Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Toscana
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
km2 med et Indbyggerantal (1924) af 2810392
eller 122 paa 1 km2. — 2) Tidligere
Storhertugdømme, der 1860 gik op i Kongeriget Italien;
det omfattede omtrent de samme Egne som
ovennævnte Landskab, naar undtages Massa e
Carrara, der hørte til Hertugdømmet Modena.
Storhertugdømmets Areal var 22338 km2 og
Indbyggertallet (1861) 1826334.
T. er den nordlige Del af Oldtidslandskabet
Etruria, der beboedes af Etrurerne, Romernes
Etrurii eller Tusci, hvilket sidste Ord senere
gik over til Landskabets middelalderlige Navn
Tuscia, hvoraf Ordet T. er opstaaet. Efter at
Landet 280 f. Kr. var blevet fuldstændig
undertvunget af Romerne, sank det ned i forholdsvis
Betydningsløshed. Efter det vestromerske
Riges Undergang 476 e. Kr. hørte T. en Tid til
Odoaker’s Rige, men kom derefter under
Østgoterne og senere under Grækerne. Fra disse
gik det over til Longobarderne, der lod T:
bestyre af Lenshertuger, som residerede i Lucca.
774 gjorde Karl den Store T. til en frankisk
Provins, der regeredes af Markgrever.
Markgrev Bonifacius II, der tillige var Greve af
Modena, Reggio, Mantova og Ferrara og sin
Tids mægtigste og rigeste Fyrste i Italien, døde
1052 og efterlod sig en mindreaarig Søn, for
hvem Moderen overtog Regentskabet. Da
Sønnen imidlertid døde 1055, beholdt Beatrix og
hendes Mand Georg af Lothringen Regeringen
og efterfulgtes af Beatrix’ Datter Markgrevinde
Mathilde af Tuscia. Denne, der var yderst
klerikal og paveligsindet, efterlod ved sin Død
1115 T. og alle sine Besiddelser til den pavelige
Stol. I den om dette Arvegods opblussende Strid
mellem Kejseren og Paven gik T.’s politiske
Enhed over Styr, og Byerne, af hvilke de
vigtigste var Firenze, Siena, Pisa, Lucca og
Arezzo, tiltvang sig Uafhængighed og saa at sige al
Magt i Landet. Mægtigst blev Firenze, der i
Løbet af 14. og 15. Aarhundrede forenede den
største Del af T. under sit Herredømme, og
da Familien Medici kom til Magten i Firenze,
fik den efterhaanden ogsaa Herredømmet over
det øvrige T. Dette gik dog ikke af uden
talrige Kampe mellem Stæderne, under hvilke
saavel Paven som Kejseren søgte at vinde
Fodfæste i Landet. Dette lykkedes imidlertid kun
i ringe Grad, og paa Lucca og Siena nær stod
hele T. under Firenze, da Kejser Karl V 1.
Maj 1532 udnævnte Alexander af Medici til
arvelig Hertug af Firenze. Hans Efterfølger
Cosimo I (1537—74) erhvervede 1555 Siena og
blev 1569 af Pave Paul V udnævnt til
Storhertug af T., i hvilken Værdighed Efterfølgeren
Frants (1574—87) 1576 fik Bekræftelse af
Kejseren. Under Ferdinand I, som derpaa fulgte,
forbedredes de indre Forhold og Landets ydre
Selvstændighed i betydelig Grad; men under de
følgende Herskere, Cosimo II, der døde 1621,
Ferdinand I (d. 1670) og Cosimo III (d. 1723)
gik T. atter tilbage. Ifølge Wien-Forliget af
1735 skulde Arvefølgen gaa over til Hertug
Frants Stefan af Lothringen, naar den sidste
Storhertug af Huset Medici, Giovanni Gasto,
var død. Dette indtraf 1737, og Frants Stefan,
der 1736 havde ægtet den østerrigske
Kejserinde Maria Theresia, og som 1745 blev valgt til
tysk Kejser under Navn af Frants I, lod T.
besætte af østerrigske Tropper og regerede det
som et østerrigsk Lydland. Dette Forhold
forandredes dog noget, da hans næstældste Søn
Storhertug Leopold I 1765 fulgte ham i
Regeringen. Under dennes kloge, men hensynsløse
Regering tog T. et stort Opsving; Finanserne
forbedredes, Lens- og Fideikommisvæsenet
ordnedes, og Kirkens og Inkvisitionens
overvældende store Besiddelser indskrænkedes. Da
Leopold ved sin ældre Broders Død 1790 blev
Kejser under Navn af Leopold II, efterfulgtes han
i T. af sin næstældste Søn Ferdinand III, der
som Regent fulgte i Faderens Fodspor. 1793
tiltraadte han Koalitionen mod Frankrig, men
sluttede allerede 1795 et Koalitionsforlig med
dette Land. Desuagtet besatte Bonaparte 1796
Livorno og maatte købes bort. 1799 kom
Franskmændene igen, og Storhertugen flygtede til
Wien. Ved Freden i Lunéville 1801 maatte han
afstaa T. og fik Salzburg i Stedet. Allerede
forinden havde Bonaparte af T. og nogle
andre Omraader oprettet Kongeriget Etrurien og
givet det til Hertug Ludvig af Parma; 10.
Decbr 1807 fratog han ham det imidlertid igen
og indlemmede det i Maj 1808 i det franske
Kejserrige. Napoleon’s Søster Elisa Bacciocchi,
hvis Mand allerede 1805 havde faaet
Fyrstendømmerne Lucca og Piombino, residerede i
Firenze og førte Titel som Storhertuginde af
T. I Septbr 1814 vendte Ferdinand III tilbage
til Firenze, efter at det af Murat besatte T.
var tilbagegivet ham. Ved Wienkongresakten
1815 blev Elba, Piombino samt Stato degli
Presidii, der tidligere havde hørt til Neapel,
forenede med T., som tillige fik Lov at inddrage
Fyrstendømmet Lucca, naar Hertug Karl II
havde overtaget sit Familieland Parma, der
foreløbig tilhørte Kejserinde Marie Louise.
Ferdinand III døde 1824 og efterfulgtes af sin
Søn Leopold II, der med sin Minister
Fossombroni’s Hjælp søgte at regere i sin Faders og
Bedstefaders Aand. Landets materielle Kultur
hævede sig, og Vejanlæg, storartede Arbejder
til Maremmernes Udtørring, Udvidelse af
Havnen ved Livorno, Industriudstillinger samt
Omordningen af Universitetsvæsenet vidnede om
Regeringens Iver og Virksomhed. Efter
Fossombroni’s Død 1844 begyndte man dog atter
at mærke den reaktionære Indflydelse fra
Østerrig. 1847 inddrog T. Lucca og aftraadte
samtidig Fivizzano til Modena og Pontremoli til
Parma. Efter Kongen af Neapel’s Eksempel gav
Leopold II allerede 15. Febr 1848 sit Folk en
Forfatning; men denne og flere følgende
Indrømmelser tilfredsstillede ikke det
revolutionære Parti. Hverken Ministeriet Ridolfi eller
Capponi, hvilket sidste greb til skarpere
Forholdsregler, formaaede at standse Bevægelsen. I
August udbrød en Opstand i Livorno, hvor
Guerrazzi var Bevægelsens Fører, og da Militæret
viste sig upaalidelige og man selv i Firenze
begyndte paa Opstand, udnævnte Storhertugen
et Ministerium Montanelli-Guerrazzi, men
flygtede selv i Jan. 1849 til Gaëta.
Deputeretkamret indsatte saa en provisorisk Regering, der
indkaldte en konstituerende
Nationalforsamling, og 15. Febr proklameredes Republikken,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
