Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Thorvald (Þorvaldr) viðförli Koðránsson - Thorvaldsen, Bertel (Albert)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Thorvald (Þorvaldr) viðförli Koðránsson,
isl. Missionær i Slutn. af 10. Aarh. Han var
fra Vatnsdalen i det nordlige Island, men
rejste meget i andre Lande, som hans Tilnavn,
den vidtberejste, vidner om. Han var med
Svend Tveskæg paa Vikingefærd i England,
kom siden til Tyskland, hvor han gik over til
Kristendommen og fik en »Biskop« ved Navn
Frederik med sig paa Missionsrejse til Island.
De ankom dertil 981 og opholdt sig der i fem
Aar. T.’s Fader og Familie lod sig snart døbe.
I den flg. Tid gik mange paa Nordlandet over
til den kristne Tro. Endelig tog de til Altinget
for der at forkynde Kristendommen, men nu
vakte deres Optræden saadan Forbitrelse, at
de maatte forlade Landet. T. foretog en
Pilegrimsrejse til Jerusalem, og han siges siden at
have stiftet et Kloster i Rusland, hvor han
endte sit Liv. Om ham haves en større
Þáttr, trykt i Biskupa søgur, I.
B. Th. M.
Thorvaldsen, Bertel (Albert), dansk
Billedhugger, f. paa Fødselsstiftelsen i Kbhvn
19. Novbr 1768, d. i Kbhvn 24. Marts 1844.
Faderen, indvandret Islænder, Træskærer paa
Skibsværfterne
(bl. a.
Gallionsfigurer),
Moderen jysk
Bondepige. Hjemmet
fattigt,
Undervisningen ringe,
og dog synes
T. at have
erhvervet sig en
Kultur, som i
hans Ungdom
gjorde det
muligt for ham at
færdes velset i
dannede
Kredse. Mangelfuld
Retskrivning
var i hine
Tider ikke saa
paafaldende hos
Kunstnere. Begyndte som Dreng at hjælpe
Faderen. 1781 optaget i Kunstakademiets
Haandværkerklasse, 1875 rykket op i
Kunstnerklasserne. Hans Professorer i Billedhuggerfaget var
Wiedewelt og Weidenhaupt. Den første
repræsenterede Tidens nye kunstneriske Evangelium,
Antikdyrkelsen (Klassicismen), og Weidenhaupt
havde en ikke ringe naturalistisk Formevne
foruden anatomisk Indsigt, som har haft Betydning
for T.’s Arbejde paa Modelskolen. Det ser ud,
som det var Weidenhaupt, der lærte ham at
modelere. Abildgaard, som var Maler, har
næppe haft synderlig Del i T.’s direkte
Undervisning ud over enkelte Modeltegninger; men han
lagde Mærke til den unge Elevs ualmindelige
Evner og støttede ham til sin Død af al sin
Magt. Og for T.’s aandelige og kunstneriske
Dannelse har dette haft den allerstørste
Betydning. 1787 vandt T. Akademiets mindre
Sølvmedaille. 1789 lærte han nogle af Antikkens
dengang berømteste Værker at kende i de
Afstøbninger, som Abildgaard da hjembragte
fra Italien til Akademiet (den belvederiske
Apollo, den døende Fægter, Diskoskasteren, den
belvederiske Torso). Samme Aar vandt T.
Akademiets store Sølvmedaille og var dermed
færdig med den egentlige Undervisning; men det
personlige Forhold til Abildgaard vedblev. 1791
vandt T. den mindre Guldmedaille for et Relief
»Heliodors Uddrivelse af Templet«; dygtigt, men
komponeret ganske i Smag med de franske
Kobberstik af Lebrun’s Retning, der brugtes som
Forbilleder ved Akademiet. 1793 den store
Guldmedaille for et Relief »Petrus helbreder den
Værkbrudne«. T. havde i disse Aar begyndt at
tjene sit Underhold ved at tegne Vignetter til
Boghandlere, og smaa Portrætter i Sølvstift og
Rødkridt. Men nu blev hans Evner mere
erkendte, Akademiet gav ham i 2 Aar en
Understøttelse paa 100 Rdl., og han fik den Opgave
paa Amalienborg at udføre fire Statuer af
»Muser«, som bl. a. vakte Sergel’s Opmærksomhed
ved deres tekniske Dygtighed og forholdsvis
klare Opfattelse af antik Stil. Det samme, med
stærk Paavirkning af Carstens’ Tegninger, viste
sig i det lille Relief af »Numa Pompilius og
Nymfen Egeria« (1795). Langt betydeligere er
dog Busten af Ministeren P. A. Bernstorff
(samme Aar), anlagt efter et Maleri af Jens
Juel og gjort færdig, medens Bernstorff sad for
ham nogle faa Timer. Denne Buste er ikke blot
fuld af Liv og Aand, men ogsaa formet med en
saa fri og overlegen Dygtighed, at den kunde
have hævdet sig med Ære mellem det bedste
af, hvad der paa den Tid frembragtes i
Udlandet. T. var altsaa paa dette Tidspunkt en fuldt
udviklet Kunstner efter Tidens almindelige
Maalestok, og adskillige begyndte at sætte
Forventning til ham. 1796 fik han Akademiets store
Rejsestipendium for 3 Aar (efter disse fornyet
for 3 Aar til), og samme Aar kom han med
Fregatten »Thetis« til Sicilien, derfra til Neapel
og til Rom den 8. Marts 1798 (hans »romerske
Fødselsdag«). Da var han 29 1/2 Aar gammel.
Han fik her en trofast Ven i Arkæologen Zoëga;
men dennes meget omtalte og misforstaaede
Klage over T.’s Mangel paa Aandskultur
(»ganske raa«) kan kun betyde, at T. ikke brød sig
om de mytologiske og arkæologiske
Forklaringer, som for Zoëga var det væsentlige; for T.
var slig Viden en unødvendig Omvej; bedre
end nogen anden samtidig var han i Stand til
at gaa til Kilden, selve de antikke Kunstværker,
og forstaa dem ganske umiddelbart.
Beskyldningen for Dovenskab modbeviste han ved
hele sit lange, myreflittige Liv. Faamælt, som
han var, gik han uden Snak den kunstneriske
Vej, der nu laa ganske klar for ham. Straks
1798 hjemsendte han en lille Gruppe »Bacchus
og Ariadne«, som blev set med stort Bifald i
Akademiet, men som dog endnu ikke var
afklaret. Han øvede sig i at hugge i Marmor
(Bernstorff’s og Tyge Rothe’s Buster, Kopier
efter antikke Buster), og 1800 hjemsendte han
en formindsket Kopi af den ene »Dioskur« paa
Monte cavallo i Rom. I den havde han klaret
sig den antikke Formstil. Samme Aar skrev
han til Akademiet, at han vilde begynde en
Statue af Jason med det gyldne Skind. Den var
færdig i April 1801, men maatte slaas ned den
følgende Marts af Mangel paa Penge til at støbe
 |
| B. Thorvaldsen. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
