindske sit Volumen, uden at der
opstaar Hulrum. Undertiden kan Overfladen,
medens den endnu er blød, blive suget ind ell.
endog brydes, nemlig naar der under den
ligger en større Blære, der vokser ved
Omgivelsernes Svind, mens Luften i den samtidig
afkøles, saa der opstaar et Undertryk. Svindet
kan desuden fremkalde Svindrevner i Godset,
saafremt enkelte Dele af dette afkøles hurtigere
end andre. Det kan saaledes hænde, at
Svinghjulsarme trækker sig over, fordi de køler sig
hurtigere end den svære Hjulring. Faren kan
dog formindskes ved at bruge S-formede Arme,
der i St f. at revne retter sig lidt ud. Store
Svinghjul støbes af samme Grund undertiden
med Navet delt i Sektorer, saa at hver Sektor
kan følge den tilhørende Arms
Længdeforandringer. Ved Afkølingen ser man da, hvorledes
Sektorerne først fjerner sig fra hinanden paa
Grund af Armenes Forkortelse, men senere atter
gaar sammen, efterhaanden som Kransen
svinder.
Den uundgaaelige Forskel i
Afkølingshastighed vil medføre, at der i alt Støbegods er
større ell. mindre Egenspændinger, ɔ:
Spændinger, der holder hinanden i Ligevægt.
Hidrører Forskellen fra en Forskel i
Godstykkelsen, kan der gives alm. Regler for
Spændingernes Art. Straks efter Størkningen vil de
spinkle Dele faa Trækspændinger, der
fremkalder blivende Forlængelser af det glødende Jern,
men senere, naar de spinkle Dele er blevne
kolde, vil de svære Dele svinde videre, og
Enderesultatet bliver derfor Trykspændinger i
de spinkle og Trækspændinger i de svære Dele.
Disse Egenspændinger forøger S.’s Skørhed,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
