Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tattersall - Tatti, Jacopo - Tatu - Taubaté - Taube
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Hestene udstillede. Saadanne Etablissementer
findes i de fleste Storbyer og drives ofte som i
Kbhvn i Forbindelse med Rideundervisning.
Det første blev grundlagt i London 1777 af en
Træner, Richard Tattersall, og derfra stammer
Navnet.
(C. G. B.). O. P.
Tatti, Jacopo, italiensk Bygmester og
Billedhugger, kaldet Sansovino, f. 1486 i
Firenze, d. 1570 i Venedig, var Elev af Andrea
Sansovino, efter hvem han tog Tilnavn, og
sluttede sig, efter (fra Firenze, hvor han
arbejdede som Billedhugger) 1505 at være kommet
til Rom, til Bramante. Af hans Arbejder som
Bygmester i Rom skal nævnes det indre af S.
Marcello samt Palazzo Niccolini; efter hans
Model paabegyndtes S. Giovanni de Fiorentini
(ændret i 17. Aarhundrede). Men først i
Venedig (fra 1527) udfoldede hans Evner sig i
deres fulde Rigdom. Skolepræget af den klare,
simple og ædle Stil, som T. havde lært i
Højrenaissancens Rom, fornægtede han vel aldrig
ganske, men han forbandt den med en rigere,
yppigere Dekoration, med en friere malerisk
Anordning, der giver hans Bygningskunst den
største dekorative Pragt. Som Eksempler paa
denne Bygningskunst maa først og fremmest
nævnes hans Hovedværk: San Marco’s Bibliotek
(Libreria vecchia, paabegyndt 1536) — »Italiens
pragtfuldeste Profanbygning« (C. Ricci) —;
endvidere den ved Campanilens Nedstyrtning 1902
begravede (men genopførte) Loggetta (1540) paa
Markus-Pladsen; af T.’s Paladsbygninger staar
Palazzo Corner della Cà Grando (1532) højest
og af Kirkerne S. Giorgio de’ Greci; endelig
fremhæves Mønten (»Zecca«, nu Bibliotek) i
Venedig. — En ikke mindre fremragende Plads
indtog T. som Billedhugger, hjulpet af en talrig
Skare Elever. I en Tid, da den overmægtige
Indflydelse fra Michelangelo’s Kunst tvang de
fleste Billedhuggere ind under sig, hævdede han
sin kunstneriske Personlighed i en Række
Værker, der i lige Grad bærer Vidne om deres
Mesters ægte plastiske Sans som om en levende
Følelse for en egen lys og festlig Skønhed og
frisk Ynde. Begyndende med og videre
udviklende sin Lærer Andrea Sansovino’s
kunstneriske Retning naar han efterhaanden til større
Frihed og Liv i sine Arbejder, saa disse værdig
staar ved Siden af den venetianske Malerkunsts
sidste Blomstring (Veronese og Tintoretto); han
udviklede Bronzeteknikken til betydelig Højde
(især i Smaabronzer). Af T.’s Billedhuggerkunst
kan her kun fremhæves det betydeligste. I
Firenze findes i Domkirken Apostlen Jakob den
ældre (1513) og den prægtige Bacchusstatue i
Museo Nazionale. Fra hans Ophold i Rom
nævnes Madonna i S. Agostino (1521) og
Gravpladen over Kardinal Leonardo Grosso-Rovere
i S. Pietro in Vincoli. I Venedig: Dogen
Venier’s (d. 1556) Gravmæle med den skønne
Statue af Haabet (i S. Salvatore), Bronzestatuerne
(Apollo, Merkur, Pallas og »Pax«) og
Reliefferne (c. 1540) med mytologiske Fremstillinger paa
Loggetta’en og i dens Indre den forgyldte
Terrakottastatue af Madonna med Barnet og den
lille Johannes (et fremragende
Terrakotta-Relief i Kaiser-Friedrich-Museet i Berlin). I S.
Marco findes en Række fremragende Arbejder:
den berømte Bronzedør ind til Sakristiet med
de to store Relieffer med Kristi Død og
Opstandelse, de 6 Bronzerelieffer med den hellige
Markus’ Underværker (paa Korskrankerne) og
de 4 siddende Bronzestatuetter af de 4
Evangelister paa Balustraden foran Højaltret.
Endvidere den karakterfulde Portrætstatue af
Thomas fra Ravenna (Tommaso Rangone) (over
S. Giuliano’s Portal, 1554) og de to
imponerende Kolossalstatuer af Mars og Neptun paa
Giganternes Trappe i Dogepaladset; paa Fonten
i Sta. Maria de’ Frari »Johannes Døber« (1554).
Hans Arbejder (Relieffet af Antonius, der
kalder en Selvmorderske til Live) i Santo i Padua
hører derimod ikke til hans lykkeligste. (Litt.:
Temanza, Vita di Jacopo Sansovino [Venedig
1752]; Rosenberg, » J. S.« [Dohme, »Kunst
und Künstler«, III, 2, Leipzig 1879];
Schoenfeld, »Andrea Sansovino und seine Schule«
[Stuttgart 1881]; L. Pittoni, La libreria di
S. Marco [1903]; Samme, J. S., scultore [1909]).
(A. R.). A. Hk.
Tatu, d. s. s. Bæltedyr (s. d.).
Taubaté [ta^uwa’tæ], By i Staten São Paulo,
Brasilien, 586 m o. H. i den Dal, som
gennemstrømmes af Rio Parahyba, ved Jernbanen fra
São Paulo til Rio de Janeiro, 15000 Indb.,
Handel med Kaffe.
M. V.
Taube, svensk adelig Slægt, nedstammer
efter hvad man antager, oprindelig fra
Tyskland, men optræder allerede i 14. Aarh. i
Estland. Ved forskellige Lejligheder er Grene af
Slægten indførte paa det svenske Ridderhus;
efter de baltiske Provinsers Erobring var
nemlig mange Medlemmer af Slægten komne i
svensk Tjeneste. Grenen T. af Maydel og Carlö
indførtes som friherrelig 1652; en Gren af
denne forblev i Estland og har russisk friherrelig
Værdighed. Grenen T. til Odenkat indførtes i
Sverige 1668 og blev 1692 friherrelig; en Linie
af den blev 1734 grevelig. Der findes en anden
grevelig Slægtsgren T., som 1719 fik
Greveværdighed; den har allerede i 15. Aarh. forgrenet
sig ud fra Slægten. Endvidere findes der en
Gren T. med adelig Værdighed; i Rusland har
en Linie af den friherrelig Værdighed. T.’s
oprindelige Navn er Tuve. Mere fremragende
Medlemmer af Slægten er: Gustaf Adam
(1673-1732), en af Karl XII’s Generaler,
som efter at have udmærket sig i den
polske og den russiske Krig blev
Generalmajor og som saadan deltog i Slaget ved
Helsingborg, senere var Guvernør i Wismar,
1716 Overstatholder i Stockholm og efter Karl
XII’s Død i nysnævnte Egenskab virkede for
Ulrika Eleonora’s Tronbestigelse, hvorefter han
blev Greve, Rigsraad og Feltmarskal. Evert
Didrik (1681—1751), Admiral og Rigsraad,
tilhørte Horn’s Parti og maatte give Afkald
paa sin Værdighed som Rigsraad ved Horn’s
Fald, om end han ikke behandledes saa haardt
som de øvrige Rigsraader; dette turde til Dels
have sin Grund i hans personlige Forbindelse
med Kongen; han var nemlig Fader til Hedvig
Ulrika T. (1714—44), som var Frederik I’s
Elskerinde og Moder til dennes Sønner, Greverne
af Hessenstein. Evert Vilhelm (1737—99),
Officer, Hofmand og en af Gustaf III’s
nærmeste fortrolige, var særlig mod Slutningen af
Gustaf III’s Regering højt i Gunst og havde en
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
