Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tjenestemand
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Personer, der er ansatte i kommunale Stillinger. Ordet
bruges ofte i tilsvarende Mening i Norge,
Sverige og Finland; i Tyskland er det
almindelige Udtryk »Beamter«, i Frankrig
fonctionnaire eller fonctionnaire public, i England civil
servant.
1. Den nærmere Bestemmelse af Begrebet T.
volder ofte Vanskelighed og kan naturligvis
ikke under eet foretages med Gyldighed for de
forskellige Lovgivninger; ofte vil endog Lovene
i det enkelte Land forudsætte et forskelligt
Tjenestemandsbegreb. I Danmark bestemmer
Tjenestemandslovens (s. d.) § 1 Begrebet
Stats-T. som »enhver, der varigt og som Livsgerning
har Ansættelse i Statens Tjeneste i en Stilling,
for hvilken Lønning er fastsat i Lønningslov
eller anden særlig Lov til en fast aarlig Sum.
Under Begrebet T. henregnes ikke Elever eller
Personer, der er antagne paa Prøve«.
»Lønningslov eller anden særlig Lov« betegner
Modsætningen til Finanslov. Med Udtrykket
»Livsgerning« haves for Øje, at Arbejdet i Statens
Tjeneste maa udgøre vedkommendes
Hovedvirksomhed, og i Overensstemmelse hermed
udtaler § 44, at en T. kun kan have
Beskæftigelse uden for Statstjenesten, for saa vidt og
i det Omfang, det er foreneligt med den
samvittighedsfulde Udførelse af hans Pligter
som T. Det er dernæst vistnok forudsat,
at Vedkommendes Tilknytning til Statstjenesten
i sit normale Forløb er livsvarig, saaledes at
Personer, der ansættes paa bestemt Tid, ikke
kan anses som T. Derimod er — bortset fra
Dommere — enhver Ansættelse i Statens
Tjeneste for saa vidt »indtil videre«, som
Grundlovens § 17 antages at hjemle Kongen Ret til
frit at afskedige de af ham ansatte
Embedsmænd, og som Tjenestemandslovens § 8 klart
forudsætter, at Tjenestemandsforholdet i andre
Tilfælde er opsigeligt fra begge Sider. —
Undertiden gøres det gældende, at Personer, der
udfører rent legemligt Arbejde, eller hvis
Stilling er ganske underordnet, falder uden for det
almindelige Begreb om T. Herimod kan
indvendes, at naar først en Virksomhed paa Grund
af sin særlige, samfundsmæssige Betydning er
gaaet over til statslig eller kommunal Drift, kan
det til Sikring af Virksomhedens uforstyrrede
Gang være ønskeligt, at ikke blot det
overordnede Personale, men ogsaa Arbejderne faar den
fastere Tilknytning til Virksomheden, som
Tjenestemandsforholdet skaber. Hverken den
danske eller den norske Tjenestemandslov
begrænser Tjenestemandsbegrebet under Hensyn til
Arbejdets Art. — Under Fremhævelse af, at det
vigtigste Moment til Bestemmelse af
Tjenestemandsbegrebet maa være Arten af den
Virksomhed, hvori Vedkommende er ansat, om
denne er af offentligretlig Karakter, ikke
Beskaffenheden af hans egen Arbejdsydelse, har man i
fransk Teori (Duguit) gjort gældende, at
Tjenestemandsbegrebet maa omfatte ogsaa
Personer, der er ansat i koncessionerede
Virksomheder. Heri er der det rigtige, at det i mange
Tilfælde vil være naturligt, at Staten i
Koncessionsvilkaarene eller paa anden Maade
normerer saadanne Personers Kvalifikationer og
Retsstilling paa samme Maade som T.’s for
derved at skabe Garanti for den
koncessionerede Virksomheds forsvarlige og uforstyrrede
Drift. Givet er det imidlertid, at
Lovgivningerne i Almindelighed ikke sidestiller Ansættelse
i koncessionerede Virksomheder med Ansættelse
i Statens eller Kommunens Tjeneste.
Inden for det almindelige
Tjenestemandsbegreb gøres i Reglen forskellige almindelige
Sondringer; men Tendensen i Lovgivningerne og i
Teorien gaar dog i Nutiden afgjort imod at
tillægge saadanne almindelige Klassificeringer
retlig Betydning. — I Reglen foretages Sondringen
efter Arten af T.’s Arbejde. I Frankrig har man
saaledes baade i ældre og nyere
forvaltningsretlig Teori (Laferrière, Berthélemy) søgt at
gennemføre en Sondring mellem fonctionnaires
d’authorité og fonctionnaires de gestion. Denne
Sondring skulde bero paa, om vedkommende
T. er et egentligt Organ for Statsmagten, saa
han eensidigt kan træffe Beslutninger, der er
bindende for Borgerne (pouvoir de commander),
eller hans Virksomhed er af en saadan Art, at
den i og for sig kunde tænkes udført af
private. Sondringen skulde have Betydning bl. a.
for Spørgsmaal om Arbejderlovgivningens
Anvendelse paa Funktionærer, for disses
Organisations- og Strejkeret m. v. Denne Lære har
imidlertid ikke vundet Anerkendelse i den
judicielle Praksis, og dens Rigtighed bestrides nu i
Almindelighed i Teorien. I Tyskland opstilles
ligeledes undertiden som en særlig Slags
Statsorganer »die Behörden«, d. v. s. Statsorganer
med Øvrighedsmyndighed; ofte benyttes dog
»Behörde« i videre Forstand. Det er endelig
samme Synspunkt, der ligger bag ved den
Sondring, som ofte gøres hos os (Ørsted, Matzen)
mellem Øvrigheden (Øvrighedspersoner), der
optræder befalende over for Borgerne, og
andre Forvaltningsorganer. Undertiden foretages
en Sondring efter et formelt Kriterium: den
ansættende Myndighed eller Ansættelsens Form.
Den tidligere Adskillelse hos os mellem
Embedsmænd og Bestillingsmænd opfattedes
saaledes i Reglen som beroende paa, om
vedkommende havde kgl. Udnævnelse, og dette Moment
er vedblivende af betydelig retlig Interesse, idet
navnlig Grundlovens § 17 kun kommer til
Anvendelse over for T. med kgl. Udnævnelse, jfr.
ogsaa ovenfor om Tjenestemandslovens § 8.
Ogsaa i Norge beror Sondringen mellem
Embedsmænd og Bestillingsmænd i første Række paa, om
vedkommende har kgl. Udnævnelse, idet
Embedsmænd altid ansættes af Kongen,
Bestillingsmænd derimod som Regel af andre
Myndigheder. Undertiden ansættes dog ogsaa
Bestillingsmænd af Kongen, og Skelnemærket mellem
saadanne Bestillingsmænd og Embedsmænd er
da, at sidstnævnte altid faar en særlig
»bestalling« eller »fullmakt«, hvori Ordet Embedsmand
forekommer. Denne Sondring er i Norge af
vidtrækkende Betydning, navnlig fordi den
norske Tjenestemandslov af 15. Febr 1918 ikke
berører Embedsmændenes Retsstilling og paa
Grund af, at Embedsmænd i Henhold til den
norske Grundlovs § 22 i Reglen ikke kan
afsættes uden ved Dom. Endelig beror i Sverige
den betydningsfuldeste Sondring inden for T.
paa, om Ansættelsen er sket med »fullmakt«
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
