Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Teater
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Tilkendte helt indendørs T., hvor Tilskuerpladsen
var en alm. firkantet Sal, men Scenen den
sædvanlige Tribune.
Det moderne T. Det var i Italien, at den
moderne Sceneordning skulde faa sin første
Udvikling. De italienske Arkitekter drømte om
at genoplive den gamle latinske Teaterbygning
og bringe den i Overensstemmelse med Tidens
Krav. De konstruerede efter Vitruvius’ Planer
den ene Skueplads efter den anden, af hvilke
Palladio’s berømte Olympiske T. i
Vicenza, bygget 1565, er det eneste, der er
blevet staaende. Dette, der havde en meget
sindrig, men fast opbygget staaende
Dekoration, der ikke kunde flyttes, fik ingen
praktisk Betydning. Men man gik videre og
stræbte at danne en dekorativ
Helhedsvirkning for hver enkelt Skuespilart, i Stedet for
som tidligere at ophobe en urimelig Mængde
heterogene Sager paa een og samme Scene. Man
blev paa det rene med, at hver Genre behøvede
sin Dekoration, uden at man dog naaede saa
vidt som i vore Dage, hvor man mener, at
hvert Stykke bør have sin eller undertiden
overmaade mange vekslende Dekorationer.
Saaledes skabte man 3 til 4 Hoveddekorationer,
som bestandig vendte tilbage, nemlig for
Komedien: Gaden ell. Stuen, for Tragedien:
den offentlige Plads ell. en
klassisk Søjlehal, for Balletten ell. Pastoralen:
en Skov. Baade Gade, Plads, Søjlehal og
Stue var byggede paa moderne Vis, medens
Skoven var sammensat af malede Kulisser og
Bagtæppe.
Samtidig med dette forholdsvis udviklede
De-orationsvæsen fik Scenen ogsaa en lignende
Form som den, den nu har. Der var nu ikke
længer Tale om en Estrade, som skød sig ud
blandt Publikum. Skuepladsen var nu et Rum
helt for sig, en stor firkantet Kasse, hvor den
ene Side var borte, og inden i hvilken
Billederne vistes frem for Publikum. Det blev nu ogsaa
naturligt at have et Fortæppe, der dækkede for
Opstillingen af Dekorationerne og markerede
Aktens eller i alt Fald Stykkets Slutning.
Tilskuerpladsens Form, der opr., for saa vidt
Skuespillene fandt Sted inden Døre, havde
været firkantet som en alm. Sal, blev nu efter
antikke Mønstre i adskillige T. dannet i
Halvcirkelform ell. i ovalt Snit, med Etager over
hinanden og et plant ell. en Smule skraanende
Parterre nogle Meter under Scenen, og
Teaterrummet fik saaledes den Skikkelse, som det
væsentlig har beholdt indtil den Dag i Dag.
Allerede i Midten af 17. Aarh. stod
Maskineriet relativt højt, og den senere Tids udviklede
Teknik førte til Indrettelsen af Hjælpemidler
som Drejescenen og Elevatorscenen, hvis
Hensigt er det hurtigst mulige Dekorationsskifte.
Belysningsspørgsmaalet drøftedes allerede af de
gl. Dages Arkitekter, saa snart T. rykkede
inden Døre og Forestillingerne henlagdes til sene
Timer. Den almindeligst benyttede
Fremgangsmaade til at faa Scenen oplyst var ved at
ophænge Lysekroner og Lampetter, som anbragtes
oventil og paa Siden af Skuepladsen. Rampelys
(Fodlys) synes derimod ikke at være benyttet
før ind i 18. Aarh. Det menes opstaaet gennem
de tarvelige Smaateatre, der ikke havde Raad
til at bruge Lysekroner, og derfor stillede
Tællelys foran paa Scenegulvet. I Lysekronerne
brændtes Olie ell. Lys. Sikkert er det ved sine
Belysningseffekter, at det moderne T., materielt
set, skiller sig mest fra det ældre. Det er ogsaa
først ved Gassens og senere ved den elektriske
Belysnings Hjælp, at den nyeste Nutids T. har
kunnet udvikle sit Sceneri paa een Gang saa
kunstnerisk og saa naturalistisk, som det har
gjort. Belysningsmesterens Stilling ved det
moderne T. er derfor Maskinmesterens sideordnet.
Hvad den moderne Teaterbygnings Arkitektur
og Dimensioner angaar, saa er de nu om
Stunder saa forsk., at de vanskelig lader sig
sammenfatte under eet Princip. Blot kan man sige
dette, at Bevægelsen mere og mere gaar bort
fra at bygge de meget store, mangeetagede
Skuespil- og Operahuse, som 18. og første Del
af 19. Aarh. yndede. T. som Scala i Milano
(bygget 1777 af Piermarini), der rummer 3000
Mennesker og har 6 Etager med 240 Loger, San
Carlo i Napoli (rejst af Medrano og Carasale
1737), Grand Opéra i Paris (Ch. Garnier
1861—75), bygger man ikke i vor Tid. Selv Wagner’s
Bayreuther Operahus er forholdsvis lille ved
Siden af disse Kolosser (det rummer kun 1500
Mennesker og har ingen Etager, men er bygget
amfiteatralsk). Et Forsøg, Max Reinhardt under
Verdenskrigen gjorde i Berlin paa at benytte
et Kæmpecirkus som T., mislykkedes; den store
Tilskuermængde henvises til Sommerens
Friluftsteatre, der kan rumme 5000—10000 Mennesker.
Smagen gaar i Retning af intime hyggelige T.
som de nyere engelske. Paa Scenen er det
Teknikerens Opgave at kunne opstille og
skifte de komplicerede Dekorationer med størst
mulig Hurtighed og Præcision, for at
Iscenesætteren og Teatermaleren kan tilfredsstille
Trangen til naturalistisk Udstyr. Denne
Naturalisme i Mise-en-scènen har drevet
Dekorationskunsten paa Scenen meget højt op.
En Skov for Eksempel paa en moderne
engelsk eller tysk Scene, med dens
bølgende, mos- og blomstergroede Jordsmon, dens
rundstammede, fastbyggede Træer, levende
Kroner og Blade o. s. v., en Stue med faste
Dørkarme, rigtige Døre, kostbare og ægte
Møbler, tykke østerlandske Tæpper o. s. v., er
meget langt fjernede fra de flagrende, blegt
malede Dekorationer af de samme Lokaliteter,
den forrige Generation maatte nøjes med.
Ogsaa Rundhorisonten, der erstatter det malede
Luftbagtæppe, giver et dybere Perspektiv og
kan ved Hjælp af skiftende Belysninger
frembringe ypperlige Virkninger. I de senere Aar
har den moderne Malerkunst søgt at bemægtige
sig T.; Foregangsmanden er Englænderen
Gordon Craig, men en Dekorationsrabies, som
overser, at Scenen er Pladsen for det
levende Ord, virker ikke i Skuespilkunstens
Tjeneste; Dekorationsvæsenet bør i al
Scenekunst kun være Baggrunden, ikke det
væsentlige. (Litt.: W. Dörpfeld og Em. Reisch,
»Das griechische Theater« [1896]; Wieseler,
»Theatergebäude u. Denkmäler der Griechen«;
Oshmichen, »Bühnenwesen der Griechen
und Römer« [1890]; K. Mantzius,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
