Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tempel, Ernst Wilhelm Leberecht - Tempelherrer
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Stjernetaager, han som Litograf havde adskillige
Betingelser for at kunne gengive mere naturtro,
end hvad tidligere sket var. Desværre er kun
et Faatal af disse udgivne. Af hans Skrifter
nævnes Osservazione astronomiche fatte nella
Specola di Milano (Milano 1874), Sulle
nebulose (Roma 1882).
J. Fr. S.
Tempelherrer, Orden af Riddermunke,
stiftet 1119 af Ridderne Hugo fra Payns (i
Champagne) og Gotfred fra St Omer
sammen med 6 andre Riddere efter Oprettelsen
af det kristne latinske Kongedømme i
Jerusalem med det Formaal at beskytte Pilegrimmene
i det hellige Land paa deres Valfart til
Jerusalem. Kong Balduin II af Jerusalem støttede
dem i deres Forehavende og overlod dem til
Bolig en Del af sit Palads, der stødte op til
Salomo’s Tempel. De fik derfor Navnet T. eller
»Kristi og Salomo’s Tempels fattige Riddere«.
Fattige var de nemlig til at begynde med.
Benediktinerregelen og maaske Johanniternes
Ordensregel, der var dannet kort i Forvejen,
tog de delvis til deres Forbillede uden dog
straks at danne nogen egentlig Regel, og
Riddertjenesten gik hos T. frem for
Hospitalstjenesten. En niende Ridder sluttede sig til dem,
men ellers øgedes deres Tal ikke i en Aarrække.
Pilegrimmene skænkede dem imidlertid mange
Gaver og ønskede, at flere vilde tage
Beskyttergerningen op. Balduin var ogsaa ivrig efter at
faa Ridderne organiserede til en særlig Orden,
og da endelig en Mand som Bernhard af
Clairvaux begyndte at interessere sig for dem, blev
Ordenen højtidelig godkendt af Pave Honorius
II ved Kirkemødet i Troyes 1128. Hugo fra
Payns blev Stormester. Bernhard skrev en Bog
til den ny Ordens Pris, og nu sluttede mange
sig til den. En fast og udførlig Regel blev ogsaa
dannet. Ridderne skulde leve efter de
kanoniske Bestemmelser og i streng Lydighed mod
Stormesteren. Ordensdragten blev 1128 en hvid
Kappe, senere hæftedes et rødt Kors paa
Kappen. Ridderne selv var de egentlige
Medlemmer, og ny Riddere optoges først efter en nøje
Prøvelse. De skulde være af adelig Æt og
ægtefødte og maatte ikke have gjort sig skyldige i
nogen moralsk vanærende Handling.
Undtagelsesvis kunde gifte Riddere optages. Ved
Riddernes Side stod imidlertid Præster og tjenende
Brødre af borgerlig Stand. Disse sidste var dels
Krigere, dels Haandværkere. Ogsaa en Slags
Tertiarier fik T. Ordenen, som var begyndt i
Fattigdom og med Jerusalem som eneste
Tilholdssted, fik snart rige Gaver og store
Ejendomme, ikke alene i Orienten, men ogsaa i
Occidenten. 150 Aar efter Stiftelsen skal
Ordenen have talt henimod 20000 Riddere, haft en
Indtægt paa 54 Mill. frc. aarlig og raadet over
Ejendomme i Jerusalem, Cypern, Antiocheia,
Tripolis, Italien, Spanien, Portugal, Frankrig,
Tyskland og England. Til Norden naaede de
derimod aldrig. De havde ogsaa store kirkelige
Privilegier, fritoges saaledes for flere
økonomiske Byrder, maatte antage sig bandlyste og
endog i Østen under visse nærmere Betingelser
holde Gudstjeneste i deres egne Kirker i Egne,
som var belagte med Interdikt. Den store
Orden og de store Ejendomme krævede en
gennemført Organisation, og en saadan skabtes da
ogsaa efterhaanden ved Oprettelsen af særlige
Provinser, hver med sin Ledelse. T.’s Opgave
var altsaa oprindelig at beskytte Pilegrimmene;
men efterhaanden som Ordenen udvidedes og
styrkedes, blev Kampen mod de Vantro tagen
op i større Udstrækning, og T. udviste stor
Tapperhed. Ordenens Vækst skabte imidlertid
ogsaa Skyggesider. Ikke alle de ny Medlemmer
viste sig Ordenen værdige. Og allerede fra
Midten af 13. Aarhundrede begyndte der at rejse
sig Klager over T. De blev beskyldte for at
savne Disciplin, for at misbruge deres Magt og
for at være faldne fra Evangeliets Religion og
Moral, ja man beskyldte dem for hemmeligt
Forbund med de vantro. Uden Grund var
Klagerne næppe, men de synes dog ofte at have
været stærkt overdrevne. Johanniterridderne
var meget skinsyge paa T., og de særlige
Gunstbevisninger fra Pavernes Side, der gjorde T. til
en Kirke i Kirken, vakte almindelig
Misfornøjelse i kirkelige Kredse. Da St Jean d’Acre var
falden, flygtede T. 1291 til Cypern og gjorde
denne Ø til deres Hovedsæde, men ikke mange
Aar efter flyttedes Hovedsædet til Frankrig, og
nu syntes Kampen mod de Vantro unægtelig at
træde i Baggrunden. Derimod blev Ordenen en
international Pengemagt, som drev
Bankforretning i stor Stil og modtog Rigmænds Skatte til
Forvaltning. Men Klagerne over dem steg
højere og højere, og heraf benyttede den
franske Konge Filip IV den Smukke sig. Han
lokkede Stormesteren Jakob af Molay, der selv havde
bedt Paven undersøge T.’s Sag, til sig, og 13.
Oktbr 1307 lod han pludselig Stormesteren og
alle T. i Frankrig, som han kunde faa fat paa,
fængsle og T.’s Godser inddrage. Filip’s
Formaal var i Virkeligheden at bryde deres Magt
og tilvende sig deres Rigdomme, men for at naa
dette søgte han først gennem en Proces at
godtgøre Ordenens religiøse og moralske Skyld. Ved
Anvendelse af den grusomste Tortur lykkedes
det ogsaa at afpresse nogle af de fangne,
deriblandt Molay, Tilstaaelser om brødefulde
Handlinger, og 1308 krævede en Stænderforsamling
i Tours paa Basis af disse Tilstaaelser Ordenens
Domfældelse. Paven, Clemens V, var i
Begyndelsen meget opbragt over Filip’s Fremfærd,
men han var politisk afhængig af Kongen og
maatte gaa med til at lade en Kommission af
Gejstlige i de forskellige Lande undersøge
Forholdene. Den franske Kommission arbejdede
indtil 1311, men med en alt andet end
retfærdig Rettergang, og i Efteraaret 1311 skulde
Kirkemødet i Vienne saa afgøre Sagen og
dømme T. og deres Modstandere imellem.
Kirkemødet kunde ikke blive enigt, og den svage
Pave, der blev haardt trængt af Filip,
erklærede da pludselig »af Hensyn til det almene
Bedste«, at Ordenen skulde ophæves. Bullen
Vox clamantis 1312 ophævede Ordenen, og en
senere Bulle bestemte, at alle T.’s Ejendomme
skulde tilfalde Johanniterne, undtagen nogle
spanske Besiddelser, som Paven vilde træffe
Bestemmelse om. Filip den Smukke inddrog
dog uden videre alle T.’s Ejendomme i
Frankrig, og først under hans Efterfølgere fik
Johanniterne en Del af dem. Af de fangne T. var
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
