Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - testamentum
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
legatum [s. d.], er endnu præget af den gamle
Opfattelse af Arvefølgen som begrebsmæssig en
Universalsuccession).
Om det romerske Testamentes Oprindelse og
første Udformning kan kun visse Formodninger
omstilles. Anerkendelsen af den enkeltes
Ejendomsret — uvist naar, men rimeligvis allerede
i Kongetiden — var den historiske
Forudsætning for Udviklingen af Testationsretten.
Men Retten til at disponere intuitu mortis, med
Døden for Øje, tillagdes ikke Husfaderen som
en blot logisk Konsekvens af hans Ret til at
disponere i levende Live. En saadan juridisk
Deduktion var sikkert fremmed for primitiv
Retsbevidsthed. Dette viser
Retssammenligningen. I Attika, hvor den enkeltes Ejendomsret
vistnok var anerkendt allerede før Solon,
kendtes en egentlig Testationsret sikkert først i det
4. Aarhundrede f. Kr. I Gortyn’s Stadsret (c.
400 Aar f. Kr.), der forudsætter den private
Ejendomsret som en allerede hævdvunden
Institution, er Testationsretten endnu ukendt. Et
egentligt Testamente har aldrig været kendt i
indisk Ret. Og hos de germanske Folk er
testamentarisk Arv først indført med den
romerske Rets Reception. Det er først gennem en
Række Udviklingstrin, at den romerske
Testationsret udformes til den ubetingede
Testationsfrihed, der i sin endelige Form træder frem i
det private Mancipationstestamente per æs et
libram. Det romerske Testamente maa ligesom
det attiske betragtes paa Raggrund af de
primitive religiøse og økonomiske Forestillinger,
der endnu gav den ældste romerske Familie
dens Form og blev bestemmende for dens hele
indre Ordning. Det ældste romerske
Testamente, det saakaldte t. calatis comitiis, der vistnok
gaar tilbage til Kongetiden, og som rimeligvis
gennem en pontifikal Interpretation har
udviklet sig af den ældste romerske Form for
Adoption, adrogatio, havde utvivlsomt oprindelig kun
til Formaal at skaffe den, der ikke efterlod sig
agnatisk Descendens, sui heredes, en Arving,
der saavel sakralt som økonomisk kunde træde
i den ægtefødte Søns Sted. Og Hensynet til
Patrimoniets Revarelse for Familien var ogsaa
senere et væsentligt Motiv i Udviklingen. De
gamle religiøst betonede Forestillinger om
Nødvendigheden af at opretholde Familiegodset
holdt sig i Romernes Bevidsthed længe efter,
at den enkeltes Ejendomsret havde udviklet sig
af Familiens Ejendomsfællesskab.
t. calatis comitiis indeholdt vel allerede i dets
oprindelige Form en »Arveindsættelse« og var
for saa vidt et »Testamente«. Men det havde
kun til Formaal at bevare Patrimoniet. Og det
var ikke Arveladeren, qui legabat, men Folket
paa Komitierne, qui legem dicebat. Det var
følgelig lige saa lidt reelt som formelt et Udtryk
for en egentlig Testationsret. Betegnelsen t. hos
de romerske Jurister er rimeligvis en
Anakronisme, t. calatis comitiis i dets oprindelige Form,
der sikkert — ligesom adrogatio — forudsatte
en lex specialis efter forudgaaende causa
cognitio af Pontifex Maximus, var vel ikke,
saaledes som det gammelattiske Testamente, en
testamentarisk Adoption, hvorved den
instituerede post mortem testatoris blev
Arveladerens Adoptivsøn. Men det tjente sakralt samme
Formaal som en Adoption. Heres institutus blev
ipso jure ogsaa heres sacrorum. Testamentet
var en afsvækket Form af Adoption. Det var
ikke et Udtryk for en vis, om end begrænset
Testationsfrihed, men for en religiøst betonet,
social Pligt.
Den første Begyndelse til en egentlig
Testationsret er opstaaet ude i Felten. Det berettes
hos Plutarch, at det fra ældgammel Tid var en
romersk Skik, at Soldaterne umiddelbart før
Slaget mundtlig, for 3 eller 4 Kammerater,
oprettede Testamente. Om det typiske Indhold af
dette saakaldte t. in procinctu vides intet. En
Bemærkning hos Cicero synes imidlertid at tyde
paa, at Testamentet i den historiske Tid gik
ud paa en institutio tutoris. Det er da paa
Forhaand ikke usandsynligt, at en saadan
Bestemmelse var Testamentets oprindelige Indhold.
Og for denne Formodning taler afgørende den
psykologiske Betragtning. For den romerske
Husfader, der pludselig var kaldt bort fra Hus
og Hjem, var det ikke om at gøre at indsætte
en Arving. Herfor sørgede normalt Loven. For
Husfaderen var det derimod magtpaaliggende
at kunne indsætte en Formynder for de i
Hjemmet efterladte umyndige Børn. Efter gammel
romersk Ret tilkom tutela impuberis som en
jus gentilicium Slægten (agnati, gentiles).
Husfaderen, qui in proelium exiturus, kunde da ofte
ønske selv at bestemme, hvem der skulde være
Børnenes Formynder. Agnaternes og Gentilernes
subsidiære Arveret kunde desuden let gøre
deres og Børnenes Interesser modstridende. Den
Bestemmelse i de XII Tavler, der som en
almindelig Grundsætning fastslaar den
ubetingede Testationsret: uti legassit . . ., ita jus esto,
nævner da ogsaa i en enkelt Gengivelse af
Lovbestemmelsen endnu særligt — som et
Rudiment — tutela suæ rei som Genstand for
Testationsretten. Af t. in procinctu i dets oprindelige
Form har da efterhaanden — maaske ligeledes
først ude i Felten — udviklet sig en stadig
videre gaaende Testationsret. — I denne
Udvikling betegner de. XII Tavlers Love et
afgørende Stadium. Ved Bestemmelsen: Uti
(paterfamilias) legassit . . . super pecunia jus esto
(»Saaledes som Husfaderen har foreskrevet det
. . . saa skal det være Ret«), fastslaas som
almindelig Grundsætning Husfaderens Ret til over
den »løse Formue« pecunia selv at disponere
mortis causa. Medens det tidligere var Folket
paa Komitierne, qui legem dicebat, var det nu
Testator, qui legabat. Grundbetydningen af
legare (af lex) er sikkert simpelt hen legem
dicere. Den testamentariske Bestemmelse maatte
vedblivende oprettes paa Komitierne.
Testamentet var fremdeles offentligt. Men Komitierne
sammenkaldtes ikke som tidligere for at stemme
over et af Arveladeren indbragt Lovforslag, men
kun som testes. Testamentet var blevet et t.
i Ordets Grundbetydning. Nødvendigheden af
Folkets Billigelse efter forudgaaende causa
cognitio af pontifices var bortfalden. Husfaderens
Testationsret var ubetinget. Men i sin
Udstrækning var den endnu begrænset. Det nye, de XII
Tavler indførte eller stadfæstede, vedrørte
direkte kun Arveladerens factio testamenti, hans
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
