Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sømme, Jacob Kielland - Sömmerda - Sömmering, Samuel Thomas - Sømrokke, - Sømunke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
finde Udtryk for sine Ideer og Indtryk
gennem ofte dristige og usædvanlige
Farveeksperimenter. Et Portræt af Alexander Kielland fra
1888 udmærker sig ved en træffende
Karakteristik, og et Genrebillede »Devant le Maire« har
en sikker Holdning baade i Opfattelse og
Udførelse. Af Billeder fra hans modne Tid kan
nævnes »Fire Arbejdere«, enkelte Landskaber
med en vis blød, næsten veg Tone, »Mor og
Barn«, »Musikanter« o. fl. S. har udgivet et
Par morsomme Børnebøger, »Esters Bog«,
I—II, samt ofte leveret Illustrationer til Bøger og
Blade, bl. a. flere fortræffelige Karikaturer til
»Tyrihans«. Har siden 1910 mest malet
Portrætter. Udstillede hyppigt paa Statens aarlige
Udstillinger i Oslo efter 1886. Har ogsaa udført
en Del plastiske og keramiske Arbejder.
(Fr. O.). C. W. Sch.
Sömmerda |’zömərda.], By i preuss. Prov.
Sachsen i Regeringsdistriktet Erfurt, 20 km
NNØ. f. Erfurt ved Unstrut, har (1919) 7082
Indb. S. er bekendt ved sin Geværfabrikation
forbunden med Jernstøberi og
Maskinfabrikation.
(Joh. F.). O. K.
Sömmering [’zöməreŋ], Samuel Thomas,
tysk Anatom, f. i Thorn 28. Jan. 1755, d. i
Frankfurt a. M. 2. Marts 1830. S. studerede i
Göttingen og arbejdede fra sit 21. Aar
selvstændigt med komparative
Hjerneundersøgelser. Han tog Doktorgraden 1778 med en
grundlæggende Afh. De basi encephali et
originibus nervorum cranio egredientium libri V.
Han kaldtes til Cassel 1779 som Prof. i
Anatomi, 1784 til Mainz, men flyttede 1798 til
Frankfurt a. M., hvor han bl. a. indførte
Vakcinationen. Efter fra 1805 at have været
Livlæge i München genoptog han sin Virksomhed
i Frankfurt 1820. S.’s Aand spændte over vide
Omraader. Han var bl. de første, der
studerede fossile Dyrs komparative Anatomi, skrev
desuden om Solpletterne, præmieredes for to
Afh. om Snøreliv og opfandt en elektrisk
Telegraf (»Denkschriften der kgl. Akademie, der
Wissenschaften zu München« [1811]).
Væsentligst er han imidlertid som Anatom. Hans
Hovedværker er: »Vom Baue des menschlichen
Körpers« (1791—96); Tabula sceleti femini
(1796); »Abbildung der Sinnorgane« I—IV
(1801—09). Kunstneren G. Kock gjorde disse Afh. til
kunstneriske Mesterværker.
J. S. J.
Sømrokke, se Rokker.
Sømunke. Bl. de forsk., eventyrlige
Væsener, hvormed svundne Tider befolkede Havet,
fortjener »Sømunken« særlig Opmærksomhed,
idet der til Grund for den vides at ligge en
bestemt Naturiagttagelse. Paa Christian III’s
Tid, omkr. Aar 1550, fangedes nemlig i Øresund
nær ved Malmö en »underlig Fisk«, der som en
Sjældenhed blev bragt til Kongen. Arild
Hvitfeld omtaler den paa flg. Maade: »Han havde
et Hoved som et Menneske og paa Hovedet som
en Munkekrans; han havde Klæder paa af Skæl
som en Munkekappe, og lod Kongen samme
Fisk begrave«. For Samtiden var dette Væsen
en fuldstændig Gaade, ja, p. Gr. a. den
formentlige Munkelighed, endog næsten et
Mirakel; for at lægge en Dæmper paa
Folkesnakken, der selvfølgelig i den overtroiske
Tidsalder og saa kort Tid efter Katolicismens
Afskaffelse med særlig Forkærlighed maatte
beskæftige sig med »Sømunken«, har Kongen
utvivlsomt fundet det klogest at begrave Dyret.
Imidlertid var det flere Dage at se, og
Beskrivelser og Afbildninger fandt i den flg. Tid Vej
ud over Landets Grænser til fremragende
Lærde ell. fyrstelige Personer, ja spredtes endog
ved trykte Flyveblade i endnu videre Kredse.
Ret fyldige Beskrivelser af »Munkefisken«
findes da ogsaa hos de samtidige naturhistoriske
Forfattere, Franskmændene Rondelet og
Belon og Schweizeren Gesner. Heraf bør
flg. anføres: »Det syntes at have menneskelige
Ansigtstræk, men med grove og raa Omrids;
Hovedet var raget som en Munks; ned over
Halsen, Skuldrene og Brystet hang der som et
Munkeslag, og dette var broget med sorte og
røde Pletter; Slaget gik forneden over i et
Skørt. I Stedet for Arme var der Finner og
ligeledes i Stedet for Fødder. Længden af det
hele Uhyre var fire Alen«. Det mest
forbavsende ved disse Beskrivelser og de ledsagende
Afbildninger er utvivlsomt den paastaaede Lighed
med et Menneske; derfor bør det ikke lades
uomtalt, at vi hos den ene af de nævnte
Forfattere, hos Rondelet, finder den
Bemærkning, at han har set en Tegning af Dyret, der
afveg saa betydelig fra hans egen, at han maa
tro, at »Tegnerne har føjet et og andet mere
til, for at Sagen skulde anses for at være saa
meget vidunderligere«. Dette skulde f. Eks.
gælde om Menneskehovedet, men ogsaa andre
mindre væsentlige Ting, saasom Skællene. Trods
denne Indrømmelse er det dog ingenlunde let at
forstaa, hvilket Væsen der skjuler sig bag S., og
Forklaringen lod da ogsaa vente 300 Aar paa sig.
I Decbr 1853 drev nemlig en kæmpemæssig
Blæksprutte i Land paa Østkysten af Jyllands
Nordspids, og dennes Hornkæber, det eneste, det
lykkedes at redde for Videnskaben, ledede da
den skarpsindige danske Zoolog Japetus
Steenstrup paa den Tanke, at S. kun
kunde være en mægtig stor, tiarmet Blæksprutte.
»Munkens« Hoved svarede nemlig til Dyrets
bageste Del, hans Arme til de to lange
Fangarme, som paa Billederne maa antages delvis
at ligge skjulte under Kroppen, medens
 |
| Sømunken efter Rondelet og Loligo-Blæksprutte fra Kattegat. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
