Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sverige (Naturforhold)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Humuspartiklerne, f. Eks. Gide älv, Öre älv,
Råne älv m. fl. De store Elve, som har deres
Kilder i Fjeldregionen, fører derimod klart
Vand. De højere Egne er alle skovklædte, og
her findes Hovedmængden af S.’s vældige
Skovarealer, der spiller saa stor en Rolle for
Verdensøkonomien. Skovomraadets Længde fra
NNØ. til SSV. strækker sig over mere end 1000
km, og Arealet udgør c. 100000 km2 i Norrland,
Dalarne og Värmland. Bredden er 150—250
km. Skovfyrren (Pinus silvestris) er det
hyppigste Skovtræ i de tørre Egne, og hvor
Skovbrande har hærget, medens Rødgran (Picea
excelsa) hersker i de fugtigere Egne. Paa
Tørvemoserne findes af Trævækst kun Grupper
af Fyr (»Marrtallar«), medens Overfladen i
øvrigt dækkes af Lyngarter, Tørvemos og
Stargræsser. Større landskabelig Skønhed findes
kun ved Søerne og enkelte isolerede Dalkløfter;
ellers er Landskabet uhyre ensformigt. Landet
har været vanskeligt at trænge frem i p. Gr. a.
de store Afstande og de daarlige
Kommunikationer. Med Undtagelse af Jämtlands
frugtbare Siluromraader er Dyrkningsmulighederne
smaa. De fleste Græsgange, Indhegninger og
Marker, vil man stedse se, ligger paa de
sydeksponerede Skraaninger, fordi Jorden her
opvarmes mest og Frosten bedre kan undgaas.
I Omraadets sydlige Dele har Kulturen gjort
store Fremskridt p. Gr. a. det mildere Klima
og de mange værdifulde Malmlejer, der navnlig
findes i Dalarne og Värmland (Bergslagen).
3) Kystlandet langs den bottniske Bugt
dannes af et Bælte af Havaflejringer. I Norrland
naar disse Havaflejringer til 200 m o. H. og
100—150 km ind i Landet; i Ångermanland, Medelpad
og Hälsingland endog 250 m o. H., men sjælden
mere end 50—80 km fra Kysten, i Dalarne til
150—200 m o. H. De marine Sand- og Lerlag
danner en sammenhængende Bræmme langs
Kysten og breder sig langt op i Elvdalene, hvor
dog fluviatile Aflejringer (Deltadannelser) er
mest fremtrædende. Da Havet i senglacial Tid
rullede hen over de nuværende Kystegne,
skyllede det Istidsaflejringerne bort fra Højderne,
saa langt Brændingen kunde naa, og afsatte igen
dette Materiale paa Havbunden, som nu for en
stor Del er Land — hævet Skærgaard. Her
træffes store opdyrkede Arealer, som stadig
udvides. Det er et Nybyggerland. Iøvrigt ligger
store Strækninger hen som Skov, Krat, Hede,
Mose, Kær og Smaasøer. Ved Norrlands Kyster
staar mange Steder en 10—20 m bred Bræmme
af Graaæl (alnus incana), bag hvilken
Naaleskoven trænger frem. Ved den øvre marine
Grænse er i Elvdalene aflejret groft Sand, hvor
Fyrren trives udmærket (Tallmoar). — Efter
Landhævningen gravede Elvene sig ned
gennem de unge løse Jordlag til deres gamle Leje
paa den faste Klippegrund. Langs Bredderne
forekommer derfor ofte stejle Ler- og
Sandskrænter (Nipor) af betydelig Højde.
Det mellemsvenske Lavland er et
Brudomraade, som danner en Sænkning
mellem Skagerrak og Østersøen. De tektoniske
Forhold i Sænkningens Bund er i nogen Grad
skjulte under Morænematerialet og det senglaciale
Ishavs Aflejringer. Hist og her rager
Grundfjeldet frem som Horste, f. Eks. Kolmården N.
f. Bråviken og Højderne omkring Nordenden
af Vättern (Tiveden m. fl.). De dybest sænkede
Partier opfyldes af de store Søer. Brudliniernes
Retning er forskellig Ø. og V. f. Vättern. Ø. f.
Vättern hersker et System af Brudlinier, der
forløber i øst-vestlig Retning, og som har været
bestemmende for Hjälmarens, Mälarens og
Bråvikens Opstaaen. Ældre end dette
Brudliniesystem er et nordvest-sydøstligt System, som
stemmer overens med Vandløbenes Retning i
denne Del af Landet. V. f. Vättern gaar
Brudlinierne fra NNØ. til SSV. og indeslutter
mellem sig dybe Gravsænkninger og Spaltedale.
Den mest fremtrædende Gravsænkning udfyldes
af Vättern med en Længde af 131 km, en
Bredde af 20 km og en største Dybde af 120 m. Af en
helt anden Natur er derimod Vänern, som
egentlig bestaar af to med hinanden forenede brede
og flade Bækkener, hvis Oprindelse skyldes det
samme Brudliniesystem. Vänern er S.’s
største Sø. Den ligger 44 m o. H. med et Areal af
5546 km2 og en største Dybde af 89 m, medens
største Delen er mindre end 50—60 m dyb.
Medens Hovedmassen af Mellemsverige har en
stærkt kuperet Overflade isprængt med en
Mængde Søer, findes der enkelte Omraader
med en paafaldende jævn og søfattig Overflade.
Dette er saaledes Tilfældet med Egnen S. f.
Vättern, et Strøg mellem Vättern og Bråviken
og et andet Strøg mellem
Hjälmaren—Mälaren. Det kuperede Terrain opnaar dog kun
ringe Højde. En Mængde Aase gaaende fra
Nord til Syd træffes særlig i Uppland,
Västmanland og Södermanland. I Närke og andre
Steder optræder ogsaa Drumlins. Fra det sydlige
Gästrikland og Uppland, over den nordlige Del
af Västmanland og Dele af Kopparbergs og
Örebro Län indtil Värmland strækker sig et
Bælte af malmførende Bjergterrain. Syd f. dette
breder sig Uppsala slätt, Slättbygden i det
sydlige Västmanland, som i Syd skilles fra Närke
slätt af det skovklædte Højdedrag Käglan (111
m), Närke slätt begrænses i V. af Kilsbergen
(280 m) og i Syd af Tiveden (240 m), en ensom
Skov- og Bjergegn, der fra gammel Tid danner
Grænsen mellem Närke og Västergötland. I Ø.
fortsættes Tiveden af Tyllöskogen (227 m), der
fra Vättern strækker sig hen mod Hjälmaren.
Ø. f. Vätterns nordlige Del ligger den lille
Tjällmo slätt, og Ø. f. denne hæver sig langs
Nordsiden af Bråviken Kolmårdens 167 m høje
skovklædte Højdedrag, som indeholder den
finkornede Kalksten, der kendes under Navnet
Kolmårdsmarmor. I N. gaar Kolmården over
i Södermanlands Søplateau. S. f. disse
Højdedrag ligger Mellemsveriges største Sletter,
Öster- og Västergöta slätt. Den første
begrænses i S. af det smaalandske Højland og hæver sig
mod V. til den 10 km lange og 3 km brede
Horst Omberg (265 m), der bestaar af Granit,
prækambriske og kambrisk-siluriske Dannelser.
Horstens Vestside, der falder stejlt af mod
Vättern, er rig paa Huler. Västergöta slätt
begrænses ligeledes i Syd af Småland. I Ø. skiller
Hökensås (353 m), en Udløber af det
smålandske Højland, Västergota slätt fra Vättern. Mod
N. fortsætter Hökensås i Tiveden og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
