Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Talleyrand-Périgord, Charles Maurice
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
T. ikke til at arve Greveværdigheden. Da han
havde Klumpfod, var den militære Løbebane
lukket for ham, og han blev bestemt for den
gejstlige Stand, som var hans Natur imod. 1775
blev han Abbed i St Dénis. T.’s fine Kløgt og
høje
Slægtsforbindelser
bragte ham hurtig
op til Magt og
Indflydelse,
1780 blev han
udnævnt til
Generalagent for
den franske
Gejstlighed, en
Slags Bestyrer
for de franske
Kirkefonds, der
laa under
Gejstlighedens egen
Administration,
og her viste
han sine
ypperlige Evner
som
Finansmand. 1788 blev han Biskop af Autun. Han
var udpræget verdslig anlagt, trods sin
kirkelige Stilling fanget af sin Tids fritænkerske
Filosofi og optaget af de politiske og sociale
Reformtanker. Paa Notabelforsamlingen 1788 stod
han paa Necker’s Parti, og da han 1789 fra
Autun var blevet valgt til Generalstænderne,
sluttede han sig til Trediestand og
Reformbevægelserne. Skønt fra først af i Modsætning til
Mirabeau fordrede han dog ligesom denne
Valgbrevenes Prøvelse i Fællesskab, og da
Trediestand 17. Juni havde erklæret sig for
Nationalforsamling, udtalte han 19. Juli sin
Tilslutning til den og bidrog væsentlig til, at alle
tre Stænder forenedes. Som Medlem af
Forfatningsudvalget var T. virksom for
Menneskerettighedernes Erklæring, og overordentlig
Betydning fik det, at det var ham, der først (10.
Oktbr 1789) foreslog Inddragelsen af Kirkens
Gods og Anvendelsen af det til en fuldstændig
Omordning i Skatte- og Finansvæsen. I Febr
1790 blev han Præsident i Rigsforsamlingen, og
ved den store Forbundsfest paa Marsmarken 14.
Juli 1790 var det T., der holdt Messen for
Fædrelandets Alter og indviede Troppernes ny
Faner. Til Gennemførelsen af Gejstlighedens
Civilkonstitution medvirkede han ikke direkte,
men aflagde Eden derpaa, og da Paven lyste
ham i Band, benyttede han gerne Lejligheden
til at nedlægge sin gejstlige Værdighed som
Bisp i Autun, og da Ærkebispeembedet i Paris
blev ledigt, søgte T. det ikke. 3. Febr 1791
indviede han de ny Bisper under den ny
Kirkeforfatning. Med Mirabeau var T. blevet forsonet
under Rigsforsamlingens Gang, og efter
Mirabeau’s Død oplæste han dennes sidste Tale 4.
Apr. 1791. Han deltog med Iver i Drøftelsen af
finansielle Spørgsmaal, saaledes angaaende
Assignaterne og om Gennemførelsen af ens Vægt
og Maal; hans bedste Arbejde var dog sikkert
den geniale Plan, som han kort før
Rigsforsamlingens Adskillelse forelagde den i Septbr
1791, Reformplanen angaaende det franske
Undervisningsvæsen, der gik ud paa i videste Maal
at gøre Undervisningen almen og lade den lede
af Staten, ikke af Kirken. Da den
grundlovgivende Rigsforsamling opløstes 30. Septbr 1791,
og dens Medlemmer ikke kunde sidde i den
lovgivende Forsamling, førtes T. ind paa
Diplomatien, hvori han vandt sit store Ry. Som
diplomatisk Medhjælper fulgte han i Febr 1792
Hertugen af Biron og i April Gesandten
Chauvelin til London og søgte at vinde England for
et Forbund mod Østerrig eller i alt Fald faa
det til at holde sig neutralt, men
Kongedømmets Fald 10. Aug. bragte alle Bestræbelserne
til at briste. Da T. vendte tilbage til London
efter 10. Aug., blev han af Jakobinerne anklaget
for at have Sympati for Kongen, og han blev
opført paa Listen som Emigrant. Snart efter
udviste den engelske Regering ham af Landet,
og i Begyndelsen af 1794 rejste han til
Nordamerika, hvor han spillede og spekulerede sig
Penge til, og hvorfra han vendte tilbage til
Paris i Marts 1796, medførende sin Elskerinde
Mme Grant, en fraskilt Kone, som han senere
ægtede. Under hans Fraværelse var han paa
Grund af sine Fortjenester af
Undervisningsvæsenet valgt til Medlem af Instituttet, og i Juli
1797 overtog han ved Barras’ Indflydelse
Udenrigsministeriet. Snart knyttede han sig til
Bonaparte, hvis Storhed han forudsaa, og han
udtalte sig beundrende om Bonaparte’s
Gennemførelse af Campo-Formio-Freden 1797. Efter
Statskuppet 18. Juni 1799 nedlagde han Posten
som Udenrigsminister, beskyldt for
Bestikkelighed, og udpegede selv Rheinhard til sin
Efterfølger, men kun faa Maaneder efter overtog
han atter sit Embede. Da Bonaparte vendte
hjem fra Ægypten, forbandt T. sig med ham,
og med Bonaparte og Sieyès iværksatte han
Statskuppet 18. Brumaire, 9. Novbr 1799. 22.
Novbr samme Aar blev han Udenrigsminister
og var det til 18. Aug. 1807. Napoleon og T.
virkede ypperlig sammen. T. ledede
Fredsslutningerne i Lunéville og Amiens og bidrog særlig til
Afslutningen af Konkordatet 1802. Paven gav
ham sit Minde til hans Udtræden af den
gejstlige Stand, hvorefter T. ægtede Mme Grant.
Kejserdømmets Oprettelse bragte ogsaa T.
Glans og Rigdom. 1804 blev han udnævnt til
Overkammerherre, 1805 afsluttede han Freden
i Pressburg, og efter 1806 at være blevet
udnævnt til Fyrste af Benevent fulgte han med
Napoleon i den preussisk-russiske Krig.
Allerede nu var Forholdet mellem Napoleon og T.
dog ved at briste, 1805 havde Kejseren ikke
villet høre T.’s Raad om at knytte Østerrig til
sig ved at opveje dets Tab i Italien med
Erstatning i Tyrkiet, og Fastlandsspærringen var han
bestemt imod. Efter Freden i Tilsit gik han
derfor af som Udenrigsminister 8. Aug. 1807 og
trak sig tilbage med Titlen Vice grand électeur.
Endnu var Forholdet mellem ham og Napoleon
dog underkastet Svingninger, 1808 ledsagede
han Kejseren paa Mødet i Erfurt, men hans
Misbilligelse af dennes spanske Politik hidførte
det endelige Brud 1809. T. mistede nu sin
Stilling som Overkammerherre og trak sig tilbage
 |
| C. M. Talleyrand-Périgord. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
