Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sverige (Historie)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Fred i Lübeck (1629), var der intet andet for
ham at gøre end at søge at tvinge Polakkerne,
der nu fik Hjælp af Kejseren, til Fred. Dette
lykkedes ham, efter at han havde slaaet den
polsk-østerrigske Hær i flere Træfninger, idet
Sigismund blev nødt til at slutte en femaarig
Vaabenstilstand i Altmark (1629), hvorved han
overlod S. Livland og Kurland samt de preuss.
Stæder Memel, Elbing, Braunsberg og Pillau.
Der var nu ikke noget til Hinder for, at
Gustaf Adolf kunde lade S. træde ind paa den
tyske Krigsskueplads for at standse Kejseren i
hans Sejrsgang, og efter at han havde taget
Afsked med de sv. Stænder, der lovede at ofre
Liv og Gods for at frelse Fædreland og Tro,
førte Kongen 1630 en Hær til Pommern (om
Gustaf Adolf i Tyskland, se
Trediveaarskrigen).
Efter Gustaf Adolf’s Fald ved Lützen (6.
Novbr 1632) tilfaldt Kronen hans seksaarige
Datter Kristina, i hvis Navn en
Formynderregering fik Fuldmagt til at styre Riget.
Medens Gustaf Adolf’s Generaler, der var
oplærte i hans Skole, fortsatte Krigen i
Tyskland, lededes Udenrigspolitikken af Axel
Oxenstierna, der 1635 sluttede Forbund
med Frankrig og s. A. fik Polen til i
Stuhmsdorf at forlænge Vaabenstilstanden. Det var
ogsaa denne store Statsmand, der var Sjælen
i Formynderregeringens dygtige
Indenrigsstyrelse, som arbejdede videre ad den Vej, Gustaf
Adolf var slaaet ind paa. Kollegialsystemet
gennemførtes nu fuldstændig, og
Provinsadministrationen fik en definitiv Ordning, saa at S.
nu var i Besiddelse af en velorganiseret
Embedsstand; ved Regeringsformen 1634 fastsloges
Kronens, Raadets og Stændernes Forhold til
hverandre; flere Overdomstole oprettedes; det
højere Skolevæsen blev rigere udstyret, og
Finland fik sit eget Univ.; et Postvæsen
indrettedes, og Industri og Handel understøttedes
paa det kraftigste. Men Krigen slugte
uforholdsmæssig store Summer, saa at Finanserne
trods Regeringens Anstrengelser befandt sig i
stadig Nedgang; Gælden voksede derfor Aar
for Aar, og for at skaffe Penge greb man til
den Udvej at sælge Krongods og Afgifter af
Bondejord, hvad der gjorde ondt værre. Og
Forholdene blev ikke bedre, da den unge
Dronning blev myndig (1644); thi lunefuld, ustadig
og forfængelig, som hun med sine ypperlige
Evner var, kastede hun sig vel med Iver over
Regeringsforretningerne i de første Aar, men
senere tabte denne Interesse sig, og hun lod
alt gaa, som det bedst kunde. Det faldt
imidlertid i hendes Lod at undertegne to
Fredstraktater, der i betydelig Grad forøgede S.’s
Magtstilling, nemlig Traktaterne i Brömsebro
(1645) og i Münster (1648). Ved den første, der
afsluttede Krigen med Danmark 1643—45 (se
Danmark), udvidedes S. med Härjedalen,
Jämtland, Gotland og Ösel samt Halland som
midlertidigt Pant for Toldfrihed i Sundet; ved
den anden (den westfalske Fred), der gjorde
Ende paa Trediveaarskrigen, fik S.
Vorpommern med Stettin, Øerne Usedom, Wollin og
Rügen, Wismar i Mecklenburg og
Bispedømmerne Bremen og Verden. S. var nu ikke alene
Hovedmagten i Norden og Herre paa
Østersøen, men hørte til Europas Stormagter og
øvede i denne Egenskab i de flg. Aar en
Indflydelse paa den europ. Politik, der ikke
svarede til Rigets virkelige Styrke. Hvor svækket
denne var, syntes Kristina ikke at have
Begreb om; omgivet af en Kreds af Lærde og
Skønaander strøede hun Penge og Gaver om
sig til alle Sider og bortskænkede med ødsel
Haand Kronens Gods uden at bryde sig om
Følgerne heraf for Statskassen. Hos Folket,
der havde ventet sig meget af Gustaf Adolf’s
Datter, blev derfor Misfornøjelsen med den
slette Regering stærkere og stærkere, hvad der
bl. a. gav sig Udtryk paa Rigsdagen 1650, hvor
de lavere Stænder forlangte en Reduktion ɔ:
Inddragelse af bortforlenet eller bortskænket
Krongods; men Dronningen tog intet Hensyn
til de fremkomne Klager, ja synes til sidst helt
at have opgivet Ævred, og da der i Beg. af 1654
endogsaa manglede Penge til at bestride de
daglige Udgifter ved Hofholdningen, besluttede
hun at gøre Alvor af sin længe nærede Plan
om at nedlægge Kronen til Fordel for sin
Fætter, Karl Gustaf af Pfalz-Zweibrücken (en Søn
af Pfalzgreve Jan Kazimierz og Gustaf Adolf’s
Søster Katarina), der 1649 var blevet anerkendt
som Tronfølger af Stænderne. 6. Juni 1654 tog
Dronningen Afsked med Rigsdagen og forlod
derpaa S., der skulde yde hende en rundelig
Apanage (om hendes senere Liv, se
Kristina, Dronning af S.). Med hende
udslukkedes Vasa-Linien i S., medens den polske
Gren uddøde med Kong Jan Kazimierz (se
Polen).
Huset Pfalz-Zweibrücken
(1654-1720).
Karl X Gustaf var en evne- og
kundskabsrig Mand, der i sin korte Regeringstid
fik Lejlighed til at vise sig som en dygtig
Regent, svensk i Sind og Skind, ligesom han var en
Feltherre af første Rang, men det blev til
Skade for ham selv som for S., at han ved Siden
af sine store Egenskaber savnede Besindighed
og roligt Omdømme. Soldat med Liv og Sjæl
ønskede Karl X at gaa angrebsvis til Værks
mod Polen, hvis Konge havde nægtet at
anerkende hans Ret til S.’s Krone; Rigsdagen 1655
billigede hans Hensigt, men samtidig hermed
rejste de tre lavere Stænder
Reduktionsspørgsmaalet, og da Lavadelen støttede dem, maatte
Ridderhuset og Raadet give efter, hvorpaa
Kongen stadfæstede Loven om den saakaldte
»fjärdepartsräfsten« ɔ: Inddragelsen af en
Fjerdedel af det Krongods, der siden 1632 var
bortforlenet, og hvis Værdi ikke gik ned under
en vis bestemt Grænse. Endnu s. A. drog Karl
mod Polen, hvor han, efter at have tvunget
Kurfyrst Frederik Vilhelm af Brandenburg til
at træde over paa S.’s Side, paa sin Sejrsgang
helt ind i Galizien slog al Modstand til
Jorden og blev hyldet som polsk Konge, medens
Johan Kasimir flygtede. Det laa dog ikke i
Karl’s Plan at gøre sig til Konge i Polen;
derimod vilde han opløse dette Rige for at kunne
lægge Preussen til de sv. Østersøprovinser og
derved fuldstændiggøre S.’s Herredømme over
Østersøen. Faren for, at dette skulde ske.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
