Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - syrisk Litteratur
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Bibelteksterne var fastslaaet, opstod der Værker angaaende
Vokaludtalen og vanskelige grammatiske
Former af samme Art som den jødiske Masora;
Hovedarbejdet udførtes af Jaqobiter ved
Rish’aina i 8. Aarhundrede. Medens de ældre
Grammatikere var græskorienterede, var de senere
afhængige af Araberne. Det gælder Elijâ
bar Shînâjä (d. 1049), en Nestorianer fra
Nisibis, som skrev en syrisk-arabisk Ordbog og
en Grammatik, og Bar Hebræus, der her
som paa andre Omraader frembragte det
afsluttende System (»Straalernes Bog«).
En rig historisk Litteratur
strækker sig gennem hele den s. L.’s Periode,
bortset fra de allerede omtalte Helgen- og
Klosterkrøniker. Fra Begyndelsen af 6. Aarhundrede
stammer en Skildring af Krigen mellem
Romerne og Perserne 502—06, som man tidligere
tillagde Josua Stylites. En nøgtern
Fremstilling af Edessas Historie 180—540 er den
Edesseniske Krønike; ved Midten af 6.
Aarhundrede skrev Nestorianeren Meshîkha
Zekhâ Adiabenes Historie. Disse
Fremstillinger, der belyser den syrisktalende Kristenheds
ældre Historie, fandt deres Afslutning ved
Jôchannân fra Efesos’ Kirkehistorie, der begyndte
med Cæsars Tid og sluttede med Aar 585. Af
dette Værk, der satte den lokale Historie ind i
en større Ramme, er den første Del gaaet tabt.
Ogsaa paa dette Omraade oversattes de græske
Hovedværker, navnlig Eusebios’
Kirkehistorie og Kronografi og deres græske Fortsættere.
Deres Fremstillingsmaade blev et Forbillede for
den syriske historiske Litteratur fra 7.
Aarhundrede, saaledes et Samlerværk af en ukendt
Jaqobit i 12 Bøger, en Fortsættelse af Eusebios’
Krønike ved Jaqob af Edessa, fuldendt
692, og et Værk, der især behandler Samtiden,
af Dionysios fra Tellmachrê (d. 845).
Foruden disse Værker haves fra den ældre
islamiske Tid et Udblik over Verdenshistorien af
Nestorianeren Jôchannân bar Penkâjê (c. 700)
og et Værk fra 775 af en Jaqobit, som gengiver
en Del ældre Kilder. Denne Metode, at samle
og optage ældre Kilder, er den samme, som
anvendes af arabiske Historikere, det kan derfor
ikke undre, at den efterhaanden bliver den
almindelige. I Begyndelsen af 11. Aarhundrede
anvendes den af Elijâ bar Shînâjâ i
hans arabiske og syriske Krønike, og saaledes
ogsaa i Værker fra 12.—14. Aarhundrede. Det
største historiske Værk frembragtes af
Mîkhâ’êl I (d. 1199), som stod i Forbindelse
baade med seldshukiske Sultaner og Korsfarere.
Hans store Krønike i 21 Bøger slutter sig til
Eusebios; den meddeler en Mængde ældre
Kilder og fører op til Aar 1194. Den er forkortet
og fortsat af Bar Hebræus i hans
Verdenshistorie (Chronicon syriacum). Hertil slutter
sig Bar Hebræus’ Kirkehistorie, der skildrer
baade den vest- og østsyriske Kristenheds
Historie til 1285. Dette afsluttende Historieværk
er siden blevet udvidet med Tilføjelser, der
fører Historien op imod 1500. — Under det Tryk,
der ofte hvilede over de kristne Menigheder i
den islamiske Tid, opstod der ligesom i sin Tid
hos Jøderne, og forøvrigt ogsaa hos fortrykte
muhammedanske Kredse, en ejendommelig Art
historisk Litteratur i Apokalypser, der
især under Daniel’s og Ezra’s Navn gav en
Udsigt over Samtidens Historie og Fremtidens
Forhaabning i Form af forblommede
Billeder.
Siden Afrêm’s Dage blomstrede
Digtningen i s. L. Navnlig 4.-6. Aarhundrede
udviklede den sig som liturgisk Poesi til
gudstjenstlig Brug. Der dannede sig forskellige Arter. En
didaktisk Karakter har madrâshâ’en, der
bestaar af Langstrofer med mellemliggende
kort Refræn for Koret, medens sogîtâ’en er
friere af Indhold; denne Digtart har som
formel Ejendommelighed Langstrofernes Ordning
efter Akrosticha (Begyndelsesbogstavet i
Linierne følger Alfabetrækken); den udvikler sig til
dramatisk Poesi, idet flere Forsangere
repræsenterer hver sin Person, der svarer hinanden,
f. Eks. Maria og Gabriel, de to Røvere paa
Korset, Adam og Eva, Nestorios og Kyrillos, Nilen
og Jordan. Undertiden anvendes fortællende
Indledninger i særligt Metrum. En mere lyrisk
Poesi foreligger i qâlâ’erne, hvis betydeligste
Digter skal have været en Pottemager Shem’ôn,
Jaqob af Serûg’s Samtidige (c. 500). Som
Responsorium, ’enjânâ, indflettedes Digte
mellem de ved Gudstjenesten sungne poetiske
Bibeltekster. I 13. Aarh. genoplivedes den ældre
liturgiske Poesi i Vekselsange, ’onîtâ. Blandt
de religiøse Digte maa særlig nævnes
Mariahymnerne, der indledes af Afrêm; der
dannede sig bestemte Former af Trøstesange ved
Dødsfald, Bønner, Lovprisninger o. s. v. Nær
ved Digtningen staar den metriske Prosatale,
mîmrâ, der ligesom de vigtigste Digtarter
allerede anvendtes af Afrêm, af Bâlai, og
senere af Jaqob af Serug o. a. Den anvendtes til
Retorik og som fortællende Epos. Det vigtigste
Værk af denne Art er en Fremstilling af Josef’s.
Historie i Ægypten i 12 Sange. Efterhaanden
gik man over til at anvende denne Form paa
Helgen- og Klosterhistorier og paa
Fremstillingen af teologiske Emner, ja endog paa
almindelige Lærebøger i Logik eller Grammatik,
ligesom man paa Arabisk versificerede Lærebøger
for at gøre det lettere at lære dem udenad.
— Ved Siden af Digtningen findes paa Syrisk
en stor Mængde Fabler og underholdende
Fortællinger. En gammel Samling
»Aramæernes-Lignelser« er gaaet tabt. Fra 6. Aarh. stammer
et romanagtigt Værk, hvoraf en Del er bevaret,
om Julian’s Forsøg paa at genoplive den gamle
Religion. En meget stor Del af denne
Litteratur skyldes Oversættelse. Fra det indiske
Pantshatantra stammer to Oversættelser af
Kalîlag og Damnag, den ene gennem det
persiske Pehlevi, den anden gennem Arabisk.
Gennem Pehlevi synes ogsaa den græske
Alexanderroman at være kommen til Syrisk.
Fra Indien stammer endelig Fortællingen om
Sindbân, der gik videre til Græsk og
særlig er kendt i den arabiske Litteratur. Fra
Græsk overtog den s. L. Æsops Fabler og
meget andet. I 8. Aarh. har Theofilos fra
Edessa oversat »Digteren Homers to Bøger
om Erobringen af Byen Ilion«; om hermed
menes Iliaden og Odysseen selv, er uvist, da
Værket er gaaet tabt.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
