Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Suffussion - Suffutela - Sufisme - Sugambrer - Sugana-Dal - Sugeaarer - Sugefisk - Sugefødder
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Foranledning, naar f. Eks. en Aareknude
springer. Oftere opstaar dog S. ved Læsioner af
forskellig Art, Kontusioner, Benbrud,
Forvridninger, Forstuvninger o. l.
Blodet siver ud i Bindevævet omkring
Læsionsstedet og kan give ganske alvorlige Lidelser
ved den Spænding i Vævet, som
Blodudtrædningen forvolder. Til andre Tider er Spændingen
meget ringe, men S. udbredt langt omkring,
naar Vævet, hvor Udbredningen sker, er meget
magert og slapt (ældre Mennesker, smaa
Læsioner). Et kendt Eksempel paa S. er »et blaat
Øje«.
(E. A. T.). V. Sch.
Suffutela, se Sbeitla.
Sufisme, religiøs-filosofisk Retning inden for
Islam. Navnet kommer af arab. sûf,
»Uldklædning«; den uldne Dragt var fra gl Tid Tegn
paa Simpelhed. Den ældre S.’s Grundtræk er
from Gudhengivenhed og Livsforagt; den
hævder Koranens rene, uforfalskede Lære,
accentuerende Frygten for Synden og Dommen.
Denne Art S. har sin Hovedrepræsentant i
Hasan Basrî (d. 728). Den mystiske Kærlighed
til Gud, som allerede dukker op hos Hasan,
er stærkere fremtrædende hos den kvindelige
Sufi Râbia (d. 801). S. udvikler sig nu,
navnlig i pers. og pers. prægede Kredse, til en Art
Filosofi, idet den undergaar stærk Paavirkning
fra Nyplatonismen, som fra 8.-9. Aarh. af igen
blev kendt i Orienten gennem Overs. paa
Arabisk. S. bliver en Reaktion mod Bogstavtroen.
Dens mest fremtrædende Skelnemærker er
Askese, Kvietisme og det mystiske og personlige
Kærlighedsforhold til Gud, der er lig Altet, det
eneste virkelig eksisterende. Verden er et
Blændværk, som »den Vidende« skal befri sig
fra ved i ekstatisk Kontemplation at fortabe sig
i Guddommen. Skabningen er fremgaaet af
Urvæsenet gennem en Række Emanationstrin, og
den mystiske Viden skal vise os Vej til at
vende tilbage ad de samme Trin, indtil vi atter
gaar op i Gud. Alt Begær, Sorg og Pine, har
deres Oprindelse i Selvet, og ogsaa Selvet er
en Illusion, som vi skal fly gennem
Gudskærligheden. »Den Vidende«, der er befriet fra
Selvet, er dermed befriet for, hvad Menneskene
kalder godt og ondt; ofte kalder Sufien endog
sig selv Gud. S. er i øvrigt ikke stærkt
dogmatisk udformet; derfor er der Adgang til den
fra alle Sider. Særlig kendt fra den ældre Tid
er Ibrâhîm Adham Marûf (d. 816),
Bistâmî, Djonaid og navnlig Uldkarteren
Hallâdj, en af disse mærkelige Blandinger
af en Profet af Overbevisning, en
Humbugsmager og en politisk Agitator, som saa ofte har
vakt Oprørsbevægelser i Orienten. Han blev
fanget og dræbt 922 og kanoniseredes senere af
Sufierne som Martyr og Helgen. Teologen
Ghazâli (d. 1111) forsøgte at bringe S. ind under
den ortodokse Skolastiks Rammer ved at
forkaste de mest yderliggaaende Ekstaseteorier og
lægge Hovedvægten paa Askesen og den
fromme Livsvandel. Men Ekstasen vedblev dog at
træde i Forgrunden. De pers. Digtere, der gav
S. en poetisk Behandling, symboliserede
Ekstasen og Gudskærligheden ved Vinen og den
jordiske Kærlighed, saaledes Abu Saîd (d.
1049) og Abdallâh Ansârî (d. 1088), som
behandlede de sufiske Motiver lyrisk,
aforistisk-epigrammatisk. Samtidig med, at den sufiske
Terminologi begynder at trænge ind i alle den
pers. Digtnings Arter, og S. mere ell. mindre
farver alt pers. Aandsliv, indleder Hakîm
Sanâî (d. c. 1150) Overgangen til den sufiske
Læredigtning, som fuldbyrdes af de store
Klassikere Ferîded-dîn Attâr (d. 1230) og
Djelâl-ed-dîn Rûmî (d. 1273). Den førstes
»Fuglenes Tale« og den andens »Mesnevî« er
poetiske Fremstillinger af S.’s
Livsbetragtninger og Aspirationer under Allegoriens Form.
Mere tørt systematisk, men ligeledes i poetisk
Form er S. behandlet af Schebisterî (d.
1320) i »Hemmelighedernes Rosenbed«, medens
Sadî (d. 1291) lægger Hovedvægten paa
den praktiske Morallære. Paa Arabisk er de
sufiske Lærdomme fremstillede af As-Sarâdj
(d. 988), Al-Kushairî (d. 1072), Hudjwîrî
(d. 1075) og Ibn Arabî (d. 1240). - Med S.
hører ogsaa det for den muhammedanske
Orient saa karakteristiske Dervishvæsen sammen.
Dervishordener er grundlagte allerede i 9.—10.
Aarh. e. Kr. af Bistâmî og Djonaid; senere
fremtraadte andre Ordener som
Suhravardierne og Tschitschierne (fra
12.—13. Aarh.), Nakschbendierne (14. Aarh.),
alle opkaldte efter deres Stiftere, og de endnu
florerende Mevlevier (»dansende Dervisher«,
stiftede af den nævnte Djelâl-ed-dîn Rûmi) og
Rufâîer (»hylende Dervisher«). (Litt.:
Johs. Pedersen, »Muhammedansk Mystik«
[Kbhvn 1923]).
A. C.
Sugambrer, mindre rigtigt Sigambrer,
hed en tysk Stamme ved Rhinen i det nuv.
Westfalen. Efter Folkevandringen brugtes
Navnet i lærd og digterisk Sprogbrug om Frankerne
i Gallien og ved Rhinen.
G. S-e.
Sugana-Dal, Val Sugana, Bjergdal i
Alperne i den sydlige Del af Tirol, ligger
mellem de sydtirolske Dolomitalper med
Cima-d’Asta-Gruppen og Belluneser-Højalperne mod
Nord og de lessiniske Alper med Cima Dodici
mod Syd, strækker sig i en Bue fra Vest—Øst
og gennemstrømmes af øvre Brenta. S. gaar
mod NV. over i Fersina-Dalen, der ved Trient
udmunder i Adige-Dalen. Omtr. i Vandskellet
mellem Fersina og Brenta ligger Søerne Lago
di Caldonazzo (449 m o. H.) og L. di
Levico. S. har stor Vinavl og er rig paa
Morbærtræer. Den vigtigste By er Borgo
(s. d.).
(H. P. S.). O. K.
Sugeaarer, d. s. s. Lymfekar.
Sugefisk, se Makrelfisk.
Sugefødder benævnes de fine, føleragtige
Dannelser, der hos Pighudene i talrig Mængde
findes udviklede i de Afsnit af Legemet, der
betegnes som Radierne. Hver S. er en
blødhudet og meget bevægelig Udposning af
Kropvæggen; den indeholder et Hulrum, som staar
i Forbindelse med Vandkanalsystemet og ved at
fyldes med Vædske fra dette bringer S. til at
strække sig ud. I Reglen ender S. i Spidsen
med en virkelig Sugeskaal, som hos
Søpindsvinene er støttet af en særegen, af flere
Smaaplader sammensat Kalkskive. I andre Tilfælde,
f. Eks. delvis hos de uregelmæssige
Søpindsvin samt hos Slangestjernerne og Søliljerne,
mangler derimod Sugeskiven, og disse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
