Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tachymeter - Tachymetri - Tacitus, Marcus Claudius - Tacitus, Publius Cornelius
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Noniens optiske Forskydning svarende Aflæsning
paa Inddelingen multipliceret med 100 giver
Afstanden fra Stationen til Terrainpunktet.
Af de med Kredstachymetret erholdte
Resultater for Sigtets Hældningsvinkel og Længde
faas de tilsvarende Værdier for Højdeforskellen
og den vandrette Afstand mellem Stationen og
Terrainpunktet ved trigonometrisk Beregning,
men man anvender i Reglen tabellariske eller
grafiske Hjælpemidler ved disse Bestemmelser.
Af andre Tachymeterformer skal nævnes
Projektortachymetret, ved hvilket
man direkte paa Instrumentet kan aflæse den
vandrette Afstand fra Stationen til
Terrainpunktet samt dettes Højde. Denne Ordning er
tilvejebragt ved, at der paa Instrumentet er
anbragt en vandret og en lodret Maalestok,
hvorved den vandrette og den lodrette Projektion
af Sigtelængden kan bestemmes, efter at denne er
fastslaaet ved Distancemaaling og angivet paa
en parallelt med Sigtelinien anbragt Maalestok.
Den Maalemetode, der gaar ud paa ved
Hjælp af T. at bestemme Terrainpunkter i
Forhold til Stationspunkter, benævnes
Tachymetri. Stationspunkternes indbyrdes
Beliggenhed bestemmes ved Triangulation (s. d.)
eller Polygonmaaling (se Landmaaling) i
Forbindelse med geometrisk eller trigonometrisk
Nivellement (s. d.) eller ved tachymetrisk
Maaling alene. Ved større Opmaalinger med
Anvendelse af tachymetrisk Punktbestemmelse
anvendes oftest en Kombination af flere af disse
Maalemetoder.
P. T.
Tachymetri, se Tachymeter.
Tacitus, Marcus Claudius, rom.
Kejser 275—276, tilhørte en rig Senatorslægt. Da
Kejser Aurelian var bleven myrdet, blev T.
efter nogle Maaneders Interregnum valgt til
Kejser af Senatet. Han var allerede da en gl
Mand og overtog nødig Kejserværdigheden.
Som Kejser begunstigede han Senatet og
anvendte en Del af sin Formue til almennyttige
Formaal. Han førte en heldig Krig med
Goterne i Kilikien, men blev efter lidt over et
halvt Aars Regering dræbt af sine egne
Soldater i Tyana. T. efterfulgtes af sin
Halvbroder Marcus Annius Florianus, der kun
regerede nogle Maaneder.
H. H. R.
Tacitus, Publius Cornelius, rom.
Historieskriver, f. omtr. 55, d. omtr. 120 e. Kr.
Han tilhørte en velhavende Familie og kom
tidlig ind paa Embedsbanen. Efter at have
været Prætor 88 synes han at have opnaaet
Statholderskabet i en af det rom. Riges
nordlige Provinser; Konsul blev han 98 og derefter
Prokonsul i Asien; om hans senere Liv vides
der næsten intet. Uagtet T. væsentlig har sin
Bet. som Historieskriver, gik hans litterære
Virksomhed dog ogsaa i andre Retninger. I et
Ungdomsværk, Dialogus de oratoribus, hvis
Ægthed ganske vist har været omtvistet,
behandler han Spørgsmaalet om Aarsagerne til
Veltalenhedens Forfald. Han viser sig her som
en Tilhænger af den retoriske Retning, hvis
Fører var Quintilian, og som søgte at genoplive
Traditionerne fra Cicero’s Tid; ogsaa i selve
Skriftet hersker en gammeldags Stil med
fyldige ciceronianske Perioder. Sine første
historiske Skr offentliggjorde T. 98, nemlig Agricola
og Germania. Det førstnævnte er en
Levnedsbeskrivelse af T.’s Svigerfader Agricola, af
hvem der gives en i høj Grad sympatetisk
Skildring, samtidig med, at der rettes skarpe
Udfald mod den afdøde Kejser Domitian, hos
hvem Agricola var falden i Unaade. I
Germania giver T. en geografisk og etnografisk
Skildring af Romerrigets nordlige Naboland,
til hvilket han maaske har haft et personligt
Kendskab. Han fremhæver Germanernes
Naturkraft i Modsætning til Romernes
Overcivilisation og var ikke blind for den Fare, som
truede Romerriget fra Germanernes Side. Til
Trods for adskillige Misforstaaelser er dette
Skrift en af vore vigtigste Kilder til de
germanske Folks ældste Historie. Efter
Udarbejdelsen af disse Smaaskrifter tog T. fat paa
større historiske Værker. I Historiæ, vistnok
i 12 Røger, behandlede han det flaviske
Dynastis Historie, Aarene 69—96, en Tid, som han
selv havde oplevet. Heraf er imidlertid kun de
4 første og en Del af den 5. Bog bevarede, og
disse behandler kun Borgerkrigene og en Del
af Vespasian’s første Regeringsaar (69—70).
Efter at dette Skrift var fuldført, tog T. fat
paa den nærmest foregaaende Tids Historie,
fra Augustus’ Død (14) til Nero’s Død (68).
Dette Skrift, Ab excessu Divi Augusti,
sædvanlig kaldet Annales, var T.’s betydeligste
Arbejde. Det var rimeligvis delt i 18 Bøger, men
af dem haves nu kun 1.—6. og 11.—16. Bog,
og det ikke engang fuldstændig. I de bevarede
Bøger behandles Tiberius’ og en Del af
Claudius’ Regeringstid samt Nero’s Regeringstid
indtil 66.
Som Historieskriver satte T. sig ikke den
Opgave at behandle hele det rom. Riges Historie,
men han saa paa Begivenhederne fra et
udpræget Hovedstadsstandpunkt. Kejsernes
politiske Færd og deres Optræden over for
Senatet og Aristokratiet i Rom er Genstand for
hans største Interesse. Han tilhørte selv det
Aristokrati, der saa længe som muligt havde
bevaret Sympatien for Republikken, men var
dog bleven klar over, at, som Forholdene nu
laa, var en Tilbagevenden til de
republikanske Forfatningsformer en Umulighed. Men om
han end indrømmede Kejserdømmets
Nødvendighed, var han dog opfyldt af Bitterhed over
den Maade, hvorpaa de fleste af Kejserne
havde realiseret Systemet. Medens han selv en
stor Del af sit Liv havde levet under Domitian’s
Tyranni, fandt han først i Nerva og Trajan
Kejsere, hvis Færd han kunde betragte med
Sympati. I den Tids Historie, som T.
behandler, fremhæver han med Forkærlighed de
mørke Træk, og hans hele Skildring er
gennemtrængt af en dyb Strenghed og Alvor. Han
søger at forklare Begivenhedernes
Aarsagssammenhæng, til Dels ad psykologisk Vej. Megen
Reundring har Eftertiden næret for hans
psykologiske Analyser af Hovedpersonerne, f. Eks.
af Kejser Tiberius; dog har han sandsynligvis
herved mere ladet sig lede af sin forud fattede
Mening end af virkelig Indsigt, og om det end
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
