Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tidevand
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Middelvandstand. Den udgaaende Strøm vil vare
længere end den op over Elven gaaende, og det
Øjeblik, da Strømmen vender, vil afhænge af
Elvens Dybde og Vandets Hæven og Synken
ved Mundingen. Elven stiger følgelig hurtigere,
end den synker, og jo længere op i Elven man
kommer, desto længere er Tiden fra Højvande
til Lavvande, desto kortere Tiden fra Lavvande
til Højvande. Saaledes stiger Vandet i Severn
ved Newnham i Løbet af 1 Time 30 Min., men
synker i Løbet af 10 Tim. 55 Min. Et andet
Fænomen, som man bemærker i Elvene, er den
saakaldte Flodbrænding (eng. bore, fr.
mascaret), som især er iagttaget i Severn,
Seine, Gironde, Amazon-Floden, Ganges og
Tsien-Tang-Kiang. Denne opstaar derved, at
Flodbølgen trænger ind i Elven og med stærk
Brænding skyller over Elvelejets grunde
Partier. I Alm. finder dette Sted ved Springflod
og ved visse Vinde; hidtil kender man kun een
Flod, nemlig Tsien-Tang-Kiang, hvor
Flodbrændingen optræder ved hvert Højvande. Lord
Rayleigh har paavist (1907) visse Analogier
mellem Bore og Lyden. Endelig skal nævnes, at
der kan være Høj- og Lavvande flere Gange i
Løbet af samme T.; dette har man bemærket i
nogle Elve og i enkelte lange og trange
Havbugter som Firth of Forth. Man vil her finde,
at Vandet, efter at være sunket en Tid efter
Højvande, paa ny begynder at stige uden dog
at naa samme Højde som ved Højvande, og dette
Fænomen kan gentage sig flere Gange, indtil
man har Lavvande, hvorpaa Vandet stiger igen
uden Afbrydelse til næste Højvande. Dette
finder Sted bl. a. ved Helder, Southampton og
Havre, hvor der er Højvande omtr. 1 1/2 Time.
Ved Stavanger standser Floden omtr. 3 Timer
før Højvandets Indtræden c. 1 Time for saa
paa ny at stige til sit højeste. Naar Floden
derpaa begynder at synke, vedbliver den
hermed til omkr. 2 Timer efter Højvande, da den
atter staar stille c. 1 Time. I indesluttede Have
som Middelhavet og Østersøen er T.
gennemgaaende højst ubetydeligt. Derimod har man i
enkelte Indsøer bemærket kortperiodiske
Oscillationer af Vandniveauet, Seiches; de er
mere indgaaende studerede i Genfersøen af
Forel, der i det Øjemed konstruerede et eget
Instrument, Plemyrameter, som senere blev
erstattet af et mere følsomt Limnimeter. Som
Resultat finder Forel, at der optræder saavel
longitudinelle som transverselle Svingninger; af de
førstnævnte har han paavist Bølger med een
Knude i Søens Midte og en Periode af 73
Tidsminutter mellem successive Højvande, med 2
Knuder, der deler Søen i 3 Dele, hvoraf den
midterste er dobbelt saa lang som de to andre,
og en Periode paa 35 Min. foruden Seiches af
kortere Perioder og med flere Knuder. Af de
transverselle Bølger har han fundet en med 1
Knude og en Periode paa 10 Min. Lignende
ejendommelige Bevægelser som i denne Indsø
har man paavist andre Steder som i Lake
George i New South Wales. Om Grunden er at
søge i mulige Bevægelser i Jorden eller skulde
være en Følge af Vinden og
Lufttrykforandringens Indflydelse, som Napier Denison er mere
tilbøjelig til at tro, faar videre Studier nærmere
udrede. Teoretisk skulde Forholdet mellem
Høj- og Lavvande i en af Land omgiven Sø
staa i samme Forhold til Høj- og Lavvande ude
paa det aabne Hav som Søens Længde til
Jordens Diameter.
Bortser man fra de ovenn.
Ejendommeligheder ved T.’s Forløb paa enkelte Steder paa
Jorden, vil det umiddelbart fremgaa, som ogsaa
allerede Pytheas fra Massilia og Posidonius
udtalte, at i sine store Træk afhænger T. af
Maanens Stilling til Solen. Men at forklare denne
periodiske Stigen og Synken af Havet som
fremkaldt ved Forskellen mellem Solens og
fornemmelig Maanens Tiltrækning paa den hele
Jord og Tiltrækning af de samme Kloder paa
Partikler i de forskellige Dele af Jordens
Overflade — den flodfrembringende
Kraft — var først forbeholdt Newton, i
hans saakaldte Ligevægtsteori, videre
udviklet af D. Bernoulli — Lord Kelvin har
korrigeret Bernoulli’s Teori, idet han tog
Hensyn til Jordens og Havets midlere Tæthed,
hvorved T. bliver forstørret i Forholdet 1 : 0,8871
ell. c. 11 % (Schumann har konstrueret et
Apparat til Forklaring af Opstaaen af T. efter
denne Teori). Newton gaar ud fra en Jord, helt
dækket af et overalt lige dybt Hav, og at
Vandet som en fuldkommen Vædske uden Friktion
i hvert Øjeblik er i Ligevægt. Overladt til sig
selv vil Havet antage Kugleformen, idet vi ser
bort fra Jordens Rotation. Men heri vil
Maanens Tiltrækning frembringe en Forandring.
Tiltrækningen af det Punkt paa Overfladen, der
har Maanen i Zenit, vil være Z = 0,0000035910 X
g, i Nadir N = 0,0000033593 X g og af Centrum
C = 0,0000034723 X g, altsaa Z — C = 0,0000001187
X g og C — N = 0,0000001130 X g, hvor g er
Tyngden paa Jordens Overflade. Heraf
fremgaar, at et 8 kg’s Lod ikke mister 1 mg i Vægt,
naar Maanen staar i Zenit ell. Nadir. Det er
forsøgt af G. H. Darwin og især af
Rebeur-Paschwitz med et Horisontalpendul at
bestemme eksperimentelt denne Indflydelse, Maanen
har paa Tyngden, men hidtil er den ikke med
Sikkerhed bleven paavist. Denne
flodfrembringende Kraft, hidrørende fra Maanen, vil
forandre Kugleformen af Vandets Overflade til en
Omdrejningsellipsoide med den store Akse
rettet mod Maanen (den store Halvakse = r +
2b, den halve Rotationsakse = r — b, hvor r
er Radien for den Kugle, vi vilde have, hvis
Maanens Tiltrækning var = 0, og b er
Sænkningen af dette Niveau i de Punkter, som har
Maanen i Horisonten; Maanen er tænkt
staaende i Ækvator). Strengt taget er denne Figur
ikke en Ellipsoide, da Z — C er 5 % større
end C — N, men denne Forskel spiller ingen
Rolle for vor Betragtning. Roterer nu Jorden,
bliver Omdrejningsellipsoidens store Akse
stadig rettet mod Maanen, og der vil optræde Flod
saavel paa de Punkter, som har Maanen i
Zenit, som paa de Punkter, der har den i Nadir,
Ebbe langs en Storcirkel 90° derfra og
Middelvandstand langs to Cirkler i en Afstand af 54°
44′ fra disse Punkter. For hvert enkelt Sted
vil man have en Forandring af Vandstanden af
3b, Halvdelen heraf, 3/2b, bliver altsaa
Hævningen af Havet over dets nuv. midlere Niveau.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
