Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tobol - Tobolsk - Toboso, El - Tocantins - toccata - Toce - Toch, Ernst - Tocharisk
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
betydelige Tilløb. T. er 1291 km lang og
afvander 416213 km2; den er sejlbar paa de nederste
620 km eller indtil Byen Kurgan, men er belagt
med Is fra Begyndelsen af November til
Slutningen af April.
(H. P. S.). M. V.
Tobolsk [ta’båljsk], By i Vestsibirien, Guv.
Tjumen, ligger 108 m o. H. paa højre Bred af
Irtysch, der 3 km sydligere har optaget Tobol
i sin venstre Bred. 25000 Indbyggere. T.
bestaar af en øvre By, der omgives af
Volde, og en nedre, der strækker sig uden
om de gamle Fæstningsværker og tit er
udsat for Flodens Oversvømmelser. Den
er Sæde for en Guvernør samt en Biskop og
har 20 Kirker, hvoriblandt Sofia-Katedralen, et
Munkekloster, et 1839 oprejst Monument for
Jermak Timofejev, Gymnasium og
Præsteseminarium. Fra Flodhavnen drives betydelig
Dampskibstrafik samt Fiskeri, og Byen har
yderligere, da den ikke har Jernbane, stor
Kørselstransport samt Skibsbygning og nogle
Garverier, Sæbesyderier og Teglværker. Den
tidligere betydelige Handel er gaaet stærkt
tilbage. T. anlagdes 1587 af Kosakhøvdingen
Tshulkov. 1708 blev den Sibiriens Hovedstad,
men 1837 flyttedes Administrationscentret til
Omsk, og den almindelige Hovedvej til Sibirien
flyttedes samtidig Syd paa, saa den kom til at
gaa uden om T.
(H. P. S.). M. V.
Toboso, El [-tå’wåså], By i det mellemste
Spanien, Provins Toledo, ligger i Landskabet
La Mancha, 97 km SØ. f. Toledo. T. er af
Cervantes gjort bekendt som Hjemsted for Don
Quijote’s Dulcinea af T.
(H. P. S.). C. A.
Tocantins [tukan’ti∫], Flod i det østl. Brasilien,
kommer fra Serra dos Pyreneus i Staten Goyaz
under Navnet Rio Maranhão, løber mod NV.,
optager Rio das Almas, antager Navnet Rio T.
Floden løber nu mod N. og er sejlbar for smaa
Fartøjer, men Sejlbarheden afbrydes dog
mange Steder af Strømhvirvler. Ved Nordgrænsen
af Staten Goyaz optager den sin største Biflod
Rio Araguaya, som under Navnet Rio Cayapo
Grande udspringer paa Serra do Cayapo i Staten
Matto Grosso. Omtrent ved 13,5° s. Br. deler
den sig i to Arme, som omslutter den 330 km
lange Ø Ilha Bananal. Rio Araguaya danner
paa en lang Strækning Vestgrænsen for Staten
Goyaz. Den besejles af Smaafartøjer, men
Sejlbarheden afbrydes mange Steder af Vandfald
og Strømhvirvler. Efter Sammenløbet med Rio
Araguaya ligger Vandspejlet i Rio T. 60 m over
Havfladen. Floden løber videre mod Nord,
danner mange Strømhvirvler, og neden for den
sidste af disse bliver den ved Alcobaça sejlbar
for Søskibe. Snart efter udvider den sig til et
bredt Æstuarium, som forener sig med det
Æstuarium, der kaldes Rio Para.
M. V.
toccata (ital. af toccare »at berøre«), en af
de ældste Betegnelser for et Musikstykke for
Tangentinstrumenter (de ældste af Giovanni,
Gabrieli og Claudio Merulo i Slutningen af 16.
Aarhundrede), oprindelig uden nogen bestemt
Karakter eller Form; senere hæftedes
Benævnelsen T. fortrinsvis ved Musikstykker for
Orgel eller Klaver, hvis særlige Karaktermærker
var hurtig Bevægelse og smaa, ensartede
Nodeværdier (Bach, Frescobaldi).
S. L.
Toce [’tot∫e], Toggia, Tosa, Flod i
Norditalien, Provins Novara, udspringer i
Provinsens nordligste Del paa Grænsen til det
schweiziske Kanton Tessin paa Sydsiden af
San-Giacomo-Passet, strømmer S. paa gennem
Formazza-Dalen mellem de Penninske og
Lepontinske Alper, danner ved Fruth (1685 m over
Havet) et 165 m højt Fald i 3 Afsatser,
modtager fra højre Side fra Vedro-Dalen,
hvorigennem Simplon-Banen fører, Tilløbet Diveria
og flyder fra Valle d’Antigorio ind i Valle
d’Ossola, hvor den ved Vogogna vender sig
mod SØ. og udmunder i et vestligt Parti,
Baveno-Vigen af Lago Maggiore. Af Tilløb
nævnes yderligere Anza fra Monte Rosa og Strona
fra Orta-Søen. T. er 80 km lang og kan besejles
til Domo d’Ossola.
(H. P. S.). C. A.
Toch [tåk], Ernst, østerr. Komponist, f. 7.
Decbr 1887 i Wien, uddannede sig musikalsk
ved Selvstudium, men var senere Klaverelev af
W. Rehberg; han har fra 1913 levet i
Mannheim, en Tid som Lærer ved Konservatoriet,
siden kun som Komponist; 1923 udgav han
Skriftet »Melodilehre«. T. tilhører den
moderne Retning uden at være yderliggaaende;
han omtales som en begavet og fantasifuld
Komponist af en Symfoni med Kor (»An mein
Vaterland«), en Opera, Klaverkoncert,
Kammersymfoni, Cellokoncert, flere Strygekvartetter og
anden Kammermusik, Klaverværker m. m.
W. B.
Tocharisk [-’ka’-] er Betegnelsen for et
ejendommeligt indoeuropæisk Sprog, som i den tidlige
Middelalder har været talt i det nordlige
Øst-Turkestan (Turfan-Omraadet). Det kendes
gennem en stor Mængde Haandskriftfragmenter,
som er blevne fremdragne ved en Række
videnskabelige Ekspeditioner og Udgravninger i
det væsentlige i det 20. Aarhundredes første
Tiaar (herom findes paa Dansk en populær
Beretning hos Vilh. Thomsen, »Samlede
Afhandlinger«, III, S. 293-324 = »Vor Tid«, I, S.
61—80). Sproget foreligger i to forskellige
Dialekter, som man hidtil sædvanlig har betegnet
med Bogstaverne A og B. Dialekten B har det
ældste Præg og de bedst bevarede Former; den
kan stedfæstes til Egnen ved Byen Kutsha, og
nogle af de fundne Tekster kan tidfæstes til
7. Aarhundrede e. Kr. Dialekten A er i det hele
taget mere afslebet; den har rimeligvis hørt
hjemme i noget østligere Egne. Navnet T.
(foreslaaet af Tyskeren F. W. K. Müller) har
vakt Tvivl, bl. a. fordi de af Grækerne omtalte
Tocharer havde andre Bopæle; men meget taler
for, at det alligevel er rigtigt. Sproget er
tydeligt indoeuropæisk, men stærkere forandret
end de fleste andre gamle indoeuropæiske
Sprog; mærkeligt nok ligner det mere de
vestlige indoeuropæiske Sprog (navnlig Italisk og
Keltisk), end det ligner de geografisk
nærmest liggende Sprog (Indisk og Iranisk). Det
skrives med en modificeret Form af det indiske
Brahmi-Alfabet.
Den første Beretning om Sproget (især
Dialekten A) skyldes E. Sieg og W. Siegling
(»Sitzungsberichte d. preuss. Akademie d.
Wissenschaften« [1908], XXXIX). En Række Tekster
i Dialekten B er blevet grammatisk behandlede
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
