Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sverige (Retsvæsen)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
disse tre sidstnævnte er nordiske Love.
Fremdeles kan nævnes Lov om Børn uden for
Ægteskab. Endelig Forslag 1925 til »Lag om arf«
(efter Loven). Naar hertil kommer et
paabegyndt Forslag til Lov om Testamenter og
om Dødsboskifte, er hele »ärfdabalken« fornyet.
I Slutningen af 1926 fremkom et
»principbetänkande«, omfattende hele den civile og kriminelle
Retspleje. En Reform af Straffeloven er ogsaa
under Udarbejdelse. Alle disse Love og Forslag er
udarbejdet med Opbydelse af stor og udmærket
Arbejdskraft. Motiverne er hele retshistoriske
og nutidsvidenskabelige Værker. Før saadanne
Forslag forelægges Rigsdagen, gennemgaas de
i »lagrådet«, der bestaar af 3 Dommere i
»Högsta Domstolen« og een Dommer fra den højeste
administrative Ret, Regeringsretten.
Behandlingen i Rigsdagen med det for begge Kamre
fælles staaende Udvalg, »lagutskottet« er særlig
praktisk for denne Art Love. Det svenske
Lovsprog er klart og koncist. Det har lige til
Nutiden bevaret et vist Præg af gammeldags
vedtægtsmæssig Udtryksform, omend ingenlunde
de gamle Loves Poesi har kunnet bevares (se
»1734 års lag«’s Begyndelse: »vill man (Mand)
hjonalag [Ægteskab] bygga [indgaa]; då skall
han mö av hennes giftoman begära, och ej med
våld taga, eller hemligen till sig locka«).
Den svenske Ret (og den finske for en stor
Del i Efterligning af denne) har ligesom den
danske og norske altid udviklet sig paa sit
nationale Grundlag. Oprindelsen viser i
Hovedlinierne stor Lighed med øvrig nordisk og
germansk Ret. Den sydgermanske Rets
Paavirkning fra romersk Ret i den tidligere
Middelalder naaede ikke saa langt N. paa. Derimod
har kanonisk Ret og almindelig protestantisk
Kirkeret haft sin store Indflydelse; ligesaa den
hanseatiske Ret paa Søretten. Interessante er
Olaus Petri’s »Domareregler« fra
Reformationstiden, der findes aftrykte f. Eks. foran i
Hjalmar Westring’s »Sveriges Rikes Lag«, en
fortrinlig 1-Binds Udgave af de vigtigste Love, som
fra 1909 er udkommet hvert Aar.
Igennem de senere Aarhundreder til langt
ind i det 19. har Romerret og romanistisk
Videnskab haft sin store Indflydelse paa
Retsvidenskaben saavel hos Professorerne som
hos Lovkoncipister og Domstole. Selvfølgelig
har ogsaa de ledende Landes Ret — ikke
mindst Tysklands — gjort sin Indflydelse
gældende. Alt omtrent paa samme Maade
som i Danmark og Norge. Ligesom Sverige i
udpræget Grad har fastholdt en ubrudt Linie
i sit Stats- og Retsvæsens Udvikling gennem
alle Tider, har dens Lovgivning, Retsudøvelse
og Retsvidenskab i udpræget Grad bevaret sit
nationale Særpræg.
Hvor det gælder de moderne »fællesnordiske«
Love vil Danske eller Norske finde en næsten
fuldstændig gennemført Ensartethed. Men ogsaa
ellers er Hovedliniernes Lighed stor. De talrige
større eller mindre Forskelle er det umuligt
her blot i Korthed at opregne. Men visse
Ejendommeligheder kan fremhæves:
Svensk Ret har altid lagt stor Vægt paa at
værne Borgerens, ikke mindst Menigmands,
personlige og statsborgerlige Rettigheder. Høje
Embedsmænd overvaager dette, dels
Justitiekansleren (s. d.), udnævnt af Regeringen (han
er tillige Rigsadvokat), dels Justitie- (s. d.) og
Militieombudsmændene, der begge er valgte af
Rigsdagen for at føre Tilsyn med henholdsvis
civile og militære Embedsmænd, og som kan
paatale deres Embedsforseelser. Et andet Led
i Borgerbeskyttelsen er Reglen i
»Regeringsformen« (Grundloven) af 1809, hvorefter alle
Administrationen og Domsvirksomheden
vedrørende Aktstykker skal være tilgængelige for alle;
enkelte Undtagelser er dog gjort, f. Eks.
angaaende diplomatiske Aktstykker. Mærkes kan
ogsaa Regeringsformens Regel om, at Rigsdagen
kan afskedige Højesteretsdommere
(»Justitieråder«).
Sverige har aldrig haft nogen egentlig
(monopoliseret) Sagførerstand; enhver kan møde som
Fuldmægtig for Domstolene. I nyeste Tid har
dog en Landssammenslutning af praktiserende
Advokater (Svensk Advokatsamfund), der stiller
ret strenge faglige og moralske Betingelser for
Optagelsen og holder Justits blandt sine
Medlemmer, skabt et tilfredsstillende Sagførervæsen.
Tidligere fungerede som Advokater — foruden
vicehäradshövdingar, d. v. s. Jurister, der har
været uddannede som Dommerfuldmægtige —
navnlig paa Landet forskellige Slags Folk, f.
Eks. Gaardejere, som havde skaffet sig
Lovkundskab. Sagførerens Virksomhed i Sverige
bliver særlig omfattende, fordi man der ikke
kender til Skifteretter.
Domstolenes Organisation er omtrent som i
Danmark og Norge; dog maa det fremhæves,
at Meddomsmænd uafbrudt fra Oldtiden til
Dato har medvirket i Underdomstolene, baade
ved civile og kriminelle Sager.
»Högsta Domstolen«, som i 1789 blev udskilt
af Kongens Raad, har bl. a. den
Ejendommelighed, at ingen Sagførere (Parter) optræder,
men at Sagerne forberedes af særlige
Embedsmænd, Revisionssekretærer.
Den nyeste Lovgivning har i vidt Omfang
søgt at beskytte Børnene, baade de ægte Børn
og Børn udenfor Ægteskab. Moderen til de
sidste støttes af særlige kommunale Embedsmænd,
»barnavårdsmän«, disse »Mænd« er ofte
Kvinder. Umyndiges Arv og anden Formue bestyres
af særlige Formyndere under lokalt Tilsyn;
man har ikke i Lighed med den danske
Ordning villet indføre noget almindeligt
Overformynderi, og man har endog i nyeste Tid
ophævet det Overformynderi, der var oprettet for
Sthlm’s Borgere. Svenskerens, ikke mindst
Bondens, stærke Retsfølelse — og Mangelen paa
Sagførere — har medført en udbredt
Lovkundskab og Interesse for Retsspørgsmaal hos den
svenske Lægmand. En Støtte har han fundet i
Udgaverne af »Sveriges Rikes Lag«, som i lang
Tid har foreligget. Disse Forhold har paavirket de
svenske Loves Form. De giver ofte ret
indgaaende Anvisninger om, hvorledes Borgeren skal
optræde i Retsforhold. Man kan tale om en
Tilbøjelighed til populær Forstaaelighed, der
selvfølgelig ikke altid helt lykkes, idet
Lovgiveren med Rette aldrig giver Afkald paa
retlig Skarphed i Reglens Indhold og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
