Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tandbaner - Tandben - Tandberg, Guldbrand
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
det andet Cylinderpar; paa
Friktionsstrækningen arbejder Lokomotivet da som en
almindelig Højtryks-Tvilling-Maskine, men paa
Tandstrækningen i Reglen som Høj- og
Lavtryks-Fircylinder-Maskine.
Trækkraften ligger oftest omkring
10000—12000 kg.
Lokomotiverne, der i Almindelighed
skubber Togene, altsaa kører
nederst, er forsynet med
flere (oftest 3) af hinanden
uafhængige Bremsesystemer,
nemlig en Trykluftbremse
til at regulere Nedkørslen,
en Tandhjulsbremse,
bestaaende af een eller flere
Bremseskiver, der er
anbragt paa en af Lokomotivets
Aksler, paa hvilken et
Tandhjul, der griber ind i
Tandstangen, ogsaa er anbragt
(paa Fig. 2 sidder
Bremsetandhjulet paa forreste
Løbeaksel), og endelig en
automatisk Bremse, der træder
i Virksomhed, saa snart
Kørselshastigheden overskrider
en vis Størrelse (f. Eks. 9 à
10 km i Timen). T.’s
Stigning maa — som tidligere
berørt — ikke være større
end, at man er sikker paa,
at Tandhjulene ikke skubbes ud af
Indgriben med Tandstanden, især ved
Bremsning under Nedadkørsel, og at
Tandtrykket ved den givne Togbelastning ikke
overstiger det tilladelige i Forhold til Tændernes
Styrke. Derfor gaar man nu om Stunder ikke
gerne over 250 ‰; ved Pilatusbanen (se Fig.
3) er man dog gaaet til 480 ‰, men har
samtidig anvendt den sikrere Locher-Stehlin’s
Konstruktion med liggende Dobbeltandstang. Ved
blandede T. benyttes 20—35 ‰ paa
Friktionsstrækningerne og 50—150 ‰ paa
Tandstrækningerne; enkelte saadanne T. har dog
større Stigninger, f. Eks. Stanstad—Engelberg
(Schweiz) henholdsvis 50 ‰ og 250 ‰,
Rittnerbanen (Tyrol) henholdsvis 45 ‰ og 255 ‰
og Martigny—Chatelard (Schweiz) henholdsvis
70 ‰ og 200 ‰. Ved større Stigninger
er Tovbaner (s. d.) at foretrække,
ogsaa i økonomisk Henseende.
Sporkurver anvendes ned til 60 m Kurveradius
(undtagelsesvis helt ned til 30 m), og
der gives her den sædvanlige
Sporudvidelse mellem Skinnestrengene.
Kørselshastigheden ligger almindeligvis mellem
6 og 12 km pr Time paa
Tandstrækninger og 15—45 km pr Time paa
Friktionsstrækninger. Før Verdenskrigen var der
c. 140 T. i Drift, deraf 29 i Schweiz. De
fleste er bygget efter Abt’s og
Riggenbach’s Systemer. (Litt.: Röll,
»Encyklopädie des Eisenbahnwesens«, 2. Udg.,
10. Bd [1923], S. 451; Barkhausen, »Die
Eisenbahntechnik der Gegenwart«, IV Bd [1907],
Afsnit C; F. Loewe og H. Zimmermann,
»Handbuch der Ingenieurwissenschaften«, 2.
Udg. [1906], V Del, 8. Bd, S. 3).
G. K.
 |
| Fig. 2. Tandhjuls-Damplokomotiv for ren Tandbanedrift. |
 |
| Fig. 3. Dampvogn paa Pilatusbanen. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
