Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sverige (Sprog)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
14. Aarh., men ombyttes mod Slutn. af dette
Aarh. med th = ustemt Spirant og dh =
stemt Spirant: f. Eks. i ældre Haandskrifter
þak Tag, lepa lede, i yngre thak, ledha
(olddansk thak, lethæ). Imidlertid er de
grafologiske Spørgsmaal i Oldsvensk endnu kun lidet
undersøgte.
Sproget i de ældre Haandskrifter (fra omkr.
1250 til 1350 ell. 1375) kaldes til Adskillelse fra
en senere Tids Sprog »ældre Oldsvensk«
eller »klassisk Oldsvensk«. I grammatikalsk
Henseende adskiller det sig fra det mere
oldtidsmæssige Sprogstadium, som fremtræder i de
ældre Runeindskrifter, og hvilket det klassiske
islandske endnu i mangt og meget har bevaret,
hovedsagelig ved flg. Forandringer: Tvelydene
er trukne sammen til enkle Vokaler, f. Eks.
øgha Øje, isl. auga, drøma drømme, isl.
dreyma, sten, Sten, isl. steinn. e er ofte blevet til æ,
f. Eks. knæ Knæ, isl. kné, læsa læse, isl. lesa. ia
er ofte blevet til iæ og iu til y, f. Eks. hiærta
Hjerte, isl. hiarta, flygha flyve, isl. fliúga, h
udstødes foran l, n, r, f. Eks. løpa, løbe, isl.
hlaupa. d indskydes mellem ll og r og nn og r,
f. Eks. falder, isl. fellr; b mellem m og et
følgende r eller l, f. Eks. himblar Himle. En
Hjælpevokal er indskudt i Ord, der ender paa
r og en foregaaende Konsonant, f. Eks. fisker
Fisk, isl. fiskr. Bøjningssystemet er
simplificeret i Sammenligning med det islandske. I
Substantiverne er mange af de gamle
Bøjningsmaader opgivne og de tilbageværende er
simplificerede, saaledes at Vekslinger mellem
forsk. Vokaler i forsk. Kasusformer (isl. Nom.
Sg. land, Land, lond, Nom. Pl. londom) er
ophævede til Fordel for en af disse Vokaler
(oldsv. land, Pl. land, landum). I Verberne er
de tre Personer i Singularis faldne sammen
(undtagen i Fortid af de stærke), saaledes at
de alle ender paa r i Præsens Indikativ, paa i
i Fortid af svage Verber og i Konjunktiv.
Præsens af de stærke Verber har laant Infinitivens
Vokal; isl. skióta, skyde, Præs. skýtr, oldsv.
skiuta, skiuter o. s. v. Disse Forandringer deler
Oldsvensk med Olddansk, men dette er gaaet
langt videre, navnlig i Henseende til
Bøjningernes Opgivelse. I Oldsvensk bøjes f. Eks. et alm.
Ord som »Tyv« næsten fuldstændig paa isl.
Maade: Sg. Nom. þiuver, Gen. þiufs, Dat. þiuvi,
Akk. þiuf, Pl. Nom. þiuvar, Gen. þiuva, Dat.
þiuvum, Akk. þiuva. I det samtidige Danske
(Sjællandsk og Jydsk) har Sing. to Former:
thiuf for Nom. Dat. Akk. og thiufs for Gen.,
Plur. kun een: thiuuæ. Og paa lignende Maade
forholder det sig med andre Subst., med
Adjektiver og Verber.
Denne ældste Oldsvenske Sprogform forandrer
sig allerede i Løbet af 14. Aarh., men i Beg. kun
ubetydeligt. De ovenn. Haandskrifter staar i det
hele taget alle paa det oldtidsmæssige
Standpunkt, undtagen i Henseende til visse
Forandringer i Endelsesvokalerne. Fra den sidste
Halvdel af 14. Aarh. har vi ikke saa mange
Haandskrifter af større Omfang, men saa mange
flere bliver de fra Tiden omkr. 1400 til Slutn.
af den Oldsvenske Periode, som regnes til 1526.
Hovedmassen af Litteraturen er nu den
religiøse, som udgik fra Klostrene, først og
fremmest Birgittinerklosteret i Vadstena. Her
udfoldedes en livlig Oversætter- og
Forfattervirksomhed, hvilken for en Del var begyndt
allerede i 14. Aarh., men som hovedsagelig er
bevaret til vor Tid i Haandskrifter fra 15. Aarh.
Fra 15. Aarh. har vi ogsaa talrige Haandskrifter
af verdsligt Indhold, Oversættelser af
middelalderlige Ridderdigte, Rimkrøniker, Lægebøger m.
m. Det sv. Sprog anvendes nu, fra og med den
anden Halvdel af 14. Aarh., alm. ved Siden af
Latinen, som hidtil havde været eneraadende,
Dansk og Nedertysk som Forretningssprog og
diplomatisk Sprog. (De fleste Haandskrifter fra
denne Tid er udgivne af »Sv.
Fornskrift-Sällskapet« (se ovf.). Samlinger af officielle
Dokumenter af J. G. Liljegren, B. E. og E.
Hildebrand og S. Tunberg,
Diplomatarium, Suecanum, I—VI (Sthlm 1829—1921,
fortsættes), C. Silfverstolpe og K. H.
Karlsson, »Svenskt diplomatarium«, ny Serie, I—IV
[Sthlm 1875-1904] m. fl.).
Sproget i Haandskrifterne fra Perioden
1375—1526 kaldes yngre Oldsvensk eller
Middelsvensk og afviger i meget fra
Lovenes Sprog. Et Skriftsprog kan nu
siges at eksistere i væsentlig højere Grad end
tidligere. I Særdeleshed frembyder de talrige
Haandskrifter, som nedskreves i
Vadstena-Klosteret, først og fremmest de af religiøst
Indhold, i deres Sprog en Ensartethed og Fasthed,
som ikke kan have sin Grund i andet end, at
der er opstaaet en Skribenttradition, og at den
er bevaret i Klosterskolen. Man har Ret til at
tale om et Vadstenaskriftsprog, selv om dette i
Henseende til Ensartethed langtfra opfylder de
Fordringer, vi nu er vante til at stille over for
Begrebet »Skriftsprog«. Dette Sprog, som
formodentlig opr. grunder sig paa 14. Aarh.’s
østgøtiske Dialekt, følger i forholdsvis ringe Grad
Forandringerne i det talte Sprog. Endnu i
Haandskrifter fra Periodens Slutn., Beg. af 16.
Aarh., bevarer det Oldtidsformer, som i
Talesproget rimeligvis for længe siden var
forsvundne. I stilistisk og tillige syntaktisk
Henseende er det i høj Grad paavirket af det
samtidige Klosterlatin. Fra Vadstena spreder det
sig til andre Klostre i S. og benyttes endog i
Birgittinerklostrene i Norge og i Danmark. Men
naturligvis maa vi ikke tænke os, at dette Sprog
nogen Sinde har været Talesprog, ikke engang
inden for Klostrenes Mure. Det tilhørte
udelukkende de religiøse Litteraturfrembringelser
og de strengt ceremonielle Andagtsøvelser. Naar
en dansk Birgittinernonne skrev et Privatbrev
til sine paarørende, var hendes Sprog Dansk og
ikke Birgittinersvensk.
I Perioden viser der sig ogsaa Tendenser til en
verdslig Art af Fællessprog, nemlig et
officielt Kancellisprog, som benyttedes i
kgl. Breve, Embedsskrivelser, Købekontrakter
o. s. v. Dette Sprog var ikke fuldt saa
konservativt og arkaiserende som det religiøse,
ejheller saa afhængigt af Latinen. I Stedet
knytter det sig til en vis Grad til Lovsproget, men
staar ogsaa i livlig Kontakt med de officielle
Sprog i Nabolandene, Danmark og
Nordtyskland, fra hvilke det optager talrige staaende
Vendinger (f. Eks. nest forledhen, ledugha oc
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
