Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Teater
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Tilskuerrum ell. Tribuner er endnu ikke Tale.
Denne Ordning finder vi i 12. Aarh.
Det næste Trin fremkom, da Skuespillet helt
løsnede sig fra Kirken og flyttede ud paa aabne
Pladser, medens samtidig Emnerne udvidede
sig til ogsaa at omfatte Helgenhistorier (de
saakaldte »Mirakler«). Den væsentligste
Ændring blev, at Kirkefaçaden erstattedes med en
anden Baggrund, og denne kom til at bestaa af
en Træestrade, beklædt med Draperier, som
strakte sig i en afgrænsende Bue langs
Baggrunden af den Plads, der benyttedes som
Scene. Denne Estrade var delt i Rum eller
Loger, den ene ved Siden af den anden og
hver med sin særegne Bestemmelse. Yderst til
højre for den lige overfor siddende Tilskuer
laa stadig Helvede og yderst til venstre
Himmelen (se Fig. 3); de mellemliggende
Afdelingers Antal var ikke bestemt, men rettede sig
efter Skuespillets Handling og de Personer, der
skulde opholde sig i dem. Men et
Grundprincip synes det at have været, at de onde
Personer var anbragte i Rummene nærmest
Helvede, de gode i Rummene nærmest Himmerig;
Pilatus f. Eks. i Rummet ved Siden af
Djævlesvælget, de tre Maria’er lige over for paa
Himmelsiden. Estraden med Rummene var
hævet nogle Meter op over Scenens Niveau, og
naar Personerne fra deres Afdelinger skulde
vise sig paa selve Skuepladsen, maatte de gaa
ned ad Stiger til den, medens de ellers under
Skuespillet sad synlig for alle oppe i de
tæppebehængte Rum.
Ogsaa Skuepladsen blev i sig selv hævet
nogle Meter og skød sig frem i en Oval ell.
Firkant som en Terrasse af stampet Jord, støttet
af Skansekurve, foran den faste Baggrund. Paa
denne Terrasse kunde saa anbringes praktikable
Sætstykker, som Kristi Kors, Søjler, Borde og
Bænke, der skiftedes efter Stykkets Krav,
medens Baggrunden altid vedblev at være den
samme. Samtidig blev det p. Gr. a. den stærke
Tilstrømning til disse Skuespil, der i
Middelalderen kun opførtes i Ny og Næ (til store
Fester o. l.), men til Gengæld satte en hel Egn
i Bevægelse, nødvendigt at bygge store
Tribuner til de fornemmere Tilskuere, med
tapetserede Loger o. a. Bekvemmeligheder, medens
tarveligere Folk stod paa den bare Jord
umiddelbart foran Sceneterrassen.
Denne Ordning holdt sig omtr. til 14. Aarh.’s
Slutn. Men i 15. og første Halvdel af 16. Aarh.
begyndte Mysteriescenen at udfolde en Pragt,
man hidtil ikke havde kendt. I Stedet for den
simple Baggrund af tæppebehængte Loger
byggede man en Række faste og brogede
Lokaliteter: Paladser, Byer, Tronhimle, Taarne, men
stadig efter samme Princip og stadig med
Himmel og Helvede som konstante Yderpunkter
henh. til venstre og højre for Tilskuerne. Det
sceniske Maskineri tog et umaadeligt Opsving,
skønt det i det aabne og ubedækkede T. maatte
virke paa en ganske anden Maade end i vort
moderne. Maskinmesteren blev paa den Tid
snarest som en Art Taskenspiller, der lod
afhuggede Hoveder hoppe hen over Scenegulvet,
trak Øjnene ud af Hovedet paa Skuespillerne
med sindrige Bor, lod Træer visne og
forvandlede Vand til Vin. Maskinmesteren kaldtes
ogsaa i Frankrig le maître des secrets.
Overhovedet var det i Frankrig, at
Mysteriescenen fik sin højeste Udvikling, medens dog
baade Tyskland, Italien og Spanien fulgte godt
med. I England dannede der sig et ganske
særegent T., idet der de lange, udstrakte
Mysterier skares i Stykker og fordeltes mellem
forsk. Haadværkslav til Opførelse, hvorpaa saa
disse paa praktikable Stilladser, de saakaldte
pageants, som kunde køres omkr. i Gaderne,
spillede hver sit Afsnit samtidig rundt om i de
forsk. Bydele. En saadan Pageantscene havde
nogen Lighed med de ambulante Marionetteatre:
nederst et tildækket Rum, hvor Skuespillerne
klædte sig paa, og hvortil de trak sig tilbage,
naar de ikke spillede, øverst en aaben Scene,
hvor Handlingen foregik.
Renaissanceteatrets Forskel fra
Middelalderens betinges væsentlig af to Ting:
Skuespilkunstens Overgang til fagmæssige
Udøvere, og Forestillingernes Indflytten fra den
fri Luft til lukkede Lokaler. Begge Dele i
Forening medfører, at der maa spares baade paa
Plads og Penge, hvorfor Middelalderens
kostbare og vidtløftige Teaterindretning bliver
ubrugelig. Renaissancetiden søger da at finde ny
Teaterformer, den simpleste af disse blev
Tribunescenen. Denne bestod af en firkantet
Træestrade, henved 2 m høj, forneden dækket
af Tæpper paa alle Sider, foroven paa den ene
Side afgrænset af et Dekorationstæppe, som
var ophængt paa sammenslaaede Lægter; dette
dannede Baggrund; de andre tre Sider var
derimod fri. Bag Dekorationstæppet var
Skuespillernes Paaklædningsrum og tillige det Sted,
hvor de trak sig tilbage, naar de intet havde at
gøre paa Scenen. Dette simple T., der kunde
slaas op i en hvilken som helst Sal ell. ogsaa
i fri Luft, om det skulde være, anvendtes i alle
Lande, hvor der spilledes Komedie; men i
England fik det sin særlige Udvikling og sin store
Betydning, fordi hele Shakespeare-Tidens store, rige
Repertoire er opført paa det. Sin særegne Form
faar 16. Aarh.’s engelske T. dog ved
Tilskuerpladsen, der byggedes som et stort mangekantet
ell. ovalt Taarn med Gallerier og Loger rundt
om Grunden, hvor Spilletribunen var rejst; paa
de tre Sider af denne, paa selve Bunden af den
Brønd (pit = »Parterre«), som
Teaterbygningen dannede, stod det tarvelige Publikum og
saa til, medens den fjerde, Baggrundssiden, af
Tribunen ikke blot afgrænsedes af et
Dekorationstæppe, men bag ved dette ogsaa af
Skuespillernes Paaklædningshus, der ligesom den
græske Skene inddroges i Skuepladsen og med
sine Døre og Altaner gjorde Nytte i forsk.
Optrin. Paa Tribunen kunde Sætstykker, Møbler
o. l. naturligvis anbringes, men i øvrigt kendte
dette saakaldte Shakespeareske T. ikke
til Dekorationer saa lidt som til Fortæppe. Det
fik dog kun Betydning i England, medens man i
andre Lande gik andre Veje. De bekendte
engelske T. i Shakespeare-Tiden, saasom Theatre,
Curtain, Swan, Globe o. s. v., var alle byggede
efter dette Princip, medens man dog ogsaa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
