Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Syvaarskrigen - syvarmet Lysestage
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Foraaret 1759 formaaede Frederik II kun at
stille 110000 Mand i Marken. Heraf skulde
53000 forsvare Schlesien, 31000 under Prins
Heinrich Sachsen og 25000 under Dohna
Pommern. Østerrigernes Hovedhær under Daun
opstilledes ved Königgrätz, og det var
Meningen, at den herfra skulde søge Forening med
de ved Oderen staaende Russere. Men Daun
opererede yderst sendrægtig, og først den 6.
Juli naaede han med 70000 Mand Marklissa,
hvor han satte sig fast i en stærk Stilling.
Frederik II stod med 40000 Mand ved
Schmottseifen. Ingen af Parterne vovede at angribe.
Men den 23. Juli tabte den preuss. Hær, der
opererede imod Russerne, et Slag ved Züllichau;
den maatte gaa tilbage over Oder, og atter
maatte Frederik II vende sig mod Russerne; men
denne Gang blev Udfaldet anderledes. Da
Frederik II med 53000 Mand angreb den med østerr.
Tropper forstærkede russ. Armé (i alt 60000)
ved Kunersdorf, led han et stort Nederlag og
mistede 18000 Mand og 192 Kanoner. Hans
Fjenders Uenighed og Dauns Uvirksomhed
reddede ham imidlertid atter fra fuldstændig
Ødelæggelse. Men nye Ulykker stødte til: Sachsen
blev oversvømmet af Østerrigere og
Rigstropper; Wittenberg, Torgau og Dresden
kapitulerede. Derimod var Hertugen af Brunsvig
heldig i Vesttyskland og sejrede ved Minden den
1. August.
I 1760 opstillede Frederik II 100000 Mand i
Sachsen, 10000 Mand i Schlesien, 5000 mod
Svenskerne og 35000 ved Oder over for Russerne.
Hertugen af Brunsvigs Hær blev bragt op til 100000
Mand for at møde Franskmændenes 130000.
Operationerne begyndte uheldigt for
Preusserne; den Schlesiske Hær blev tilintetgjort,
Glatz blev erobret, og det værste af alt:
Østerrigerne og Russerne søgte nu for Alvor at
forene sig. Men atter her viste Frederik II’s store
Egenskaber som Feltherre sig. Han slog først
med 20000 Mand en overlegen østerrigsk Hær
ved Liegnitz (15. Aug.), rykkede dernæst sine
ved Oderen staaende Tropper til Hjælp og
befriede Berlin, efter at Byen i en Snes Dage
havde været besat af hans Fjender. Sidst i
samme Maaned er han i Sachsen og opererer
mod Daun, vinder vel ingen afgørende Sejre,
men genvinder dog baade Sachsen og Schlesien.
Frederik II’s Stilling var alligevel meget
vanskelig; Krigen havde tæret stærkt paa hans
Hjælpekilder; han havde mistet mange Officerer og
Soldater, og han manglede Penge. Nu døde
tilmed den eng. Konge, Georg II, og
Efterfølgeren, Georg III, vilde ikke længere betale
Subsidierne,
1761 kunde Frederik II derfor kun opstille
100000 Mand, medens Russerne og Østerrigerne
raadede over 230000. Efter først at have
hjulpet Ferdinand af Brunsvig med at drive
Franskmændene tilbage, fordelte Frederik II
sine Tropper med 12000 Mand i Pommern,
30000 i Sachsen og 60000 Mand i Schlesien, de
sidste under hans egen Kommando. Da det
ikke lykkedes at hindre Russerne og
Østerrigerne i at forene sig i Schlesien, hvorved de
med deres 110000 var hans egne 60000 omtr.
dobbelt overlegne, indtog han en stærk Stilling
ved Bunzelwitz og hævdede sig her saa længe,
at hans Fjender blev indbyrdes uenige. Trods
dette var Frederik II’s Stilling i Slutn. af 1761
nærmest fortvivlet, mest fordi England helt
syntes at ville svigte. Men saa døde Kejserinde
Elisabeth Januar 1762. Hendes Efterfølger,
Peter III, sluttede i Maj Maaned først Fred,
derefter Forbund med Frederik II. Peter III blev
nu ganske vist myrdet kort efter (14. Juli), og
Katharina II, som derefter besteg Tronen,
opretholdt ikke Forbundet; dog forholdt hun sig
neutral.
Operationerne antog nu snart et andet
Forløb. Frederik II kunde samle 76000 Mand i
Schlesien, hvor Daun stod med 80000
Østerrigere. Daun blev slaaet først ved Burkersdorf
(21. Juli), senere ved Reichenbach (16. Aug.).
I Oktbr, blev Rigshæren slaaet i Sachsen, og
nu begyndte de sydtyske Stater at trække sig
ud af Krigen. I Vesttyskland slog Hertug
Ferdinand Franskmændene ved Wilhelmsthal (24.
Juni) og Luttemberg (23. Juli), hvorved Hessen
befriedes. Nu var ogsaa Frankrig ked af
Krigen. Det sluttede først en Separatfred med
England, og da Katharina II tilbød at mægle
mellem Preussen og Østerrig, aabnedes der
Fredsforhandlinger i Hubertusburg mellem alle
de krigsførende. Den 15. Febr 1763 blev
Freden sluttet paa Basis af Opretholdelse af
Situationen før 1756.
Syvaarskrigens Forløb var helt igennem
blevet præget af Frederik II’s Feltherregeni; bl.
de andre Hærførere saavel paa Modstandernes
som paa preuss. Side var der mange dygtige
Generaler, men ingen, der som Feltherre
hævede sig op over det alm. Omgivet af Fjender
paa alle Sider forstod Frederik II til enhver
Tid at vælge en Fremgangsmaade, der svarede
til de Midler, han raadede over. Intet Øjeblik
tabte han sit store Maal: Rigets Bevarelse af
Syne. I Krigens første Aar søgte han — stik
imod hvad Datidens militære almindeligvis
ansaa for rigtigt — afgørende Slag snart
mod den ene, snart mod den anden af sine
mange Modstandere. Efter med disse Midler
at have holdt Fjenden Stangen i 4 Aar slog
han i 1760 ind paa en anden Fremgangsmaade
i Erkendelse af, at hans Kræfter vilde
udtømmes, hvis han fortsatte Krigen med de samme
Midler som hidtil; han anvendte nu fortrinsvis
en Slags Nølerstrategi — søgte i hvert Fald
ikke saa ofte Slag — og holdt paa denne Vis
sine Fjender hen, indtil det politiske Omslag
fremkaldt ved Kejserinde Elisabeths Død
indtraadte, og Riget var reddet. (Litt.: »Der
siebenjährige Krieg 1756—63, herausgegeben
vom Gr. Generalstab« [1901—13]; Bernhardi,
»Friederich d. Gr. als Feldherr« [1881];
Bonnal, De Rosbach à Ulm [1903];
Clausewitz, »Hinterlassene Werke« 1832—37).
O. F.
syvarmet Lysestage, en syvarmet
Guldstage med Lamper, som iflg. de præstelige Love
(2. Mos. 25, 31-40; 27, 20-21) skulde staa i
»det Hellige« i Ørkenhelligdommen
(Tabernaklet), hvor Lamperne skulde lyse om
Natten. Da Tabernaklet maa betragtes som en
Afspejling af Jerusalems Tempel, har den s. L.
utvivlsomt hørt hjemme der. I Salmo’s
Tempel var der imidlertid 10 Lysestager, der i
øvrigt ikke beskrives (1. Kong. 7, 49); men i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
