Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sætersdalen ell. Setesdalen - Sætgang - Sæthammer - Sätherberg, Karl Herman - Sætning (gramm.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
ofte som en Fortsættelse af Langfjeldene, men
bør maaske rettere betragtes som en lavere
Fortsættelse af Hardarigerviddas sydvestlige
Del. Den egl. S. er en meget trang og
ejendommelig, ganske vakker Dalrevne, som af og
til udvider sig til store Kedler. Her er ligeledes
et ganske ejendommeligt Folkeliv, idet
Befolkningen endnu for en stor Del har bevaret
gamle Skikke, gamle Dragter og Husbygning.
Sætersdølen er livlig, kraftig, musikalsk og
poetisk begavet. Husfliden staar højt, særlig
Træskæring, Vævning og Guldsmedkunst. Paa
Heiestrækningerne Ø. og V. f. Dalføret er der
fortrinlige Beiter, gode Fiskevande og meget Vildt.
S. Sorenskriveri er 5346 km2 med (1920) 9220
Indb. Af Arealet er 43,2 km2 Ager og Eng,
1157,5 km2 Skov, 348,3 km2 Ferskvand; Resten
er Snaufjeld, Udmark og Myr. De vigtigste
Næringsveje er Fædrift, Skovbrug og en Del
Turisttrafik. Jernbane fører fra Kristiansand til
Byglandsfjord. (Litt: »Top. Journal«, H. 26
[Oslo 1800], af R. Gjellebøl; Johs. Skar,
»Gamalt or Sætesdal« [Oslo 1903]; »Norges
Land og Folk«: A. Helland, »Nedenes Amt«,
1-2 [Oslo 1904]).
(P. N.). M. H.
Sætgang (Søv.), visse Dele af uden- og
indenbords Klædning.
C. B-h.
Sæthammer, hammerdannet Redskab, som
benyttes af Smeden ved Smedning af Jern og
Staal, idet han sætter den paa Stykket, og dette
da ved, at Hjælperen slaar til paa S., faar
en Omsætning (enkelt eller dobbelt): d. v. s. et
pludseligt Spring i Dimensionen. Kan ogsaa
anvendes til at give Godset en bestemtere og
glattere Form, end det kan faa uden S. I
sidstnævnte Tilfælde vil man vel nok anvende en
saakaldet Glathammer: en Hammer noget
lignende en S.
(F. W.). D. H. B.
Sätherberg [’sæ.terbærj], Karl
Herman, svensk Digter, født 19. Maj 1812,
død 2. Januar 1897. Student i Upsala 1830,
Dr. med. 1843 og 1847—79 Forstander for
det ortopædiske Institut i Stockholm.
Foruden en Række mindre Skrifter om
Gymnastikken og om det Institut, han var knyttet
til, er han optraadt som Digter og har særlig
besunget Naturen. Han var i sin Ungdom en
ivrig Jæger, udgav »Skogsharpan, poetisk
kalender för jägare« (1836) og »Jägarens vila«
(1838), og var tillige en ivrig Botaniker,
»Blommorna vid vägen« (4 Hæfter, 1841—46). Han
elskede Naturen med en Kærlighed, som
forskaffede ham Navn af »skogsångarn«. S.’s
sværmeriske Smaadigte klinger fyldigst og
renest, naar de besynger det Fugle- og
Blomsterliv, der rører sig i Skov og om Sø; hans Digte, bl.
hvilke »Vintern rasat« og »Glad såsom fågeln«
hører til de mest yndede, har faaet en vid
Udbredelse, og ogsaa hører hans forsk. Vaarsange
til de mest sungne svenske Sange. Hans
»Utflykter på havet«, I—II (1845—46), fra en
Udflugt med Korvetten »Karlskrona« til
Middelhavet, viste hans Naturglæde fra en ny Side;
men foruden sin naturbegejstrede Digtning har
han meddelt Læseverdenen forsk. andre ikke
fuldt saa vellykkede Digte; »Blomsterkonungen«
(1879) til Linné’s Minde er det, som vandt
størst Bifald; hans Lystspil og hist. Skuespil
forraader lige saa lidt som hans dramatiske og
episke Digte nogen Selvstændighed som Digter
ell. Personlighed; derimod har hans ældre
romantiske Digte »Afhilda« o. fl. Interesse som
Vidnesbyrd om Tidens Smag, medens hans
»Lefnadsminnen« (1896) har hist. Interesse. En
ny ændret Udgave af hans Ungdomsdigte
foranstaltede han i »Dikter, äldre och nyare«,
(I—II, 1862-63).
O. Th.
Sætning (gramm.). Naar det siges, »vi taler
i Sætninger«, er det ikke fuldt ud rigtigt efter
den traditionelle Opfattelse, idet nemlig
mangen en Meddelelse ikke faar en saadan Form,
at Grammatikeren vil anerkende den som
Sætning, f. Eks. »Brand!«, »Halløj, De der!«,
»Opvarter, en Kop Kaffe!«, »Storartet!«, »Nej, hvor
nydeligt!«, »Ned med Tyrannerne!«, »Som By,
saa Borger« o. s. v. Det er ikke let at finde en
fyldestgørende Begrebsbestemmelse af S. Hvis
man siger, »en S. er en Forbindelse af Ord,
der udsiger (ell. forlanger) noget (en Handling,
Tilstand ell. Beskaffenhed) om noget« (Madvig),
da udelukkes for det første S. bestaaende af et
Ord alene (Eksempler gives ndf.), og for det
andet synes det ret unaturligt at indpasse
Spørgesætninger (»Gik han?« ell. »Hvem har
sagt det?«) under Bestemmelsen. Der findes en
Mængde andre Definitioner, ofte iklædte en
kvasi-filosofisk Udtryksmaade, men i
Virkeligheden Uforstaaelige og intetsigende; som
Eksempler kan nævnes to: »en S. er en
modulatorisk afsluttet Lydmasse (Lautung), hvorved
den Hørende bliver foranlediget til at forsøge
en af den Talende som rigtig anerkendelig
relativ afsluttet apperceptiv Leddeling af en
Betydningskendsgerning (Bedeutungstatbestand)«
(Ottmar Dittrich) og »en grammatisk S. er det
sproglige Udtryk for den logiske Forbindelse
af et Substansbegreb med det rent funktionelt
opfattede Begreb af en Tilstand ell. Handling«
(Körting). Mange Sprogforskere i den nyere
Tid vil lægge Hovedvægten paa den formelle
Side og sige, at det særlige for S. i Modsætning
til andre Slags Ytringer er det afrundede, der
fremkommer ved Brugen af et Udsagnsord
(Verbum) som livgivende Led, hvorved maa
mærkes, at flere Former af Udsagnsordene
(Infinitiv »at komme« og Participierne
»kommende« og »kommen«) ikke har denne livgivende
Evne, saa at man altsaa kan bestemme S. som
en ved Anvendelsen af et finit Udsagnsord
afrundet sproglig Ytring. De finite Former er de
saakaldte personlige Maader, hos os Indikativ,
Konjunktiv og Imperativ. En S. kan da bestaa
for det første af et Udsagnsord alene. Dette er
hos os nu væsentlig kun muligt ved Bydeform
(Imperativ), f. Eks. »Kom!«, »Se!«, — og denne
Art S. skifter naturligvis ikke Karakter, fordi der
kommer et eller flere Biled til (»Kom herhen!«,
»Se engang dette Billede!« o. s. v.). Men i
andre Sprog findes ogsaa S. med Udsagnsord
alene i andre Tilfælde, navnlig i saakaldte
upersonlige Udtryk som lat. pluit, hvor vi
anvender et intetsigende »det« (»det regner«) for
ikke at lade Udsagnsordet staa alene. For det
andet kan der til Udsagnsordet være knyttet et
Ord (ell. en Ordforbindelse) som »Grundled«
(»Grundord«, »Subjekt«), f. Eks. »han
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
