Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sverige (Historie)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
vedtage alt, hvad Suverænen forelagde dem.
Men S. kunde være vel tjent med en
Enevoldskonge som den haarde, nøgterne Karl XI, hvis
Liv gik hen i uafbrudt Arbejde for Land og
Folk, og som kun havde det ene Maal for sin
forsigtige Udenrigspolitik at skaffe S. saa
langvarig en Fred som muligt.
Karl XI efterfulgtes ved sin Død (5. Apr.
1697) af sin Søn, Karl XII, der kun var 15
Aar gl, men alligevel blev erklæret myndig af
Stænderne, der ventede, at den unge Konge
vilde fortsætte Faderens fredelige Politik, da
der ikke syntes at være Fare for Angreb fra
Naborigernes Side; men netop dette indtraf
ved Polens, Ruslands og Danmarks Forbund,
som tilsigtede et Angreb paa S. Dette blev
derved tvunget ind i den langvarige Krig
1700—21, »den store nordiske Krig« (om de svenske
Felttog i disse Aar, se Danmark, Polen
og Rusland), der i 15 Aar holdt Karl XII
borte fra hans Rige. Da han 1715 kom tilbage,
var Russerne Herrer i Østersøprovinserne;
Preussen og Hannover, der havde sluttet sig
til S.’s Fjender, havde besat de svensk-tyske
Provinser (Karl selv kunde ikke redde
Stralsund); Danmark havde inddraget den
gottorpske Del af Sønderjylland, og S. selv var haardt
medtaget af Skatter og Udskrivninger. Men
Karl XII vilde ikke bøje sig, og medens Goertz
(s. d.) spandt sit politiske Edderkoppespind,
maatte S. stille ny Hære paa Benene og
fremskaffe Krigsfornødenheder i saa stort et Maal,
at det næsten er ubegribeligt, at Nationen
kunde bære de uhyre Byrder, der paalagdes den.
Men Pengenøden blev da ogsaa saa stor, at der
maatte sættes Nødmønt (med Tvangskurs) til
et Beløb af 27 Mill. Rdl. i Omløb. Da
Danmark-Norge var den eneste af S.’s Fjender, Karl
nu kunde naa, rettede han sine Angreb mod
Norge, men paa sit andet Felttog her faldt
han foran Fredriksten 11. Decbr 1718. Da Karl
var død ugift, og hans to Søstre havde mistet
deres Arveret ved i sin Tid at gifte sig uden
Stændernes Samtykke, var Tronen altsaa
ledig. Nærmest berettiget til at komme i
Betragtning som Tronfølger var den gottorpske
Hertug Karl Frederik, en Søn af Karl XII’s
1708 afdøde ældste Søster Hedvig Sofie,
men hendes yngre Søster Ulrika Eleonore,
gift med Prins Fredrik af Hessen-Kassel,
skyndte sig ved Efterretningen om Broderens
Død at lade sig hylde af Raadet, hvad
Officererne ved den fra Norge hjemvendte Hær,
vundne ved Bestikkelser, billigede, mod at hun
frasagde sig Suveræniteten. Dette gjorde hun
over for de Jan. 1719 sammentraadte Stænder,
der da valgte hende til Dronning; men da hun
snart efter ytrede Ønske om at abdicere til
Fordel for sin Gemal, og Stænderne
samtykkede heri, blev Prinsen det følgende Aar (4.
Apr.) valgt til S.’s Konge.
Frihedstiden. Det gottorpske Hus
(1720-1818).
Fredrik I, en godmodig og elskværdig,
men svag og upaalidelig Mand, aflagde uden
Betænkning Ed paa den af Stænderne 1719—20
vedtagne ny Forfatning (stadfæstet og udvidet
1723), ved hvis Udarbejdelse man under den
stærke Reaktion mod Enevælden var gaaet til
den modsatte Yderlighed, idet man havde
overført Suveræniteten til Stænderne, der blev
Indehavere af den lovgivende og bevilgende
Myndighed, fik Ret til at erklære Krig og afslutte
Fred, havde Magt til at besætte Pladserne i
Raadet og gennem »sekreta utskottet« (et
Udvalg paa 100 Medlemmer, 50 af Adelstanden,
25 af den gejstlige og 25 af Borgerstanden)
tiltog sig ikke blot den udenrigske, men ogsaa
en stor Del af den indenrigske Styrelse.
Kongen havde kun Ret til at begynde en
Forsvarskrig og havde ingen Resolutionsret i Raadet,
i hvis Votering han deltog med to Stemmer.
Ved saaledes at gøre Kronen afhængig af
Stænderne mente man at have sikret Folket fuld
Frihed til Selvstyre, hvorfor Tidsrummet
1720—72 har faaet Navnet »Frihedstiden«,
men man opnaaede kun derved at gøre det
herskende Parti til Herre over Staten, og
Følgen heraf blev en hensynsløs Kamp om
Magten. Samtidig med Istandbringelsen af den ny
Forfatning blev der gjort Ende paa Krigen ved
Fredsslutninger med Rigets mange Fjender,
med Hannover (1719), der fik Bremen og
Verden mod en Betaling af en Mill. Rdl., med
Preussen (1720), der købte Stettin og
Vorpommern indtil Peene-Floden for en Mill. Rdl.,
med Danmark, der blev nødt til at lade sig
nøje med, at S. betalte 600000 Rdl., opgav sin
Toldfrihed i Sundet og garanterede den
danske Krone Besiddelsen af den gottorpske Del
af Slesvig (1720), og Aaret efter med Rusland,
der mod Betaling af to Mill. Rdl. fik Livland,
Estland, Ingermanland og Østkarelen (Viborgs
og Kexholms Len i Finland). Med disse
Fredsslutninger afsluttedes ogsaa S.’s Stormagtstid,
nu gjaldt det om ved Arbejde i Fredens
Tjeneste at sikre Riget en agtet Stilling over for
Udlandet, og i denne Henseende har
Frihedstiden indlagt sig Fortjeneste ved at fremme
Landets indre Udvikling. I Fredrik I’s atten
første Regeringsaar lededes Styrelsen af den
dygtige og fædrelandskærlige Kancellipræsident
Arvid Horn, der ved sin forsigtige
Holdning over for Rusland skaffede S. Ro til at
komme til Kræfter; Rigsdagen billigede hans
Politik, men efterhaanden lykkedes det dog
hans personlige Uvenner med Karl Gyllenborg
i Spidsen at vække Opposition mod ham, idet
man paastod, at han gjorde S. til en Vasal af
Rusland, mod hvilket man, støttet til Frankrig,
ved første passende Lejlighed burde rette et
Angreb for at vinde en Del af de tabte
Provinser tilbage; desuden krævede man en hurtigere
Fremgang paa Erhvervslivets Omraade. Det
stadig voksende Oppositionsparti, der
spottende kaldte Horn’s Tilhængere Nathuer, hvad
der gav Anledning til Partinavnene Huer og
Hatte, fik Overtaget paa Rigsdagen 1738,
hvorfor Horn tog Afsked og erstattedes af
Gyllenborg, og da Rusland dengang var i Krig
med Tyrkiet, begyndte man straks at tænke
paa at komme til at angribe Arvefjenden. Det
varede dog endnu et Par Aar, inden man fandt
Situationen gunstig for en Krigserklæring, da
man nemlig havde truffet hemmelige Aftaler
med Peter den Store’s Datter Elisabeth, hvis
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
