Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tabulatur - tabulæ accepti et expensi - Taburet - Tacamahac - Tacambaro - Tacca
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Instrumentklasser og tillige afvigende i de
forskellige Lande. Den tyske Orgel-T., der
brugtes ogsaa i England og i Norden, anvendte
Bogstaverne a—h (stor og smaa) som Tonetegn for
de tilsvarende Taster paa Orglet ell. Klaveret.
Disse Tegn fordeltes mellem Taktstreger paa
lige saa mange Rækker (siden Linier), som
Stykket havde Stemmer, medens Tegnene for
de rytmiske Nodeværdier — laante fra Tidens
sædvanlige Nodeskrift — anbragtes oven over
den paagældende Række. Hyppigt blev dog den
øverste Stemme opskrevet med alm.
Nodeskrift. Den spanske Orgel-T. bestod af et
Liniesystem med Taltegn som Noder, den
italienske derimod anvendte den sædvanlige
Nodeskrift. Lut-T. havde ligeledes Bogstav-
ell. Taltegn, dog ikke som Betegnelse for
absolut bestemte Toner, men for de forsk. Greb
paa de af Tværbaand (»Bundter«) inddelte
Strenge. Den tyske Lut-T. (Conrad
Paumann, 15. Aarh.) bestod af Bogstavtegn,
dertil Taltegn for de løse Strenge, alt uden Linier,
den franske af Bogstavtegn med Linier, den
italienske af Taltegn med Linier; dertil
kom for alles Vedk. Tegn for de rytmiske
Værdier og Taktstreger. Disse T. har med al deres
Ubehjælpsomhed dog det relative Fortrin at
være lettere at læse end Datidens indviklede
Mensuralnodesystem (s. d.). Med Nodeskriftens
Udvikling tabte de imidlertid dette Fortrin og
gik ud af Brug i Løbet af 18. Aarh. (Litt.: O.
Körte, »Laute und Lautenmusik« [1901];
Branzoli, Ricerche sullo studio del Liuto
[1889]).
A. H.
tabulæ accepti et expensi (lat.
»Regnskabsbog over Indtægt og Udgift«). Den blotte
skriftlige Skylderklæring kunde i romersk Ret
vel have Betydning som Bevismiddel, men
aldrig stifte en Fordring. Derimod kunde — i
Republikkens senere Tid og i den ældre
Kejsertid — ved den saakaldte Litteralkontrakt
skriftlig Affattelse under Iagttagelse af en vis
Fremgangsmaade, om hvilken vi iøvrigt kun ved
lidet med Sikkerhed, tjene som retsgyldigt
Grundlag for en strengt ensidig Pligt til at
betale Penge. Denne Nydannelse har Forbindelse
med den Skik, der — bl. a. af Hensyn til
Formueansættelsen (census) — fra gammel Tid
forpligtede enhver velstillet romersk Husfader til
at føre nøjagtig Kassebog, tabulæ eller Codices
accepti et expensi, vel at adskille fra de blotte
økonomiske Notitsbøger (adversaria).
Fremgangsmaaden var vistnok følgende: Den, der
ønskede retsgyldigt at forpligte sig til at
betale en vis Sum Penge, kunde — i Stedet for at
benytte Stipulationsformen — bemyndige
(jubere) Kreditor til i sin Kassebog at føre den
lovede Sum til Udgift (expensum ferre) som
modtaget af Debitor. Da imidlertid intet i
Virkeligheden var udgaaet af Kreditors Kasse,
maatte i Kassebogen, for at denne kunde være
nøjagtig, den fingerede Udgift udlignes ved en
dertil svarende fingeret Indtægt. Kreditor
maatte derfor i sin Kassebog føre den samme
Sum til Indtægt (transcribere) som indbetalt
enten af Debitor selv eller af en anden. Ikke
ved Parternes blotte Aftale, men ved den i
Henhold til Parternes Aftale foretagne,
transskriptiske Indførelse i Kreditors tabula
stiftedes en civilretlig gyldig Fordring (nomen
transscripticium). Da Kontrakten ikke — som
stipulatio — var stiftet mundtlig (verbis), men
skriftlig (litteris), benævnedes den litteris
obligatio. Den ved Litteralkontrakten begrundede
obligatio havde samme civilretlige Gyldighed
som den ved stipulatio stiftede, og den
frembød den praktiske Fordel, at den kunde
oprettes inter absentes. Debitors Samtykke (jusus),
i Henhold til hvilket expensilatio i t. foretoges,
kunde afgives skriftlig. Litteralkontrakten
forsvandt med Brugen af t. a. e. e. (3.
Aarhundrede efter Kr.). Paa Justinian’s Tid var den
forlængst en Retsantikvitet. (Litt.: P. Girard,
Manuel élémentaire de droit romain, 5. Udg. S.
496 ff.).
C. W. W.
Taburet. Dette Siddemøbel paa 4 Ben uden
Rygstød og Læner maa i sin første Tid (16.
Aarh.) have været rundt, fordi det har taget
Navn efter tabour, gammelfransk Navn for
Tromme. Da denne kom til at hedde
tambour, skrev man i Beg. baade tabouret og
tambouret. I den fr. Hofetikette spillede dette
Møbel en fremtrædende Rolle, da det var en
Særret for Hertuginder at turde sætte sig paa en
T. ved Kongens Souper ell. ved Dronningens
cercle; Kronens Dignitarer, der ikke var
Hertuger, kunde kun som Undtagelse erhverve
denne Forret for Hustruerne. Under Fronden
udbrød Taburetkrigen, der satte Frankrigs
Adel i større Bevægelse end Fædrelandets
Ulykker, fordi Dronningen havde givet en
Grevinde Ret til T. Man kaldte de Damer, der
nød denne Ære, for tabourets (Hertuginder og
andre tabourets). Døde Manden først, var T.
Enkens; men giftede hun sig atter, gik den
tabt. Brantôme siger, at mange Enker giftede
sig ikke, for at beholde T. Møblet var i Brug
fra 16. Aarh., og mærkeligt nok har det fra
først af haft stoppet og betrukket Sæde, en
Ære, som ikke dengang blev Stolene til Del.
At T. maatte spille en stor Rolle i
Slotsinventarer i Ludvig XIV’s Tid, er rimeligt. Kongen
ejede i alt 1609 Stykker, kostbare ved Betræk
og Udskæring. Senere blev det alm., at
Ministrene i Statsraadet sad paa T., og Ordet
bruges derfor endnu omtr. enstydigt med
Ministerembede (se Portefeuille).
(Bernh. O.). J. O.
Tacamahac, d. s. s. Takamahak, se
Calophyllum.
Tacambaro, lille By i Mexiko, Staten
Michoacán, ved højre Bred af Rio de T., en
Biflod til Rio de las Balsas.
M. V.
Tacca Forst., Slægt af Taccaceæ, Stauder af
Familiens Præg, c. 9 Arter. T. pinnatifida Forst,
med stærkt delte Blade, dyrkes af Hensyn til
de melrige Knolde, der i Østasien benyttes som
Arrowroot. T. cristata Jack. (Indien) med brede,
lancetdannede Blade og smaa, brunlige
Blomster, der er omgivne af 2—4 oprette Højblade,
medens andre Højblade er lange og
nedhængende, violette Traade, dyrkes i Varmehus.
A. M.
T. cristata Jack. og T. macrantha W. Limpr.
dyrkes i Varmehus, f. Eks. Orchidéhus. De
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
