Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tienshan - Tientje - Tientsin - Tiepolo, Giovanni Battista (Gianbattista)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Nedslag. Dette Bælte (c. 1300-2400 m) er rigt
paa gode Græsgange, Krat og Skov (Pinus
Schrenkiana). Om Vinteren er dette Bælte
begravet i Sne, saa at det er ganske
utilgængeligt. Højere oppe er Nedslaget mindre.
Her hersker Højsteppen, hvor Nomaderne om
Vinteren græsser deres Hjorder. Ved Foden
af Bjergene fremkalder de nedstrømmende
Floder overalt Oaser.
M. V.
Tientje [’ti.ntjə], det nederlandske
Ti-Guldenstykke.
H. J. N.
Tientsin [’tiæn-’dsi], Flodhavn i det
nordlige Kina, Prov. Petshili, ligger ved højre Bred
af Floden Peiho, 50 km oven for dennes
Munding. Byen danner en af Mure og Grave
omgiven Firkant, er urenlig og stinkende.
Liggende ved en smudsig, leret Flod, omgiven af
endeløse Sand- og Dyndsletter byder den ingen
Tillokkelser. Reden er ikke god, og Floden er
tilfrossen om Vinteren. Desuagtet har T. en stor
Betydning for Handelen, idet den ligger der,
hvor Kejserkanalen, Hunho og flere Bifloder
munder ud i Peiho. En Jernbane forbinder T.
med Peking og med Udhavnen Taku. Indb.’s
Antal anslaas til 800 000. Den europ. Koloni
ligger paa den anden Flodbred. Der udføres Te,
Uld, Huder, Kul fra Kaiping-Gruberne etc.
M. V.
Tiepolo [’tiæpolo], Giovanni Battista
(Gianbattista), italiensk Maler og Raderer,
f. i Venedig 1696 (efter C. Ricci o. a.: 1693),
d. i Madrid 1770, var Elev af Gregorio
Lazzarini i Venedig og uddannet under Indflydelse
af Gio. Batt. Piazetta (saaledes i Clairobscuret
og i det dekorative Loftsmaleri), hovedsagelig
dog ved Studiet af Paolo Veronese’s Kunst.
T.’s senere saa lyse Pensel arbejdede i et
Ungdomsarbejde som »Abraham og Engelen«
(c. 1725, Scuola di S. Rocco) endnu med helt
Caravaggio’ske mørke Skygger. 1726 tog han
til Udine, virkede i Verona, Milano (Fresker
i Pal. Clerici etc.), Bergamo (Johannes
Døber-Freskerne i Cappella Colleoni), fra 1733 til
1750 i Venedig (idet C. G. Tessin’s Forsøg
1736 paa at faa T. til at udsmykke Stockholms
Slot strandede, og Tessin maatte nøjes med at
hjemføre hans Skitse til
Johannes-Døberbilledet og det bedaarende »Danaë«, Stockholms
Nationalmuseum). 1750—53 var T. efter
Biskoppens Indbydelse i Würzburg og
udsmykkede Kejsersalen og Trappehuset i det
biskoppelige Slot. Hjemkommen blev han Direktør for
det nylig oprettede Akademi i Venedig og
udførte nu ved Elevers Hjælp Hovedværket:
Freskerne i Pal. Labia (se nedenfor). 1762 tog
han mod Karl III’s Kaldelse til Madrid, hvor
han, uden dog at forny sin Kunst, virkede til
sin Død. T. er den sidste lykkelige Arvtager
af Venedigs store Kunst i 16. Aarhundrede,
den, han med sine geniale dekorative Evner
og sin fyrige Fantasi omskaber i 18.
Aarhundredes Aand til en vidunderlig let og fin,
yndefuld og festlig Leg. Som Dekoration
hører hans Lofts- og Vægbilleder til det
ypperste; hans smidige elegante Tegning, hans klare
lysende Farver, hans Kompositioners lette og
fri Rytme forbinder sig til et Helhedsindtryk
af en egen bedaarende Fest. Her kan af T.’s
dekorative Malerier kun nævnes de
mest fremragende: Det store prægtige
Loftsbillede (i Gli Scalzi, ødelagt ved
Bombekastning fra Aëroplan under Verdenskrigen) med
Maria’s Hus, der af Engle bringes til Loretto,
tre Loftsbilleder (Emner fra S. Dominikus’
Historie) i San Maria del Rosario, fem
Loftsbilleder i Scuola del Carmine (bl. a.
Madonnavision), andre i Pal. Rezzonico (Solgudens
Triumf) m. v., men først og fremmest af disse
fra Venedig nævnte Værker de pragtfulde
Vægbilleder i Palazzo Labia (1757) med Scener af
Antonius’ og Kleopatra’s Historie (en Kopi, ved
Sønnen Domenico T., til et af Billederne i
Glyptoteket i Kbhvn; en monumental Skitse til
»Festmaaltidet« i Stockholms Højskole). I
Udine har han malet adskillige Lofts- og
Vægbilleder i det ærkebiskoppelige Palads (særlig
fremhæves i Sala rosso: Salomon’s Dom og i
Trapperummet: de fordømte Engles
Nedstyrtning). Skønnest af alle disse Fresker er maaske
de i Villa Valmarana ved Vicenza, hvor
Emnerne er tagne fra Iliaden og Odysseen og
Æneiden, fra Tasso’s »Befriede Jerusalem« og
Ariost’s »Rasende Roland« (og med
»Kineserier« i Tidens Smag); Hovedbilledet her er
Ifigeneia’s Ofring. I det mægtige Trapperum i
Würzburg har T. i Fremstillingen af Olympen
og de fire Verdensdele skabt sine dekorativt
dristigste og mest imponerende Værker af en
næsten berusende Fantasiflugt; i Kejsersalen
Motiver fra Kejser Barbarossa’s Historie.
Endelig nævnes Freskerne i Slottet i Madrid
(»Vulkans Smedie«, »Spaniens Apotheose«), der
dog paa flere Punkter bærer Vidne om at være
Arbejder fra Slutningen af Kunstnerens Liv.
Af T.’s Staffelibilleder, der udmærker
sig ved en for en saa dekorativ anlagt
Kunstner sjælden Lødighed i Komposition og
Udtryk, og som særlig giver Lejlighed til at
beundre T.’s forfinede Palet (med dens lyse, blege
Harmonier), skal nævnes Alterbilleder i S.
Eustachio, i Madonna del Rosario, i I Gesuati
(Madonna med Helgeninder) og i Akademiet,
»Neptun og Venezia« i Dogepaladset (alle i
Venedig), den hellige Agathe’s Martyrium
(Berlin), de hellige tre Konger (München),
endvidere Billeder i Würzburg, Wien, Madrid og
Petrograd m. v. I sine 56 Raderinger har T.
givet endnu et Vidnesbyrd om sin
uudtømmelige Fantasi. Let og aandfuldt som de er gjorte,
ejer de en Friskhed og et Liv som hastig
nedkradsede Improvisationer. — T.’s Sønner
Giovanni Domenico T. (1727—1804) og
Lorenzo T. (1736—72) arbejdede sammen med
Faderen paa de store Freskoarbejder (Lorenzo
var dog fortrinsvis den dygtige Kobberstikker)
og fulgte ham til Spanien. Af Domenico
nævnes Freskerne i S. Faustino e Giovita i
Brescia og af Staffelibilleder: Nadverens
Indstiftelse (1753) i Gal. i Venedig og i
Kunstmuseet i Kbhvn (en Sepiategning af D. T. i
Ny Carlsberg Glyptotek). En Række Raderinger
efter Faderens Værker skyldes Sønnerne.
Domenico’s Behandling af Pladen er ikke mindre
original og pikant end Faderens, men han gaar
i Reglen ud over dennes mere skitsemæssige
Behandling og søger en kraftigere
Billedvirkning. (Litt: Wessely, »G. B. T.« [i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
