Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sverige (Kunst)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Manér. Fra ovenn. Breda holdtes der dog en
koloristisk Overlevering vedlige gennem flinke
Kunstnere som Sandberg, Laureus og Mörner,
der fik Bet. i de flg. Decennier, især Sandberg,
en ikke aandfuld, men solid
juste-milieu-Skikkelse, hvis Blomstring falder i 1820’erne og
1830’erne (Fresker i det gustavianske Gravkor i
Upsala). Han og hans Fæller traadte op mod den
vidt udbredte Dilettantisme, ikke sjældent af
tarveligste Art. I det hele kom Amatørkunsten
længe til at spille en ejendommelig Rolle i S.’s
Malerkunst, ofte en højt begavet Dilettantisme
(mange Militære), som con amore brugte
Penslen i Fristunder i Ny og Næ, men ikke naaede
den solide Skolethed og fulde kunstneriske
Fordybelse. Med Vækkelsen fra det »Götiska
förbundet« (1811) kom der vel lidt frisk Liv ind
over Kunstverdenen. Ling holdt sine
Forelæsninger 1814—17. 1814 stiftedes det
oppositionelle »Sällskapet för konststudium« (ved
Sandberg, Fogelberg, J. v. Breda). Man vilde
nordisk Kunst med nordisk-mytologiske Emner.
Fosforisten Hammarskiöld støttede Retningen
litterært. Göta-Forbundets Udstilling 1817
vakte Opsigt og forskrækkede Akademikerne; men
de ny Krav satte kun svage Spor i Malerkunsten
(Sandberg’s »Valkyrierne« o. l.; senere maler
Malmström, Winge o. a. »nordiske« Billeder,
men oftest i lidet »nordisk« Opfattelse).
Fra c. 1820 begyndte for Alvor Rejsernes Tid.
S.’s Kunst blev for saa vidt i lange Tider lidet
»national«, som Paavirkningen i høj Grad
hentedes udefra; mange af S.’s bedste Navne er
udprægede Trækfugle. Først gjaldt Rejsen
Paris og Rom, hvor man akklimatiserede sig. I
Aarh.’s første Trediedel levede Malere som O.
Södermark, Plagemann og ovenn. Mörner paa
de ital. Skønheder. Den danskfødte Dyrmaler C.
Kiørboe studerede i Paris (samtidig var C.
Wahlbom en dygtig Hestemaler og Skildrer af
dram. Krigerliv); ogsaa J. F. Höckert fik sin
maleriske Indvielse i Frankrig; om Couture
flokkedes Malere som N. Andersson, Fagerlin,
Jernberg, Nordenberg, Winge og Troili (der
senere blev en solid Skildrer af sv.
Bourgeoisi-Typer). Fra Slutn. af 1840’erne fik tysk Kunst
Overtaget. Først Düsseldorf. Der dannedes en
hel düsseldorfsk Koloni; den dygtige og skarpe
Iagttager af Folkelivet d’Uncker havde alt
tidligere slaaet sig ned her; til ham sluttede sig
Nordenberg (af Tidemand’sk Retning),
Koloristen A. Jernberg, Tidemand’s Elever: Koskull,
Zoll, Wallander m. fl., Malere, hvis Kunst faar
et stærkt »novellistisk« Præg; dette gælder
ogsaa den udmærkede farvefine Fagerlin;
Nordgren blev en af de mest kendte
düsseldorfske Landskabsmalere (G. Hafström og A.
Kulle blev senere Fortsættere af den
düsseldorfske Retning). Boklund, den ansete
Lærer, skylder München meget; den
Piloty’ske Retning, som han sluttede sig til,
øvede sin Tiltrækning paa adskillige Svenskere.
Hellquist stod i sit Historiemaleri i Gæld til
sydtysk Kunst, og den begavede Jul. Kronberg
(f. 1850; dekorative Arbejder i Sthlm’s Slot
etc.) blev i Læreaarene i München præget af
Mackart’s Kunst. Efter Paris-Udstillingen 1867
vendte Pilen mod Frankrig. Her havde
tidligere den begavede Wickenberg ydet smukke
Ting (Vinterbilleder), Litografen Billmark og
flere af de ovenn. Malere; saaledes den
fremragende Höckert (1826—66), som sluttede
sig ganske til fr. Kunst (Delacroix’s) og i sine
Lapbilleder m. m. blev en af S.’s bedste
Kolorister (Hovedværk: »Stockholms Slots Brand«,
1864). I 1870’erne og 1880’erne myldrede det
med sv. Malere i Paris, en hel Koloni i
Firserne; Moreau, Bastien-Lepage og
Frilysmaleriet, Courbet, Impressionismen m. v. gav de
rige Impulser. Landskabsmaleren Wahlberg
dyrkede paa sin egen lyriske Vis Luftstudiet
(skønne Maaneskinsstykker); man søger at
ramme Landskabets flygtige Naturindtryk: Törnå,
Skånberg; andre: Hill, H. Sandberg, R. Norstedt
(Barbizon-Skolen), A. Lindman, Gegerfelt; nu
dukker ogsaa P. Ekström’s stemningsfulde
Landskabskunst op; senere kommer N. Kreuger til,
og Nordström lægger Grunden til sin
banebrydende Landskabskunst. C. Larsson malede
Akvareller fra Grèz. Salmson og Hagborg (i
Bastien-Lepage’s Manér) bliver rene Parisere.
Rich. Bergh, H. Birger, Björck, Liljefors, Zorn,
Wilhelmsson o. m. fl. skoles i fr. Naturalisme.
Adskillige har Bonnat til Lærer, Cederström
Meissonier. Josephson viser sin koloristiske
Evne i »Spansk Smedie« og paa anden Vis i det
Manet’ske Portræt af Renholm, og med
»Strömkarlen« (»Nøkken«, 1884, senere i
Omformning), hvor det toner og bruser af musikalsk
og fosterlandsk Længsel, sætter Josephson Skel
i sv. Kunst; med sin Ildhu og Higen mod det
ny bliver han ogsaa organisatorisk Føreren for
Modstanden mod akademisk Kunst derhjemme
og Stifteren af det oppositionelle
Kunstnerforbund. Saaledes har da ogsaa S. faaet sin
Secession, sin fri Udstilling, hvorom mange af
S.’s mest sympatetiske og fremragende
Kunstnere kommer til at fylke sig; selv om
Skillelinien mellem disse »unge« og de »gamle« gerne
i store Træk giver ogsaa den kunstneriske
Grænse, drager den stedlige Grænse
(Udstillingsstedet) dog ofte rent formelt sin udvortes
Linie.
Den største bl. Akademikerne var G. v.
Rosen, Leys’ Elev, en fornem og dygtig
Portrætmaler, der førte sv. Historiemaleri ind paa en
ny Bane i store sjælfulde Billeder (Erik XIV
[1871] etc.), hvor svensk Renaissance gaves
stilrent og ægte i Dragt og Type. Under den
akademiske Fane stod og førtes Kunstnere som
Kronberg, Tirén, Andrén (dygtig Illustrator),
Landskabsmalerne Kallstenius, E. Rosenberg,
Schultzberg, O. Arborelius, Rydberg, Cederström,
den fremragende O. Björck, de yngre, W.
Smith, A. Wallander; endvidere den danskfødte
G. Saloman, den officielle Portrætmaler
Perséus o. m. a. — I gammelt og nyt tegnede sv.
Maleri sig med Fællestræk som en Kunst af ret
kosmopolitisk ydre Tilsnit, i Besiddelse af
megen teknisk Bravur, kunstnerisk Elan og Mod
og med stort aandeligt Vingefang, men med
mindre Styrke i den maleriske Kultur, der
fintfølende særtegner Enkeltheder og yder det
intimes Kunst. I stigende Grad søgte den dog
mod nationalt Særpræg. Gennembrudet skete
med Parisernes Hjemvendelse i 1890’erne. Nu
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
