- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XXIII: T—Tysk frisindede Parti /
81

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tankelæsning - Tankeoverføring - Tankestreg - Tanklokomotiv - Tankred - Tankskib - Tanna - Tannahill, Robert - Tannalbin - Tannater - Tannenberg

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Muligheden af T. blev opdaget af
Amerikaneren Brown 1875, og han skal ogsaa have været
ganske paa det rene med, hvorledes Sagen gik
for sig; men han var en praktisk Mand, der
udnyttede sin Opdagelse ved offentlige
Forestillinger, og følgelig undgik han at give nogen
Forklaring af det tilsyneladende ganske
gaadefulde Fænomen. Det var først, efter at de i sin
Tid meget omtalte Tankelæsere Bishop og
Cumberland havde gjort T. bekendt i Europa, at
denne blev nærmere undersøgt, og
overensstemmende Forklaringer blev fremsatte samtidig af
forskellige Fysiologer. (Litt.: A. Lehmann,
»Overtro og Trolddom«, 2. Udg. [Kbhvn 1920],
S. 108 ff.; Hansen og A. Lehmann, Ȇber
unwillkürliches Flüstern« [i Wundt’s »Philos.
Stud.«, B 11; W. Preyer, »Die Erklärung
des Gedankenlesens« [Leipzig 1886]).
(Alfr. L.). Edv. L.

Tankeoverføring, se Telepati.

Tankestreg (—) bruges for at betegne et
Ophold i Talen, især inden for en enkelt
Sætning eller hvor en Sætning af en eller anden
Grund afbrydes. Ikke sjældent sættes T. baade
foran og efter et Indskud, hvor den altsaa gør
Tjeneste som Parentestegn. Foran en Sætning
{med ny Linie, Alinea) betegner T. tit, at en
ny Person indføres talende.
O. Jsp.

Tanklokomotiv, d. s. s.
Tenderlokomotiv (s. d.).

Tankred, se Tancred.

Tankskib, se Tank.

Tanna [’täna], se Ny-Hebriderne.

Tannahill [’tänəhi£], Robert, skotsk Digter,
f. 3. Juni 1774, d. 17. Maj 1810. Han levede
som Væver og digtede Sange, der blev bekendte
ved hans Vens, R. A. Smith’s Kompositioner.
En Samling af hans Digte udkom 1807 som
Songs and Poems. Af T.’s mest kendte Digte
kan nævnes: Jessy, the Flower of Dumblane,
Gloomy Winters Noo Awa og The Song of the
Battle of Vittoria
, der kun overgaas af Burns’
bedste Digte. Efter en Tids tiltagende
Tungsindighed blev han sindssyg og gjorde selv
Ende paa sit Liv. — En samlet Udgave af hans
Værker udkom i Glasgow 1838 (ny Udg. 1879).
(T. L.). I. O.

Tannalbin er en Æggehvideforbindelse af
Garvesyre med et Indhold af c. 50 % Tannin.
Det er et lysebrunt Pulver uden Lugt og Smag,
der bruges som Lægemiddel mod Diarré og
Tarmkatarr.
E. K.

Tannater, Salte af Garvesyren (s. d.).

Tannenberg [’tanənbærk], By i Østpreussen,
ligger i den sydlige Del af Regeringsomraadet
Allenstein. Byen har givet Navn til to store Slag.

15. Juli 1410 blev den tyske Ordens 83000
Mand stærke Hær under Stormesteren Ulrich
von Jungingen slaaet af den næsten dobbelt saa
stærke polsk-litauiske Hær under Kong
Jagello af Polen og Storfyrst Vitovt af Litauen.
Or-denshæren mistede Halvdelen af sin Styrke,
Stormesteren faldt, og Ordenens Magt var brudt.

I den samme Egn, men paa en langt større
Valplads, udkæmpedes 1914 det store Slag
mellem 2. russ. Armé under General Samsonov
og 8. tyske Armé under General Hindenburg.
Der kæmpeles ikke blot ved T., men ogsaa ved
Neidenburg, Bischofsburg, Allenstein og
Soldau, men Tyskerne har givet Slaget Navn
efter det for dem før saa sørgelig berømte T.

2. russ. Armé under General Samsonov var
fra Polen rykket ind over Østpreussens
Sydgrænse mod Allenstein og Osterode, alt medens
1. russ. Armé (Rennenkampf) var gaaet frem
over Niemen og stod i den østlige Del af
Østpreussen. 23. Aug. stødte 2. Armés Centrum i
Egnen om Neidenburg paa 20. tyske Korps,
angreb dette og tvang det tilbage. Den russiske
Armé, der bestod af 6., 13., 15., 23. og 1. Korps
samt nogle Kavaleridivisioner, havde hidtil
marcheret med Front mod NV., Korpsene i
den angivne Orden fra højre Fløj. Nu
besluttede Samsonov imidlertid at tage Front mod
V. for at kaste Tyskerne tilbage over Weichsel,
og 24. Aug. blev denne Beslutning meddelt
Korpsene ved et Radiotelegram — der blev
opfanget af Tyskerne. Den daværende tyske
Overkommando i Østpreussen (General v.
Prittwitz) saa meget mørkt paa Situationen. 18.—20.
Aug. havde 3 1/2 tyske Korps — 1. og 17., 1.
Reservekorps og 3. Reservedivision — kæmpet
uheldigt ved Gumbinnen med Rennenkampf’s
Armé; nu truedes den tyske Østarmé i Flanke
og Ryg ved Samsonov’s Fremrykning. Prittwitz
synes at have tænkt paa at rømme Østpreussen
og trække alle sine Kræfter tilbage til
Weichsel, udtalte sig i hvert Fald i denne Retning
over for den øverste Hærledelse, men blev afsat
og afløst af Hindenburg, Ludendorff ansat som
Stabschef hos denne.

23. Aug. Eftermiddag ankom Hindenburg og
Ludendorff til Marienburg. Da de erfarede, at
Rennenkampf’s og Samsonov’s Hære var mindst
100 km fjernede fra hinanden, og at
Rennenkampf syntes at forholde sig passiv, besluttede
de at samle deres Kræfter mod Samsonov og
angribe hans Armé fra V., N. og NØ. Over for
Rennenkampf blev der kun efterladt meget
svage Styrker, nærmest kun et Slør.
Situationen var gunstig for Udførelsen af den tyske
Plan; den ovenomtalte Frontforandring, som
Samsonov var ved at foretage, udsatte hans
højre Flanke og Ryg. 26. Aug. angreb 2. russ.
Armés Centrum (13., 15. og 23. Korps) paa ny
20. tyske Korps, der stod SØ. f. Osterode i Egnen
om Tannenberg og Gilgenburg; Russerne, der nu
havde Front mod V., gjorde nogle Fremskridt.
Men 26. og 27. blev den russ. Armés højre
Fløjkorps (6.) slaaet ved Bischofsburg af 17. tyske
Korps og kastet tilbage mod Ortelsburg. Og i
de samme to Dage blev Russernes venstre
Fløjkorps (1.) slaaet ved Usdau af 1. tyske Korps,
der pr Jernbane var ført bort fra Fronten overfor
Rennenkampf og udladet ved Deutsch-Eylau;
det kastede nu 1. russ. Korps tilbage mod
Soldau. 27. Aug. Aften var den russ. Hærs
Centrum (13., 15. og 23. Korps), der endnu
kæmpede med Front mod V. over for 20. tyske
Korps, saaledes paa det alvorligste truet ikke
blot i sin højre Flanke og Ryg, men ogsaa i
sin venstre Flanke, hvorved samtidig dets
Forbindelse med Polen var truet.

28. Aug. udviklede Slaget sig til en
fuldstændig Katastrofe for den russ. Hær. Samsonov gav
om Aftenen Ordre til Tilbagegang, men det var

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Wed Dec 20 20:05:07 2023 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/salmonsen/2/23/0089.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free