Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sveber - Sved - Sved, elgelsk - Svedafsondringen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
en Erstatning derved, at deres østlige Fortrop
Markomannerne (s. d.) fortrængte den galliske
Stamme Bojerne fra Böhmen. Herudfra stiftede
Kong Marbod mellem Aar 9 og 2 f. Kr. et
storsvebisk Rige, der omfattede Stammer til helt op
imod Elb-Mundingen, saasom Langobarderne.
Dette Rige, det første Tilløb til en tysk
Stormagt, styrtedes allerede Aar 19 e. Kr. af
Frihedshelten Armin, men dog fik Svebernavnet
hos Romerne i den flg. Tid en endnu større
Rækkevidde, thi ogsaa Goterne og de øvrige
Stammer i Østgermanien, ja selv Sveerne blev
medindfattede derunder; det var kun
Indbyggerne af Jylland og Nordvestgermanien, til
hvem det aldrig udstraktes. Selv om denne
romerske Opfattelse er overdreven, saa er det
sikkert, at S. i Oldtiden dannede en vidt
udstrakt Stammegruppe, der kaldte sig »Sønner
af Ermin« og havde sit Centrum i en
Nationalhelligdom i S.’s Moderland. Et ydre
Kendemærke for S. fandt Romerne i den saakaldte
»svebiske Haarsætning«, der var en kort,
hestehaleagtig Pisk, men det er et Spørgsmaal, om
denne egl. var særlig for S. I
Folkevandringstiden skrumper Svebernavnet atter ind, idet f.
Eks. de markomanniske S. kalder sig Bayrer;
fra nu af bliver det kun hængende ved enkelte
spredte Stammer. Nordsveber spiller endnu en
Rolle i nordisk og eng Heltedigtning. Saaledes
optræder deres Legemliggørelse »Kong Svafner
af Svafaland« i Kvadet om Helge Hjørvardson.
Om en navnkundig Forsvarskamp mod S. ved
Eideren handler det eng. Sagn om
Anglerkongen Offa = Uffe hin spage. En Afdeling S.
deltog i Landnamstogene til Nordgallien og
nedsatte sig ved Antwerpen. Senere indtoges S.’s
Hjemland af Venderne, og S. tyede over til
»Swebengau« paa Elbens Vestbred; denne
Nybygd maatte de værge ved en haard Strid med
de Sachser, der havde hjulpet Langobarderne
med Italiens Erobring og nu vendte hjem. Aar
748 optræder S. sammen med Sachserne som
Frankernes Fjender; siden gaar de op i
Sachserne og forsvinder af Historien. Sydsveberne i
Böhmen og Østerrig spillede ogsaa en hist.
Rolle, idet de kæmpede snart med Romerne,
snart med Goterne. En Del af dem drog 409
med Vandalerne gennem Gallien til den spanske
Halvø. Fortrængt vestpaa af Goterne lagde de
Grunden til det senere Portugal; de kom hurtig
under gotisk Herredømme og romaniseredes
(kendt Personnavn: Berengaria = Dronning
Bengerd). Af de tilbageblevne S. deltog nogle
i Frihedskampen mod Hunnerkongen Attila’s
Sønner i Ungarn Aar 453. Andre bosatte sig i
det nuv. Sydvesttyskland, hvor de lever den
Dag i Dag som Svaberne, tysk Schwaben. Disse
S. udgjorde et rigeligt Element bl. de tyske
Nybyggere, der siden 11.—12. Aarh. indkaldtes
af de ung. Konger; deraf kommer det, at paa
Magyarsk »Svaber« er blevet til et folkeligt
Navn for Tyskere.
G. S-e.
Sved kaldes Afsondringen fra Hudens
Svedkirtler (om Hudens forskellige Kirtler (se
Kirtel). S. er en farveløs Vædske, der kun
indeholder faa faste Stoffer i Opløsning.
Sammensætningen varierer; i Gennemsnit bestaar S.
af c. 98 % Vand, c. 1 % Klornatrium (Kogsalt)
og c. 1 % andre Salte og organiske Stoffer.
Blandt de organiske Stoffer kan nævnes
Cholesterin, Urinstof og Urinsyre. Mængden af de to
sidste Stoffer kan være forøget ved
Nyresygdomme. Ved daarlig Hudpleje bliver de
organiske Stoffer i Hudens Sekreter omdannede af
Bakterier, som findes paa Huden. Herved kan
Hudsekreterne, ogsaa S., blive ildelugtende.
Naar S.’s Urinstof paa denne Maade spaltes,
dannes Ammoniak, der gør Sveden alkalisk.
Oftere spaltes Fedtstofferne, som udskilles af
Hudens Fedtkirtler og maaske ogsaa findes i
S. Herved dannes frie Fedtsyrer, som delvis er
lugtende, og som kan gøre S. sur. Den ilde
Lugt ved Fodsved skyldes saadanne Processer
og kan bekæmpes ved Renlighed og ved
Badning med forskellige desinficerende Vædsker.
Udtrædning af Blod fra Svedkirtlerne
(Blodsved) har spillet en Rolle i folkelige
Forestillinger, men er et overordentlig sjældent
Fænomen, der kan skyldes Bristning af Blodkar ved
Svedkirtlerne. S. spiller en vigtig Rolle i
Legemets Varmeregulation, idet dens Fordampning
virker afkølende, og en varierende, undertiden
meget stor Del af Legemets Varmeafgift
skyldes denne Fordampning.
L. F.
Sved, engelsk, se Frisler.
Svedafsondringen er overordentlig
forskellig hos de forskellige Dyr. Nogle synes slet ikke
at kunne svede (f. Eks. en Række Gnavere, Kanin,
Rotter og Mus), andre Dyr sveder ikke fra den
behaarede Del af Legemet, saaledes Hunden
og Katten; derimod kan disse Dyr og særlig
Katten svede fra de nøgne Fodsaaler. Hos
Mennesket er S. meget forskellig udviklet
hos forskellige Individer og kan ske fra
hele Huden (se Svedkirtlerne), men
særlig stærk er den i Haandfladerne,
Fodfladerne, Panden og Nakken. Som alle andre
Kirtelafsondringer er S. i høj Grad afhængig af
en Række indre og ydre Forhold. Blandt
de første spiller Nervesystemet en vigtig
Rolle. Svedkirtlerne er forsynede med Nerver,
der væsentlig synes at tilhøre det sympatiske
System, men som har »Centrer« saavel i
Rygmarven som i den forlængede Marv. En direkte
Pirring af visse af disse Nerver frembringer en
rigelig Afsondring, medens Pirringen af andre
synes at udøve en hemmende Indflydelse paa S.
Under almindelige Forhold paavirkes disse
Nerver dels ved Reflekser fra Huden, navnlig
gennem Temperaturnerverne, dels gennem
psykiske Paavirkninger. Det er almindelig kendt, at
f. Eks. Angstfornemmelsen udøver en stærk
Virkning paa denne Funktion. Blandt de øvrige
fysiologiske Faktorer spiller
Temperaturen den alt overvejende Rolle. Selv ved
sædvanlig Temperatur finder der en stadig om end
ringe Svedsekretion Sted, men stiger
Omgivelsernes Temperatur (for de beklædte Dele af
Huden altsaa Luften under Klæderne) til
33—34°, indtræder ret pludselig en overordentlig
Forøgelse af S., saa at Sveden nu ikke mere
faar Tid til at fordampe, efterhaanden som den
afsondres, men flyder som Vædske ud over
Huden. Varmens Evne til at fremkalde Sved
er almindelig kendt og bliver benyttet i
Medicinen i Form af Bade (varme Dampbaade,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
