Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Syndebod - Syndebuk - Syndefald - Syndesmologi - Syndesmosis - Syndetikon - Syndfloden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Syndebod, se Bod.
Syndebuk kaldes den Buk, der paa
Israelitternes store Forsoningsdag (s. d.) blev jaget
ud i Ørkenen til Azazel, efter at
Ypperstepræsten ved Haandspaalæggelse havde lagt
Folkets Synder paa den (3. Mos. 16). Alm.
anvendes Ordet om den, man med større eller
mindre Uret lader undgælde for en Fejl.
J. P.
Syndefald betyder Overgangen fra en ren
Tilstand til en fordærvet. Der tænkes herved
nærmest paa Adam’s (og Eva’s) Overtrædelse
af Guds Bud, saaledes som det fortælles i
Gen. 3. Denne Begivenhed, der er blevet
opfattet som en virkelig Historie, er af den
kristne Kirke blevet forstaaet som det
guddommelige Svar paa Spørgsmaalet om, hvorledes
Synden og Døden er kommet ind i Verden. At
Synden ikke kunde være der fra Beg. af, fulgte
af, at Gud, som skabte Verden, var god. Men
heller ikke af sig selv skulde Mennesket finde
paa det Onde. Man har da lagt en særlig Vægt
paa det Træk i Fortællingen, der lader
Fristelsen udgaa fra Slangen, i hvis Skikkelse man
senere mener at finde Djævelen. Og ikke blot
Syndens Indkomst i Verden skal hermed være
forklaret, men ogsaa Fremkaldelsen af al
Lidelse og Elendighed i Naturen; Døden er jo
nemlig her sat som en Straf for Synden. Imod
en saadan Anvendelse af denne Fortælling vil
der vistnok være adskilligt at indvende, først
og fremmest dette, at den helt igennem bærer
Præget af at være en symbolsk Fremstilling.
Den maa sikkert opfattes som et billedligt
Udtryk for de Tanker, som deri fromme
israelitiske Bevidsthed gjorde sig, idet den
reflekterede over det Ondes Plads i Tilværelsen. Som
saadan har Fortællingen en stor psykologisk
Interesse; den udtrykker, hvad der gentager
sig i hvert enkelt Menneskeliv; men den har
ogsaa en virkelig religiøs Bet.; thi den
Bevidsthed, hvorfra den gaar ud, indeholder det
fuldkommen rette Syn paa Grundforholdet
mellem Gud og Verden. Det er en sand, men ikke
nogen virkelig Historie.
F. C. K.
Syndesmologi (gr.), Læren om de forskellige
Maader, hvorpaa Knoglerne er forbundne med
hinanden (ved Led ell. Synartroser).
S. B.
Syndesmosis (gr.), Forbindelse mellem to
Knogler ved Hjælp af Baand (s. d.), hvad
enten der foruden Baandene tillige findes en
Ledhule ell. ikke. Betegnelsen omfatter altsaa
saavel Led- som Symfyseforbindelsen.
S. B.
Syndetikon, se Fiskelim og Lim.
Syndfloden er i alm. dansk Sprogbrug
Betegnelsen for den store Katastrofe, der efter
den bib. Tradition ramte (den da kendte)
Verden i ældgammel Tid, da Gud straffede
Menneskene for deres Ondskab med en
Oversvømmelse, der skaanede Noa med hans Husstand
og Repræsentanter for Dyreverdenen, som
altsaa kunde bevare og forplante Livet paa
Jorden. Ordet, der viser tilbage til oldhøjtysk
Sin(t)vluot, betød »Stor-Flod«, og har faaet sin
nuv. Form ved Tankeforbindelsen med den
Syndighed, der i det gl. Test. nævnes
udtrykkeligt som Aarsagen til Guds Indgriben. I
Virkeligheden hører den bib. Fortælling til en
hel Gruppe Flodsagn, der er repræsenteret i
alle 5 Verdensdele, men i meget ulige
Fordeling. I Europa forekom de hos ikke-kristne
Folk praktisk talt kun hos Grækerne (se
Deukalion), og for Afrikas
Vedkommende er det omstridt, om mere end et
enkelt er overleveret uden bibelsk Paavirkning.
Derimod fortaltes de overalt i Amerika — fra
Ildlandets Beboere til Eskimoerne —, i
Australien og paa en Mængde af Stillehavets utallige
Øer. Medens de her meddeltes kristne
Missionærer og Rejsende mundtligt af de Indfødte,
findes de i litterær Form — ligesom det er
Tilfældet i Grækenland — i Palæstina, Syrien,
Babylonien og Oldtidens Indien. I Asien
fortaltes de endvidere i Bagindien og et enkelt
Sted mod Nord (Kamsjatka), hvorimod de
mangler i de øvrige nordlige og centrale Egne
af denne Verdensdel. I alt kendes en 70—80
Flodsagn, der samtidig med at have det fælles
Tema udformer det paa individuel og
karakteristisk Maade. Hvad Oversvømmelsens Art
angaar, kan den skyldes Stigning af Hav, Flod
og Sø, Regn ell. Tøbrud; den kan være en ved
Letsindighed foraarsaget Udstrømning af en
mysteriøs Beholder e. l.; i mange Tilfælde
beskrives dens Karakter ikke nærmere. Om
Grunden til, at en omfattende Ødelæggelse skulde
ramme Jorden, gør mange, men langtfra alle
Folk, sig deres Tanker. Hyppigt nævnes i
Almindelighed Ondskab hos Menneskene i deres
Forhold til Guder, Medmennesker ell. Dyr, ikke
sjældent gøres der her nøje Rede for
Forseelsens Art. De Reddede undslipper paa
forskellig Maade: der tales om Ophold i Skib,
Kano ell. Kasse (Ark), paa Tømmerflaade eller
Skildpadde, ell. om Flugt op paa Bjergtoppe
ell. i høje Træer, som ikke naas af Floden, ell.
det ene og andet er kombineret. Undertiden
er det i Alm. et Antal Mennesker ell. Dyr, der
undkommer, hyppigere er det en Familie med
deres Husdyr; det forekommer, at kun eet
menneskeligt Væsen ell. at kun Dyr reddes ud
af Katastrofen: Mange Sagn svarer paa
Spørgsmaalet, hvordan de Overlevende udfinder det
gunstige Tidspunkt til atter at tage Jorden i
Besiddelse. Nogle udsender Fugle paa Prøve,
andre lader fra deres Sæde i Trætoppene en
Frugt falde, saa at Lyden kan melde, om den
træffer Vand ell. Land. Den Jord, som
derefter befolkes paa ny ved naturlig Avling
mellem de Overlevende, ell. ved en Nyskabelse af
Mennesker (af Stene, Kokosnødder), er ikke
altid den samme som den oversvømmede;
ogsaa den dannes undertiden fra ny af, det kan
være Dyr, der henter lidt Dynd fra
Havbunden, som saa svulmer op til det Omfang af
Jorden, vi nu kender. Endelig munder
Traditionerne ofte ud i en Henvisning til, eventuelt
Forklaring af, aktuelle Forhold: Regnbuens
Tilsynekomst, Eksistensen af Søer højt oppe i
Bjerglande, og Forekomsten her af Muslinger
og Fiskelevninger; undertiden forklares
Ejendommeligheder i visse Dyrs Udseende og
Adfærd med deres Optræden ved den store
Begivenhed.
Fælles i Sagnenes lokale, nationale og
psykologiske Individualisering er da den
hærgende Oversvømmelse, som Folkloristerne har søgt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
