Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sæler - Sælfangst
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
nær Land, men forbliver kun her i nogle Uger.
— Ungen har ved Fødselen skiftet Ulddragten
og er oventil staalgraa, uplettet. Denne Dragt
har den det første Aar; den afgiver et smukt
Pelsværk, og det bruges i Grønland meget til
Benklæder. Senere bliver Farven mere
matgraa, og med det 3. Aar kommer de store
Pletter frem. Blæresælen er mere voldsom end de
andre S.; naar den jages, kan den gaa
angrebsvis til Værks, hvorfor det er forbundet med en
vis Fare at jage Klapmyds fra Kajak. I
Parringstiden kan der opstaa alvorlige Slagsmaal
imellem Hannerne, hvorfor deres Skind ofte er
ganske oversaaet med store Ar.
Elefant-Sælerne eller Sø-Elefanterne
omfatter to Arter, den antarktiske Elefant-S.,
Macrorhinus leoninus L., og den nordlige
Elefant-S., M. angustirostris. Den antarktiske Form
havde tidligere en meget betydelig Udbredelse:
det sydlige Sydamerika med omliggende Øer,
Ny-Zeeland, Tasmanien og i det hele i
Omraadet fra 35° til 68° s. Br. Nu gaar den ikke
saa langt imod Nord. og selv i de Egne, hvor
den forekommer almindeligt. Kerguelen og
Sydgeorgien, er den ikke tilnærmelsesvis saa talrig
nu som tidligere. Hannerne kan blive
overordentlig lange, 6—7 m, men de fleste bliver
dog ikke mere end 5 m; Hunnen er meget
mindre, 3 m. Hos Hannen er Næsen forlænget som
en Snabel, der bliver ca. 40 cm lang; naar
Dyret ophidses, kan den blive dobbelt saa lang. Er
Snabelen ikke forlænget, fremviser den 3
Tværfolder og hænger slap nedad; Næseborene
udmunder paa Spidsen. Dækhaarene er korte,
stive, glinsende. Farven er meget varierende;
efter Haarskiftet er den blaaliggraa og ligner
Elefanternes Hudfarve. Senere bliver Farven
mere lysebrun. Bugen er lysere. Hos gamle
Hanner er Halsens Underside nøgen, og Huden
er her tyk, sprukken, nærmest barkagtig.
Ligesom Blæresælen foretager Elefant-S. betydelige
Vandringer. Da Mennesket for Alvor begyndte
at drive Fangst paa Elefant-S., tog disses
Antal af med rivende Hast. At afspærre en Flok
Elefant-S. fra Havet og ihjelslaa dem i
Hundredvis kunde udføres i faa Timer.
Den nordlige Elefant-S., M.
angustirostris, Gill., fandtes tidligere langs
Kaliforniens Vestkyst fra St Barbara til 25° n. Br., men
Nedslagtningen af den var saa hensynsløs, at
den for en Tid ansaas for udryddet. I 1911
fandtes imidlertid en Flok paa 150 Stk. ved
Guadalupe. I 1922 kunde en Ekspedition
udsendt til Øen heldigvis konstatere, at
Bestanden nu var meget større; Aaret efter, 1923,
ansloges den til ca. 1200 Individer. — Det er
overordentlig glædeligt at se, med hvilken Kraft
den mexikanske Regering gennemfører
Fredningen af disse Dyr. For at besøge Øen kræves
der nu en skriftlig Tilladelse, og for at
overvaage, at ingen uvedkommende gaar i Land, er
der paa Øen anbragt Soldater, der altid maa
holde Øje med Dyrenes Opholdspladser.
M. D.
Sælfangst. S. er Eskimoernes vigtigste
Erhverv, hvorpaa de flestes Ve og Vel er baseret.
Sælerne kan yde dem alt, hvad de har Brug for:
Føde, Klæder, Belysning, Brændsel,
Fangstredskaber, Telt til Sommerbolig o. s. v.
Eskimoernes oprindelige Maade at bemægtige sig Sælerne
paa er fra Kajak med Harpun og Blære; det er
ogsaa den eneste Metode, der kan anvendes med
Held under Blæst og Søgang. Nu bruges dog
Riflen meget. De Sæler, der findes ved
Grønland, er Grønlandssæl eller Svartside (Phoca
groenlandica), Ringsæl eller Fjordsæl (Ph.
foetida), den spættede Sæl (Ph. vitulina),
Remmesæl (Ph. barbata), Klapmyds (Custophora
cristata) og Hvalros (Trichechus rosmarus). Af
disse er Grønlandssælen og Ringsælen de
talrigste og derfor af størst Betydning. — Den S.,
der drives af Europæere og Amerikanere, har
dog langt mere gennemgribende Betydning for
Sælbestanden. Mange Sæler er paa Grund af
hensynsløs Jagt deres Udryddelse nær. Dette
gælder især for Pelssælernes Vedkommende.
Men ogsaa de ægte Sæler jages kraftigt for
Skindets og Trannens Skyld; Hvalrosserne
tillige for Stødtænderne, der yder Elfenben. — S.
foregaar i det nordlige Ishav langs Isranden;
lige fra det hvide Hav til Grønland. I denne
Fangst deltager især Nordmændene, der siden
1820 har drevet en regelmæssig S. Denne udgik
fra det nordlige Norge til Bjørneø og
Spitsbergen og var særlig baseret paa Hvalrosser, men
efterhaanden som disse paa Grund af den
stærke Jagt aftog i Tal, fik de egentlige Sæler
større og større Betydning. Fra Midten af det
19. Aarh. begyndte fra de sydnorske Byer en
betydeligere S. imod Vest ved Jan Mayen, i
den saakaldte »Vest-Is«. Ved Aarhundredskiftet
begyndte ogsaa Aalesund, Søndmør og
Nord-Norge at deltage i denne Fangst. Indtil 1908
foregik Fangsten især fra mindre Skibe, 30—50
Tons Kuttere, hvoraf kun faa havde
Maskinkraft. Skibene fulgte Isranden og naaede ofte, i
Juni, helt ind til Grønlands Kyst, hvor
Fangsten blev kompletteret med Isbjørn, Hvalros og
Moskusokse. I Aarene efter 1908 bliver Skibene
større, indtil 450 Tons, og har Motor- eller
Dampkraft. Mange flere Skibe deltager i
Fangsten, der nu kan foregaa to Gange om Aaret.
Fra omkring Midten af Marts eller Begyndelsen
af April drives den saakaldte »Ungsælfangst«
NØ. f. Jan Mayen oftest fra 72°—75° n. Br.,
hvor »Ungsælen« holder til paa den nydannede
Vinteris, og hvor Ungerne fødes. Isen ligger
paa denne Tid saa langt ude, at man ikke kan
se Grønland. Denne vigtigste Fangst af
Grønlandssæl (Ph. groenlandica) gælder især de
nyfødte Unger med den værdifulde Uldpels,
dernæst de unge Sæler for Trannens Skyld; men
mange Skibe følger senere, i Maj, de gamle
Sæler, især Hannerne, paa deres Træk fra
Ynglepladserne. Herfra kommer ogsaa de
Grønlandssæler, som senere paa Aaret naar ind til
Grønlands Østkyst Syd for Scoresby-Sund og
derfra videre med Polarstrømmen forbi
Angmagsalik og helt om paa Vestkysten. Naar
Grønlandssælen i de senere Aar er taget saa stærkt
af ved Grønlands Kyster, hænger dette sikkert
sammen med den voldsomme Fangst, der her
drives i Vest-Isen. Denne Sæl er ganske vist
ved »Plakat av 13. februar 1904, jfr. lov av. 18.
mai 1876« fra norsk Side beskyttet saaledes:
»Paa havstrækningen mellem 67° og 75° n. br.
og 5° ø. og 17° v. l. Gr. skal det være besætning
paa norsk skib og enhver norsk undersaat
forbudt at dræpe eller fange sæl, klapmyts
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
