Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tinsyre - Tintagel - Tintamarresk - Tinte (Farvetone) - Tinte (se Bændelorme) - Tintellust - Tintetraklorid - Tinto - Tintoretto, Jacopo Robusti
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Poleringsmiddel ved Fremstilling af Mælkeglas,
Emaille og uigennemsigtig Glasur.
Af T.’s Salte (Stannater) fremstilles
Natriumstannat, Na2SnO3,
fabriksmæssigt; det danner store Krystaller med 3
Molekyler Vand og sønderdeles ved Indvirkning af
Syrer, ogsaa af Kulsyre. I Farveriet og
Tøjtrykkeriet kaldes det Præparersalt og
bruges som Bejdsningsmiddel. Kobberstannat
fældes ved Tilsætning af Natriumstannat til en
Opløsning af Kobbersulfat og bruges som grøn
Farve (Gentele’s Grønt). Koboltostannat
kaldes Koboltblaat (s. d.).
(O. C.). S. P.
Tintagel [tin’tägi£], Borgruin paa Cornwall’s
Nordkyst, 2 km fra Byen Launceston. Den
gamle, voldomgivne Ruin, hvor efter Sagnet
Kong Arthur blev født, har en prægtig
Beliggenhed paa et fjeldopfyldt Næs ud mod det
aabne Hav.
(M. Kr.). M. H-n.
Tintamarresk [fransk tætama’ræsk]. Ved
théâtre tintamarresque forstaas en Scene, hvor
Tilskuerne ikke kan se andet af de Agerende
end Ansigtet ell. Hovedet gennem en
Udskæring af Tæppet ell. Dekorationen, medens
Resten af Figuren er en malet Dukkekrop.
Genren anvendes undertiden paa Kabaretscener
ell. Revyteatre. Betegnelsen er opstaaet af de
franske Ord tinter, lyde, og marre, Hakke,
hvilket i overført Betydning vil sige lavkomisk,
støjende. I Paris udkom fra 1843 et
humoristisk Blad, som kaldtes Tintamarre, og hvis
overdrevne satirisk-komiske Maner kaldtes den
»tintamarreske Genre«.
R. N.
Tinte, Farvetone, malerisk Mellemtone, en
Farves Nuancering dels henimod det hvide,
dels mørkt afskygget.
A. Hk.
Tinte, se Bændelorme.
Tintellust, Oaseby i Bjerglandet Aïr i det
sydlige Sahara, ligger i en Højde af 577 m
over Havet og 720 km SSV. f. Rhât. Beboerne
er Tuareger. Over T. gaar Karavanvejen
Tripolis — Ghadames — Niger.
C. A.
Tintetraklorid, d. s. s. Stanniklorid.
Tinto, se Madeira-Vin.
Tintoretto [’ret.o], Jacopo Robusti,
kaldet II T., venetiansk Maler, Søn af en
Farver (deraf hans Tilnavn »T.« ɔ: den lille
Farver), f. i Venedig 1518, d. smst. 1594, var kort
Tid Elev af Tizian og uddannedes dels under
dennes Indflydelse, dels ved Studiet af
Michelangelo’s Kunst. Paa sin Ateliervæg havde T.
skrevet, at han vilde forbinde Michelangelo’s
Tegning med Tizian’s Kolorit, og med sit
glimrende Talent og en uhyre Energi søgte han at
løse det i Virkeligheden uløselige Program: at
forene Michelangelo’s plastiske Syn paa
Formen med den venetianske Kolorisme. Men
dette, at i hans Kunst de forskellige
Paavirkninger ikke er støbte sammen til et fast
kunstnerisk Hele, i Forbindelse med Indtrykket af, at
hans Arbejder (i hvert Fald altid de senere)
er kastede paa Lærredet efter den første
ildfulde Indskydelse, uden at denne altid er
kunstnerisk afklaret, samt endelig ogsaa det, at
Udførelsen har Hastværkspræget, — dette
bevirker, at T. trods alle sine glimrende Evner
næppe fortjener den Plads blandt de
allerstørste Kunstnere, som den nyere Kritik (efter
Ruskin i Modern painters), af T. var
tilbøjelig til at indrømme ham, og som ogsaa
ofte tilkendes ham i nyeste Tid, fordi hans
spirituelle Kunst med dens fortrinlige og
vovede Løsning af Rumproblem og Perspektiv i
Forhold til
Figurerne
(diagonal
Dybdevirkning) og af
Lysvirkninger
som
Stemningsfaktorer for
Billedets Indhold
og Komposition
og med dens
typiske
Barokstilsformer slaar
paa Strenge og
Melodier, som
netop er oppe
i Tiden. T.’s
Kunst blev i
hvert Fald en
Gennembrudskunst, der fører Renaissancen over mod Barokkens
Udtryksformer, med uroligt stormende
Bevægelser (indtil det eksalterede) og skarp
Modsætning mellem uhyggelig dystre og lysgrelle
Farvetoner tolker en ny Tids
(Modreformationens) Tros- og Følelsesliv og skaber ny Ideer
og ny Skikkelser. Bedst er T. maaske i sine
Portrætter, enkle og monumentale; med en
energisk Opfattelse af Karakteren forener han
en mesterlig Modelering af Formen og en
gediegen Gennemførelse. Her skal nævnes de
fortræffelige Dogeportrætter af Alvise Mocenigo
(i Akademiet i Venedig) og Niccolò da Ponte (i
Galleriet i Wien); sidstnævnte Sted findes en
Række fremragende Portrætter, hvoriblandt
det mesterlige Dobbeltportræt af den gamle
Mand og en Dreng, endvidere i Dogepaladset
i Venedig, i Florens (Pitti og Uffizi).
Selvportræt), i Louvre (Selvportræt), Mandsportræt
(Kunstmuseet i Kbhvn), et andet udmærket
Mandsportræt i Gaunø-Samlingen (af nogle dog
tilskrevet J. Bassano) o. a. St. Skal man
derefter gøre et Udvalg af T.’s øvrige Kunst, er
det nødvendigt at indskrænke sig til den
knappeste Oversigt, thi hans Produktion er
umaadelig; som han har udført nogle af Verdens
største Billeder (Paradiset i Dogepaladset c.
250 m2), saaledes har han sikkert ogsaa
»Rekord« paa Antallet af Værker; man har
beregnet, at han har malet omtrent 10 Gange saa
meget som Tizian, hvis Levetid dog var c. 25
Aar mere end T.’s. Der kan om disse hans
historiske, religiøse og mytologiske Billeder i al
Korthed siges, at de tidligste gennemgaaende
er de mest »venetianske«, idet Kunstneren her
særlig har lagt Vægt paa den maleriske Side,
medens de senere Arbejder især er
karakteriserede ved den naturalistiske Formbehandling,
og først og fremmest ved Kompositionernes
højtspændte dramatiske Fart og Flugt, der til
Tider kan slaa over i en Vildskab, saa
Figurerne i hans Billeder gør Indtryk af at fejes
rundt som Blade i en Hvirvelstorm. Her skal
fremhæves af hans Hovedværker med
religiøse Emner: »Den hellige Markus befrier
en Slave« (1548, Akad. Venedig) — et
 |
| J. R. Tintoretto. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
