Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tolstoj, Dmitrij Aleksandrovitsch - Tolstoj, Fedor Petrovitsch - Tolstoj, Lev Nikolajevitsch
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Katarina II (1848) og Le Catholicisme romain
en Russie (Bd 1—2, 1863—64). Dette sidste Værk
udkom i russisk Bearbejdelse 1877.
(W. G.). H. C-e.
Tolstoj [ta£’ståj] (Tolstoy), Fedor
Petrovitsch, Greve, russisk Billedhugger,
Gravør og Maler, f. 1783, d. 1873. Han var først
knyttet til Marinen, derefter Elev af
Kunstakademiet i Petrograd, 1809 Medaillør ved
Møntkammeret, 1828 Viceprofessor, 1842 Professor
ved Kunstakademiet. T., der fik megen
Indflydelse paa sit Lands datidige Kunstudvikling,
var en varm Beundrer af Antikken. Han udførte
talrige Medailler i Anledning af Krigen 1812—14
og Tyrkerkrigen 1826—29, dekorative Arbejder
for Frelserskirken i Moskva m. m. Han var
ogsaa dygtig som Maler og udførte nydelige
Interiørbilleder, som Billedet fra hans eget Hjem,
der kom til Alexander III Museet i Petrograd.
A. Hk.
Tolstoj [ta£’ståj], Lev Nikolajevitsch,
russisk Forfatter, f. 9. Septbr 1828, d. 7. Novbr
1910. Sine Barneaar tilbragte han paa
Familiegodset Jasnaja Poljana. Da begge hans
Forældre døde
tidligt, blev det to
Tanter, som
tog sig af hans
og hans
Søskendes
Opdragelse. 1844—47
studerede han
ved
Universitetet i Kasan,
først
orientalske Sprog,
derefter Jura, og
tog i dette
sidste Fag den
afsluttende
Eksamen i
Petrograd. Han
levede derefter
en Tid paa
Jasnaja Poljana. Gennemtrængt af Tanken om de
Pligter, han som Godsejer havde over for sine
undergivne, gjorde han forskellige ret umodne
og upraktiske Forsøg paa at forbedre
Bøndernes Stilling. De Skuffelser, disse Bestræbelser
bragte ham, har han senere skildret i
Novellefragmentet »Utro poměščika« (»En Godsejers
Morgen«). Han kunde under disse Forhold ikke
i Længden slaa sig til Ro paa Landet — Bylivet
drog ham, og en Tid lang tog han med Iver
Del i den fornemme Ungdoms Adspredelser i
Moskva og Petrograd. Heller ikke dette Liv
kunde dog tilfredsstille ham, og 1851 fulgte han
sin ældre Broder til Kaukasus og indtraadte
som Junker i Artilleriet. De Omgivelser, hvori
han her kom til at leve, og Kaukasus’
storslaaede Natur fik den største Betydning for
hans Udvikling. I denne Periode skrev han
sine første Fortællinger: »Dětstvo« (»Barndom«,
1852), »Otročestvo« (»Drengeaar«) og »Junost«
(»Ungdom«, 1854), digteriske Selvskildringer,
der med deres Sanddruhed, Friskhed og Ynde
straks vakte betydelig Opmærksomhed.
Selvbiografiske Træk finder man ogsaa i en anden
Fortælling fra denne Tid »Kazaki«
(»Kosakkerne«; først fuldendt 1861), der skildrer den unge
Fændrik Olenin, hvem Livet i Kaukasus gør til
et nyt Menneske. Under Krimkrigen gjorde T.
Tjeneste i Sevastopol, og paa Grundlag af sine
Indtryk fra Fæstningens Belejring skrev han
de tre udmærkede Fortællinger »Sevastopol i
Decbr 1854«, »Sevastopol i Maj 1855« og
»Sevastopol i August 1855«. Efter Krigen tog han sin
Afsked og levede i de følgende Aar mest paa
sit Gods; dog gjorde han ogsaa kortere Ophold
i Moskva og Petrograd, hvor han knyttede en
Del Forbindelser inden for litterære Kredse og
bl. a. en Tid nærmede sig Turgenev, uden at
der dog kunde opstaa nogen varig Sympati
mellem disse to dybt forskellige
Forfatterpersonligheder. 1857 og 1860 gjorde T. Rejser i
Vesteuropa. Paa den sidste af disse var det
hovedsagelig hans Formaal at studere
Pædagogik og Skolevæsen. Han var nemlig nu under
sin nøjere Berøring med Landbefolkningen
kommet paa det rene med, at skulde han gøre noget
for Bønderne, maatte han begynde med at tage
sig af den opvoksende Slægt. Han aabnede
derfor en Skole paa sit Gods, ledede den selv en
Tid lang og udgav et pædagogisk Tidsskrift,
hvori han gik skarpt til Felts mod tidligere
Opdragelsesmetoder, der efter hans Mening
byggede paa Tvang, i Stedet for at Maalet burde
være at lære Folket at kende og søge at
meddele det de Kundskaber og den Dannelse, det
selv følte Trang til. — 1862 giftede T. sig med
en Datter af en Læge i Moskva, og i de
følgende Aar levede han et lykkeligt Familieliv
optaget af sine Pligter som Godsejer og af en rig
litterær Produktion. Foruden en Række mindre
Fortællinger: »Metel« (»Snestormen«),
»Semejnoe ščastie« (»Familielykke«), »Tri smerti«
(»Tre Dødsfald«), »Polikuška« o. fl. fremkom i
disse Aar hans to store Romaner »Vojna i mir«
(»Krig og Fred«, 1864—69) og »Anna Karenina«
(1873—76). Den første er en stort anlagt
Slægtsroman, hvor de historiske Begivenheder under
Napoleonskrigene danner Baggrunden. Sit
største Værd faar den ved sin sanddru og levende
Menneskeskildring; langt mindre blivende
Betydning har de Partier i den, hvor T.
fremsætter sit Syn paa Historien, der løber ud i en
fuldstændig Fornægtelse af den enkelte
Personligheds Indflydelse paa Begivenhedernes Gang.
I »Anna Karenina« behandler T. Familielivets
Problemer og søger at vise, at Ægteskabsbrud
nødvendigt fører til Ulykke.
Allerede tidligt viste T.’s Produktion, til
hvilken Grad etiske, religiøse og sociale
Spørgsmaal beskæftigede ham, og i Aarenes Løb blev
det mere og mere Filosoffen T., der fik Ordet,
og Digteren, der traadte i Baggrunden. Som
Beundrer af Rousseau havde han fremhævet
Landlivet som den naturlige Form for Liv, og
det legemlige Arbejde, især Landarbejdet, som
det eneste sunde og naturlige Arbejde. Dette
førte ganske naturligt til, at han ikke kunde
anerkende Betydningen af Videnskab, Kunst og
Litteratur, baade fordi disse Omraader
hovedsagelig er Bymenneskers Arbejdsfelt, og fordi
deres Resultater kun kan opfattes og nydes af
saa faa. Hans Had til al Tvang bragte ham til
 |
| L. N. Tolstoj. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
